Kirkeminister er parat til at fratage rabiate imamer retten til at vie par

Kirkeminister Bertel Haarder (V) vil nu konsultere det såkaldte trossamfundsudvalg for at få afskaffet vielsesbemyndigelsen for imamer, der taler for stening af utro kvinder

”Jeg vil nu tage kontakt til Hans Gammeltoft-Hansen for at sikre mig, at udvalget er opmærksom på, at nogle forkyndere i Danmark kommer med så rabiate udtalelser, som vi så i aftes (tirsdag, red.),” siger Bertel Haarder.
”Jeg vil nu tage kontakt til Hans Gammeltoft-Hansen for at sikre mig, at udvalget er opmærksom på, at nogle forkyndere i Danmark kommer med så rabiate udtalelser, som vi så i aftes (tirsdag, red.),” siger Bertel Haarder. Foto: Sophia Juliane Lydolph.

Rabiate imamer, der tilskynder til vold og stening af utro kvinder, skal fremover ikke kunne bevare deres vielsesbemyndigelse i Danmark. Det siger kirkeminister Bertel Haarder (V) efter, at TV 2 tirsdag aften viste optagelser, hvor imamer i den århusianske Grimhøjmoské talte for både fysisk afstraffelse af børn og stening af utro kvinder.

”Det er helt uacceptabelt, når religiøse forkyndere tilskynder til den slags. Det er ikke alene imod menneskerettighederne – det er også stik imod alle ambitioner om, at vi skal have en bedre integration,” siger Bertel Haarder i en pressemeddelelse.

Der findes i dag ingen regler for tilsyn med trossamfund, og det er baggrunden for, at der er nedsat et trossamfundsudvalg, der i øjeblikket overvejer vilkårene for i fremtiden at fratage trossamfund deres godkendelse. Formand for udvalget er forhenværende ombudsmand for Folketinget, professor Hans Gammeltoft-Hansen.

”Jeg vil nu tage kontakt til Hans Gammeltoft-Hansen for at sikre mig, at udvalget er opmærksom på, at nogle forkyndere i Danmark kommer med så rabiate udtalelser, som vi så i aftes (tirsdag, red.),” siger Bertel Haarder.

Grimhøjmoskéen hører under Den Muslimske Sammenslutning, som ikke er godkendt som muslimsk trossamfund. I det konkrete tilfælde kan der altså være tale om, at de problematiske udtalelser kommer fra en forening og ikke fra et trossamfund.

Professor Lisbet Christoffersen fra Roskilde Universitet, der er ekspert i kirke- og religionsret, vurderer, at ministeren er i sin gode ret til at forbyde Grimhøjmoskéens imam at foretage vielser. Et sådant skridt vil ifølge Lisbet Christoffersens vurdering være et slag for moskéens legitimitet i Danmark.

”Ministeren kan fratage trossamfundet vielsesbemyndigelse. Det hænger sammen med Grundlovens paragraf 67, som fastslår ’dog at intet læres, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden’. Man kan godt indskrænke religionsfriheden med henvisning til alvorlige straffelovsovertrædelser som for eksempel stening. Dertil kommer, at vielsesbemyndigelse ikke er et retskrav, men noget staten tildeler trossamfund efter ægteskabsloven,” siger Lisbet Christoffersen.

Hun finder det afgørende, at trossamfundsudvalget behandler problematikken, så der fremover bliver et klart lovgrundlag, når et trossamfund eller en imam skal fratages vielsesbemyndigelsen.

Islamekspert adjunkt Niels Valdemar Vinding fra Institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet vurderer, at baggrunden for kirkeministerens udmelding er spinkel, fordi den sker på baggrund af et tv-program.

”Spørgsmålet er, hvordan fratagelsen af vielsesbemyndigelse skal ske, for mig bekendt er det ikke sket før. Man kan også spørge, om fratagelsen af vielsesbemyndigelse sker på et fagligt og sagligt grundlag. Ministeren kan jo ikke bare give og tage godkendelser, som vinden blæser. Det er ikke vante farvande, Bertel Haarder bevæger sig ud i,” siger Niels Valdemar Vinding.

Han vurderer, at den TV 2-dokumentar, der er baggrund for ministerens udmelding, er ensidigt vinklet.

”Det er noget skævvridende tv. De vil gerne undersøge, om moskéer medvirker eller modvirker integration. Men den måde, de griber det an på, svarer til, at man i en udsendelse om, hvordan kristne bidrager til velfærdssamfundet, ville opsøge og interviewe de mest konservative dele af Indre Mission,” siger Niels Valdemar Vinding.

I går deltog 20 repræsentanter for islamiske trossamfund fra hele landet i et hasteindkaldt møde i kølvandet på TV 2-dokumentaren ”Moskeer bag sløret”, men man ville ikke efterfølgende sige, hvad man havde diskuteret.