Prøv avisen

Kirken blev kampplads

Ifølge politiet var hverken hjelme, indsatsudstyr eller hårdhændede metoder i brug, da politifolk klokken natten til torsdag rykkede ind i Brorsons Kirke. Senere blev et par døre i krypten dog slået i stykker, og i løbet af de følgende tre timer udviklede der sig hårde bataljer uden for kirken mellem kampklædt politi og cirka 3000 demonstranter. -- Foto: .

Talstærkt politi gik ind i Brorsons Kirke, arresterede 19 irakiske mænd og førte dem bort efter hårde bataljer med demonstranter. Kristeligt Dagblad gengiver her nattens begivenheder ud fra politiets og et øjenvidnes oplysninger

I det tomme kirkerum ligger stole og madrasser. Tre orgelpiber er bøjet, efter at en desperat iraker har klatret på dem. I krypten, som har huset de afviste irakiske asylsøgere, ligger en tandbørste, bærbare computere, et familiefoto og et par sandaler i børnestørrelse efterladt. To døre ind til krypten er smadret. En dørkarm er også beskadiget og vidner om, at det ikke gik helt fredeligt for sig, da politiet omkring klokken et natten til torsdag trængte ind i Brorsons Kirke og arresterede 19 unge irakiske mænd.

Misja Krenchel er en af dem, der som medlem af initiativet Kirkeasyl havde planlagt at sove sammen med irakerne den nat og derfor var til stede, da politiet kom. Hun fortæller, at stemningen var glad, fordi det netop den aften var blevet meddelt i tv, at irakiske myndigheder ikke ville tage imod asylsøgerne.

– Pludselig kom en mand løbende ind og råbte på kurdisk, og så løb alle, nogle i deres nattøj, meget hurtigt fra krypten op i kirken, fortæller hun.

Kirken blev hurtigt fyldt med politifolk. I kirkerummet var 30 irakere, som samlede sig ved alteret, bag knæfaldet, hvor kirkegængerne normalt modtager nadveren.

– Irakerne var rigtig bange. De skreg og råbte, at politiet lige så godt kunne slå dem ihjel der i kirken. De løftede stole og lysestager for at holde politiet væk, beretter Misja Krenchel.

Men politiet overskred aldrig knæfaldet.

Politiet havde en tolk med, som dog hurtigt forlod kirken igen. I stedet råbte politifolkene til Misja Krenchel og hendes to kammerater, at de skulle hjælpe med at få irakerne til at falde til ro.

– Pludselig var en af irakerne oppe ved orglet, kun iført underbukser. Han truede med at springe ud. Jeg sad og prøvede at dække øjnene for en pige, som ikke skulle se det. Hun tissede i bukserne af skræk.

Politiet tilbød kvinder og børn, at de kunne gå ud. En gravid kvinde faldt om og blev ført ud til en ambulance.

Lidt senere kunne Misja Krenchel iagttage, at politifolkene iførte sig hjelme. Så blev irakerne atter mere bange, men politiet nærmede sig stadig ikke alteret. Brandvæsenet var kommet ind med et springlagen og kastede tøj op til manden, der var kravlet op ved orglet. Han kom selv ned, og som den første blev han bedt om at pakke.

– På det tidspunkt gav irakerne os deres cykelnøgler og forærede os deres ting. De takkede os og sagde, at vi måske aldrig ville ses igen, fortæller Misja Krenchel.

Hun oplyser, at nu fulgte folk frivilligt med. Hun sagde farvel til dem alle, og som den sidste forlod hun kirkerummet:

– Politiet pressede sig ikke på. De ventede.

Ifølge Flemming Steen Munch, vicepolitiinspektør og informationschef ved Københavns Politi, opførte politifolkene sig efter omstændighederne "rimelig fredeligt" inde i kirken. Han oplyser, at han ikke har fået informationer om, at det skulle have været nødvendigt at slå døre ind. Han kan dog ikke afvise, at de ødelagte døre til krypten er politiets værk:

– Men det er usandt, når sognepræst Per Ramsdal har sagt, at vi gik ind i fuldt indsatsudstyr og med trukne knipler. Vi gik stille og roligt ind og prøvede at få en dialog med nogle mennesker, der af gode grunde var ude af flippen.

Vicepolitiinspektørens beskrivelse af det videre forløb i kirken svarer nogenlunde til Misja Krenchels beretning om de ophidsede irakere og manden, der kravlede op ved orglet. Han tilføjer dog, at politiets skift fra skjorteærmer og blød hat til hjelme og skjolde skyldes, at en politimand inde i kirken blev ramt af kasteskyts. Og ifølge Flemming Steen Munch fandtes der i kirken et lager af brosten.

– Det er forkert, når det bliver sagt, at vi har ryddet kirken. Vi gik ind, fordi vi havde til opgave at frihedsberøve alle yngre mænd. Vi har ikke tradition for at anbringe kvinder og børn i den lukkede del af Sandholmlejren. De kvinder, som var derinde, fik tilbud om, at de kunne gå ud til bussen og tage afsked med deres mænd, fortæller han.

Line Skov fra Kirkeasyl var til stede uden for kirken. Her mødte hun en gravid irakisk kvinde i bare fødder og med sin ti måneder gamle datter på armen, som løb forvirret rundt. En anden kvinde, der var kommet ud af kirken, gentog igen og igen: "Det er ligesom Saddam Husseins politi! Det er ligesom Saddam Husseins politi!"

Demonstranter reagerede ved at sætte sig ned og spærre for politiet. Men talstærkt kampklædt politi satte hårdt ind med knipler, peberspray og hunde for at få demonstranterne væk.

Flemming Steen Munch bekræfter, at bataljerne uden for kirken var voldsomme. Han vurderer, at 300 demonstranter prøvede at hindre irakerne i at komme ind i den ventende bus og køre derfra:

– På det tidspunkt var muligheden for at tale stille og roligt forpasset. Nu gjaldt det om at komme af sted, og nu var der kun magtmidler tilbage. Det kan virke voldsomt, men jeg vil sige til politiets forsvar, at hvis man som demonstrant vælger på den måde at hindre politiets arbejde, ved man, hvad man kan blive udsat for.

schou@kristeligt-dagblad.dk

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk