Prøv avisen

Kirkelig debattør fyret efter opstilling for Stram Kurs

Den kirkelige avis Udfordringen oplyser, at avisen ikke længere vil bringe Iben Thranholms faste klummer. Dem har hun hidtil været fast leverandør af en gang om ugen. Foto: Søren Staal

Den kendte teolog og debattør Iben Thranholm stiller op for partiet Stram Kurs

Den kirkelige debattør og journalist, cand.theol. Iben Thranholm, har besluttet at stille op til folketingsvalget for partiet Stram Kurs, der ledes af Rasmus Paludan, som blandt andet er blevet kendt for offentlige afbrændinger af Koranen i indvandrerområder.

Iben Thranholm havde så sent som den 3. maj i år en klumme i den kirkelige avis Udfordringen, hvor hun blandt andet skrev:

”Stram Kurs er et parti, der bygger på ekstrem tomhed. Der er ingen ånd, kun protest. Paludan og hans tilhængere udstiller nok, hvad der er galt i vestlig kultur, men ironien er, at de selv er en del af det.”

Indlægget kan fortsat læses på avisens hjemmeside, men redaktionen oplyser, at avisen ikke længere vil bringe hendes faste klummer. Dem har hun hidtil været leverandør af en gang om ugen.

”Vi ønsker ikke, at partistifterens (Rasmus Paludans, red.) politiske synspunkter og provokerende stil kommer til at skygge for Udfordringens ønske om at udbrede det positive kristne budskab,” skriver redaktionen.

Selv forklarer Iben Thranholm, at hun blev kontaktet af Rasmus Paludan, et par timer efter at hendes kritiske klumme var blevet publiceret.

”Han fortalte mig, at han var en god kulturkristen. Jeg fortalte ham, at jeg synes, at islamkritikere i lang tid har kritiseret alt det, de ikke vil finde sig i. De har ikke haft noget opbyggeligt at sætte i stedet, og det ligger mig meget på sinde. Rasmus Paludan gav mig ret i, at det er et problem. Der er et kæmpestort vakuum,” siger Iben Thranholm.

Hun blev spurgt, om hun havde lyst til at blive en del af partiet for at medvirke til, at det fik en åndelig fundering, og det skulle hun lige tænke over.

”Jeg har meget længe gerne villet prøve af, hvad jeg kunne bidrage med politisk.”

Om sin fyring som klummeskriver på Udfordringen siger Iben Thranholm, at ”de skal passe på deres avis. Rasmus Paludan er blevet fortolket på en bestemt måde, men hvis han havde været nazist, fascist eller hvad han ellers er blevet kaldt, ville jeg selvfølgelig ikke have stillet op. Hans synspunkter er blevet fordrejet, fordi han har så mange modstandere.”

Adspurgt om det er foreneligt med en kristen etik at brænde koraner af, svarer Iben Thranholm:

”Koranen er jo en bog og ikke menneske, men jeg ville ikke selv have gjort det på den måde. Han har gjort det på sin måde, og der skal være rum til at gøre det på forskellige måder. Han har formået at skabe opmærksomhed om nogle alvorlige problemer,” siger hun.

Iben Thranholm skrev indtil 2015 en månedlig kirkelig klumme i Kristeligt Dagblad.