Kirkeledelse i København kendte til anklage om overgreb

En ansat i kirke har beholdt sit job til trods for anklager om flere års overgreb mod et barn ifølge medie.

En ledende medarbejder i Vor Frue Kirke fik lov at fortsætte sit arbejde, der involverer kontakt med unge, selvom ledelsen er bekendt med, at han er anklaget for at have krænket en mindreårig dreng seksuelt i 1990'erne.
En ledende medarbejder i Vor Frue Kirke fik lov at fortsætte sit arbejde, der involverer kontakt med unge, selvom ledelsen er bekendt med, at han er anklaget for at have krænket en mindreårig dreng seksuelt i 1990'erne. . Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Den øverste ledelse af folkekirken i København blev i 2014 advaret om, at en ledende medarbejder i Vor Frue Kirke var anklaget for at have krænket en mindreårig dreng seksuelt i 1990'erne.

Alligevel er manden fortsat ansat i Vor Frue Kirke. Det skriver Berlingske.

Biskop Peter Skov-Jakobsen siger til avisen i en skriftlig kommentar, at han retrospektivt ville ønske, at han dengang havde reageret kraftigere.

Han understreger samtidig, at grænseoverskridende adfærd er "helt uacceptabelt".

Hanne Sundin, som er næstformand i det nuværende menighedsråd, har personligt ikke hørt om sagen før.

- Jeg er forfærdet over at høre om det. På den baggrund må vi træde et skridt tilbage og vurdere, hvad der skal ske fremadrettet, siger hun.

Ole Ehlers, som var formand for menighedsrådet i 2014, siger til Berlingske, at ledelsen ikke havde kendskab til sagen i det omfang, som avisen beskriver.

Flere anonyme ansatte i kirken udtrykker over for Berlingske bekymring over, at manden den dag i dag har tæt kontakt med unge i samfundstjeneste og frivillige.

Det var i forbindelse med, at sagen om overgreb blev anmeldt til Københavns Politi i 2014, at kirkens ledelse blev advaret.

Sagen blev dengang henlagt, da den under daværende lovgivning var forældet.

Ifølge Berlingskes oplysninger sagde manden i forbindelse med en afhøring hos Københavns Politi i 2014, at han var indforstået med noget af indholdet i anmeldelsen. Men at han ikke havde opfattet hændelserne på samme måde som offeret.

Ifølge Berlingske nævner politianmeldelsen ud over overgrebene imod offeret, da han var i alderen 12 til 14 år, også en årelang optakt med blandt andet berøringer.

Berlingske har talt med offeret, som ønsker at være anonym.

Manden, som sagen handler om, har ikke ønsket at udtale sig til Berlingske.

/ritzau/