Folkekirken er folkets kirke og styres så vidt muligt lokalt af sine medlemmer. Det faktum er ifølge biskop over Ribe Stift Elof Westergaard altid godt at få understreget. Men hvis man ud fra det faktum vælger at give folkekirkens mest decentrale lag en titel som ejer over landets cirka 2000 sognekirker, så har man misforstået noget.
Derfor undrer det biskoppen, at Erhvervsstyrelsen under implementeringen af et nyt EU-direktiv om hvidvask netop har valgt at registrere menighedsrådsmedlemmer som såkaldte reelle ejere af landets kirker.
”Alt, der kan understrege det lokale ejerforhold i folkekirken, er jo positivt. Men man kan spørge, om det, Erhvervsstyrelsen har gjort, overhovedet giver mening. Det lader ikke til, at de har haft øje for, at kirken ikke er en selvejende institution, og at menighedsråd har myndighed til bestyre ejendom, men ikke i den forstand er ejere af ejendommene. Der er altså noget, der klinger hult i det her,” siger han.
Samme reaktion kommer fra andre dele af det kirkelige landskab i forbindelse med menighedsrådsmedlemmernes nye ejertitel. Registreringen har allerede mødt kritik fra menighedsråd og politikere, og tidligere på ugen udtrykte Venstres kirkeordfører, Carl Holst, ønske om at lave reglerne bag registreringen om. Det samme håber generalsekretær i Indre Mission Jens Medom Madsen på.
”Det er godt at gå imod hvidvaskning og mandatsvig. Men jeg tror, at politikerne skal finde et andet værktøj. Og denne gang bør de inddrage Landsforeningen af Menighedsråd og andre folk, der har fingrene nede i suppedasen. Ellers finder de ikke den medicin, der virker,” siger generalsekretæren, som frygter, at titlen som ejer kan gøre det sværere for kirker at engagere folk i menighedsrådsarbejde.
”Det er svært nok at finde frivillige i dag, og det hjælper ikke, at man nu sender endnu et signal om, at menighedsrådsarbejde er et bureakratisk cirkus. Vi har hørt, at registreringen reelt ikke får nogen betydning. Men hvorfor så overhovedet gøre det?”
Ifølge sognepræst i Hørup på Sydals Agnete Raahauge virker det absurd, at man kan blive ejer af en kirke, fordi man melder sig til at sidde fire år i et menighedsråd.
”Det er et eksempel på, hvad der sker, når alt skal registreres fra EU. Og jeg kan ikke se, hvad det kommer til at betyde. Skal jeg give menighedsrådsmedlemmer lov til at tage krucifikset fra kirken med hjem i stuen, nu hvor de alligevel ejer kirken?”, spørger hun og tilføjer, at hun dog er glad for én ting ved registreringen.
”Det er, at der bliver sat en tyk streg under, at det er menighedsrådene og ikke stiftet eller provstiet, der er repræsentanter for sognet. Vi er ved at få en mere topstyret folkekirke, men forslaget her understreger, at kirken stadig først og fremmest tilhører sognet.”
Den seneste uge har menighedsrådsmedlemmer og Landsforeningen af Menighedsråd kritiseret, at de ikke ved, hvad titlen ”reelle ejere” egentlig indebærer. Ifølge juraprofessor på Aalborg Universitet Anders Ørgaard registreres reelle ejere for at gøre det lettere for myndighederne at finde ud af, hvem der ejer en virksomhed eller et selskab og dermed for eksempel placere et ansvar.
”Men for menighedsråd vil det ansvar ikke være anderledes end det, de har i dag. Så jeg ville ikke ligge søvnløs, hvis jeg var dem. Men selve registreringen er tåbelig i dette tilfælde. For menighedsrådsmedlemmer er ikke ejere, og derudover er deres oplysninger allerede tilgængelige på sognenes hjemmesider. Så der er ingen grund til at registrere dem igen,” siger han.