Prøv avisen

Kirkeasyl køber irakere fri

-- Jeg har en følelse af, at kirkerummet er et sted, man skal respektere. Fornemmelsen af, at kirken er et helligt sted, gjorde, at vi mente, det var sikkert at lade irakerne flytte ind i kirken. Jeg kan godt forstå, at det lyder selvmodsigende, men det giver mening for mig, fordi der var tale om mennesker, der er i nød, siger Sigurd Jacobsen. -- Foto: Leif Tuxen.

Penge fra støttegruppen Kirkeasyl er nu på vej til Irak for at købe tre irakere fri, efter de blev tvangshjemsendt fra Danmark

De irakiske myndigheder kræver angiveligt 750 dollars for at frigive de sidste tre tilbageholdte irakere, der er fængslet i Irak, efter de blev tvangsudvist fra Danmark til Bagdad i sidste uge. Pengene har støttegruppen Kirkeasyl været med til at fremskaffe.

Randa fra pressegruppen oplyser, at de irakiske fængselsbetjente har krævet pengene for at dække bøder for "at bebyrde staten". Pengene er overdraget fra Kirkeasyl til familiemedlemmer til de tre fængslede, der har fået ophold i Danmark. Pengene skulle ifølge Kirkeasyl være fremme.

- Nej, vi mener ikke, det er naivt at sende penge. Vi har fået besked på, at de er gået igennem, og vi ville jo heller aldrig overføre så mange penge, hvis vi troede, at folk stak dem i lommen selv, siger Randa fra pressegruppen.

Kirkeasyls bidrag stammer fra støttegruppens indsamling, hvor folk løbende har doneret midler. Kirkeasyl ved endnu ikke, hvad det næste skridt bliver, hvis de irakiske fængselsbetjente ikke frigiver de tre tilbageholdte irakere:

- Vi satser på, at det får dem til at frigive de tre irakere, og vi forventer, at det sker i morgen. Vi forstår, at pengene går til at betale en bøde for at have ulejliget den irakiske stat. Hvis de ikke løslades, må vi finde ud af, hvad vi gør derfra. Det er jo absurd, at det er os, der skal betale pengene. Men vi gør det, fordi den danske stat ikke er sit ansvar modent, uddyber Randa.