Kirkeministeriet mangler fortsat fuldt overblik over kampvalg

Det præcise antal kampvalg i landets menighedsråd lader vente på sig. Hverken Kirkeministeriet eller Landsforeningen af Menighedsråd ved, hvorfor endnu ikke alle valgbestyrelser har indsendt deres kandidatlister.

Det er endnu uvist, præcis i hvor mange af landets menighedsråd, der skal være kampvalg den 13. november 2012. (Arkivfoto: Møde i Landsforeningen af Menighedsråd i Aalborg angående valg af ambassadører til det kommende menighedsrådsvalg.)
Det er endnu uvist, præcis i hvor mange af landets menighedsråd, der skal være kampvalg den 13. november 2012. (Arkivfoto: Møde i Landsforeningen af Menighedsråd i Aalborg angående valg af ambassadører til det kommende menighedsrådsvalg.). Foto: Henning Bagger Denmark.

Selvom landets menighedsråd senest fredag i sidste uge skulle indsende kandidatlister til Ministeriet for Ligestilling og Kirke, har endnu ikke alle gjort det i dag tre dage senere.

Dermed finders der stadig ikke noget overblik over præcis hvor mange af landets menighedsråd, der skal holde kampvalg i år.

TEMA: Menighedsrådsvalg 2012

Det oplyser Jørgen Engmark, informationskonsulent i Ministeriet for Ligestilling og Kirke.

Vi ved ikke, hvorfor nogle valgbestyrelser endnu ikke har indsendt deres kandidatlister til os, siger han.

I første omgang skyldtes forsinkelsen en teknisk fejl hos CPR-registret og siden en overbelastning af systemet hos Ministeriet for Ligestilling og Kirke. Men disse problemer blev løst allerede fredag, og derfor er det endnu uklart, hvorfor ikke alle menighedsråd har sendt deres kandidatlister ind.

Jørgen Engmark vil ikke vurdere på, om systemet til indberetning af kandidater har været godt nok, ligesom han heller ikke vil tage stilling til, om forsinkelsen giver anledning til at ændre procedurerne i fremtiden.

Vi laver en evaluering på forløbet senere og ser på, om noget kan gøres nemmere eller anderledes. Indtil da vil det kun være gætværk, og vi har ikke hørt om, at der skulle have været specifikke tekniske problemer i weekenden med at sende kandidatlisterne ind, siger han.

LÆS OGSÅ: Foreløbig opgørelse: Kampvalg i 85 menighedsråd

Heller ikke formanden for Landsforeningen af Menighedsråd er klar over, hvorfor nogle valgbestyrelser endnu ikke har indsendt deres kandidatlister. Hun kan derfor heller ikke svare på, om medlemmerne fortsat oplever problemer med teknikken, eller om procedurerne for at indsende kandidatlister eventuelt har været ekstra svære i år.

Men hvis man har forsøgt at sende listerne ind både torsdag og fredag, hvor der var tekniske problemer i CPR-registret og i ministeriet, kan det jo være, at vores medlemmer er ved at være trætte af at bøvle med teknikken og måske har givet op. Det ville jeg i hvert fald godt kunne forstå, siger Inge Lise Pedersen.

Ifølge den foreløbige opgørelse, som Ministeriet for Ligestilling og Kirke udsendte i fredags, skal der være kampvalg i 85 af landets 1789 menighedsråd. På det tidspunkt manglede der stadig kandidatlister fra 120 menighedsråd.

SKRIV nedenfor, hvis du har oplevet problemer med at indsende kandidatliste fra dit menighedsråd