Prøv avisen

Kinesiske myndigheder blæser til kamp mod overtro

68,8 procent af de kinesere, der er konverteret til kristendommen, har gjort det, fordi de selv eller et familiemedlem var syge. Kinesiske myndigheder vil oplyse folket bedre om sygdomme, død og ulykke, så de ikke tyr til tro og overtro for at forklare dårligdomme. På arkivbilledet ses den kinesiske ærkebiskop Li Shan, til julemesse i den katolske kirke i Beijing, 2012. Foto: WANG ZHAO Denmark

Kinas befolkning skal ikke lade sig vildlede af overtro, når de møder modstand i livet, mener en af statens øverste ledere for religiøse anliggender

Kinesere skal ikke søge svar i overtroen men derimod i videnskaben, når det gælder spørgsmål om eksempelvis sygdom, død og fødsel. Det mener lederen af Statens Administration af Religiøse Anliggender i Kina, Wang Zuoan.

I den statsdrevne avis Study Times udtrykker han stor bekymring over, at millioner af kinesere støtter sig til overtroiske forklaringer, når de har smerte i livet og prøver at forstå, hvorfor sygdom, død eller ulykke rammer netop dem.

LÆS OGSÅ: Religion i Kina: Religionsfrihed under kontrol

"Som et regerende parti, der følger marxismen, er vi nødt til at hjælpe folk med at skabe et korrekt syn på verden og til videnskabeligt at håndtere fødsel, aldring, sygdom og død såvel som lykke og ulykke ved at popularisere videnskabelige fakta," siger han ifølge Reuters.

Kina er officielt er ateistisk land, men med den økonomiske vækst er der kommet et sandt boom i antallet af religiøse i befolkningen. Ifølge Wang Zuoan hænger det sammen med, at folket ønsker en tro at klamre sig til i en stadig mere kompleks verden.

Der findes ingen samlet opgørelse over antallet af religiøse i Kina, men det anslås, at antallet af troende ligger omkring 100 millioner mennesker. Heraf udgør kristne og muslimer cirka halvdelen, mens den anden halvdel er buddhister eller daoister.

At der er en sammenhæng mellem mange kineseres forhold til sygdom og død og deres religiøse overbevisning, understøtter en opsigtsvækkende undersøgelse fra Institut for Verdensreligioner ved Det Socialvidenskabelige Fakultet i Bejing.

Her konkluderede forskerne i 2010, at hele 68,8 procent af de kinesere, der er konverteret til kristendommen, har gjort det, fordi de selv eller et familiemedlem var syge. Kineserne har altså et meget praktisk forhold til tro, lød konklusionen.

LÆS OGSÅ: Boom i antallet af kirkebryllupper i Kina

Wang Zuoan fra Statens Administration af Religiøse Anliggender understreger, at religion sagtens kan være en styrke for folk, men at det er vigtigt, at man ikke lader sig vildlede af tro og overtro i hverdagen. Og det kommer til at kræve både tid og tålmodighed at overbevise kineserne om at bytte overtroen ud med videnskabelige kendsgerninger, siger han ifølge Reuters:

"Religion har eksisteret i meget lang tid, og hvis vi skynder os at presse på for resultater og ønsker straks at "befri" folk fra religionens indflydelse, så vil det have den modsatte effekt og skubbe folk i den modsatte retning.