Kirkens Korshær: Politisk kasseopdeling gør det svært for hjemløse

Der kommer flere hjemløse, og mange af dem har psykiske problemer. Derfor bør politikerne i valgkampen prioritere samfundets svageste, mener Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær

Et stigende antal hjemløse, særligt i den unge generation, kalder på politisk handling, mener Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær.
Et stigende antal hjemløse, særligt i den unge generation, kalder på politisk handling, mener Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Vi ser i vores sociale arbejde, at der er rigtig mange mennesker med psykiske sygdomme, der ikke får den omsorg, de kræver. I varmestuerne er der en stærkt øget tilstrømning af mennesker, der ikke får den behandling, de skal have, og deres sind og krop er martret af det. Jeg hører det fra varmestuerne igen og igen. Der bør for os at se være et særligt fokus på det, for det er så aktuelt, som noget kan være.

En del i den her gruppe har også hjemløshed som problem. Så jeg vil gerne fremhæve, at der skal være boliger til at betale. Vi får ikke mennesker ud af hjemløshed eller forebygger hjemløshed, hvis vi ikke har boliger, der er til at betale. Der står i boligopslagene, at der er masser af ledige lejeboliger, også i de store byer. Men kigger man nærmere, koster de 15.000-20.000 kroner i husleje hver måned. Nogle siger, at de hjemløse kan dele. Men hvis man i forvejen har store problemstillinger at kæmpe med, er det måske ikke lige en delelejlighed, der er førstevalg.

Af konkrete politiske løsninger skal der være den socialpædagogiske støtte, hjemløse mennesker har brug for. Og i forhold til den psykiatriske behandling skal der være flere pladser og mere omsorg.

Psykiatribehandlingen ligger i regionerne, og misbrugsbehandlingen ligger i kommunerne, og det spiller ikke altid lige godt sammen. Ofte får man at vide i psykiatrien, at man først må blive clean og ædru. Det er systembegrænsninger, som vi ikke kan være bekendt over for mennesker, der har det dårligt. Nu snakker vi folketingsvalg, og meget af det handler om regioner og kommuner, men tingene hænger jo sammen. Kasseopdelingen er med til at gøre tingene sværere.

Vi møder meget forståelse fra politikerne og har den glæde, at når vi inviterer dem ud, er der god respons, og de får syn for sagen. Men vi ser jo, at hjemløsetallet går op, særligt blandt de unge. Og vi ser også en stigning af svært psykisk lidende mennesker, der kommer til os. Den gode vilje betvivler jeg slet ikke. Men behovet er ikke dækket.

Jeg håber, at den her valgkamp vil komme til at løfte et stærkt og godt menneskesyn i Danmark. For vores vedkommende tager vi udgangspunkt i de kristne værdier. At vi kan værne om det svage menneske i samfundet.