Prøv avisen

Kirkens rolle: Præster gemte jøder i præstegårde, menighedshuse og på kirkens loft

Gilleleje Kirkes loft er et af de steder, hvor man stadig kan visualisere, at der har siddet jøder og ventet på at kunne komme over sundet til Sverige. Sognepræst Ulla Skorstengaard tænder her en af de to jødiske hanukkah-stager, som kirken fik som tak for sin indsats. – Alle fotos: Leif Tuxen.

I oktober 1943 pressede danske præster på for at få en kirkelig reaktion på tyskernes jødeforfølgelse i landet. Oplæsningen af en historisk protestskrivelse understregede, at folkekirken vægtede den kristne pligt til at hjælpe højere end religiøse skel

Natten til den 7. oktober 1943 tager Gestapo-officer Hans Juhl fat i døren til Gilleleje Kirke og konstaterer, at den er låst. Det vækker hans mistanke, og han banker derfor på hos graveren for at få udleveret nøglen til kirken. Hos graveren møder han dog ikke meget velvilje.

”Du ved, hvordan det står i Bibelen, at det skal gå jøderne,” minder Hans Juhl ham om.

”Ja,” lyder svaret, ”men der står ikke noget i Bibelen om, at det skal være i Gilleleje, at det skal gå dem sådan.”

Om ordene virkelig faldt sådan, og om ransagningen af den nordsjællandske kirke kun skyldtes mødet med en låst kirkedør, vides ikke med sikkerhed. Men det er en kendsgerning, at Gestapo den nat i oktober fik adgang til kirken og dens loft, hvor de pågreb omkring 80 jøder, som gemte sig. Pågribelsen skulle blive den største tilfangetagelse af enkeltpersoner under de danske jøders flugt til Sverige og dermed et mørkt minde fra krigen, siger sognepræst Ulla Skorstengaard, da hun byder indenfor i kirken her 75 år senere.

Alligevel står kirken i dag ikke som et symbol på tab, men snarere på handling fra folket og ikke mindst kirken. Dette understreges af den israelske takketavle til Gillelejes borgere, som er placeret på loftet, hvor jøderne sad.

”Tavlen er et hæderstegn til hele Gilleleje, men det giver god mening, at den er heroppe. For den bliver et lyspunkt på et sted, hvor mørket samler sig. Og den minder om, at selvom jøderne heroppe blev taget, så var det, at de befandt sig her, udtryk for, at man gerne ville hjælpe,” siger hun, mens hun viser tavlen frem.

Det gamle kirkeloft lugter af behandlet træværk og er stort set tomt for inventar. Udover et par installerede elpærer ligner det sig selv fra dengang, hvilket gør loftet til et af de steder, hvor man stadig kan visualisere, at der har siddet jøder og ventet på at komme over sundet.

I en beretning fra en dreng, som gemte sig på loftet og overlevede tiden i koncentrationslejren Therensienstadt, kan man læse, hvordan han kiggede ud ad et af loftets vinduer og kunne se lysene fra de svenske huse, som ikke var pålagt mørklægning.

”Han har nok stået her,” siger Ulla Skorstengaard og peger ud ad et rundt vindue, som har udsigt til hustage, bådmaster og Sveriges bakkede landskab.

Selvom der var både plads og mad, var kirkeloftet ikke jødernes foretrukne skjulested. Det havde nemlig kun én udvej, hvilket fik mange til at vende om, når de kom derop, siger Ulla Skorstengaard. Kun én formåede at skjule sig på ydersiden af klokketårnet, da Gestapo ransagede kirken natten til den 7. oktober.

Gilleleje Kirkes loft konkretiserer ikke kun historien om de jøder, der gemte sig og flygtede mod Sverige, men den danske kirkes engagement i en sag, der gik over religiøse skel. For hvor forholdet mellem kristne og jøder i århundreder havde været præget af uvenskab og had, handlede det ifølge præster og biskopper nu om at hjælpe sine brødre i en svær tid.

Ifølge Ulla Skorstengaard blev det sagt meget præcist i det historiske hyrdebrev fra biskopperne, som blev læst op i mange af landets kirker søndag den 3. oktober.

”Jeg synes, hyrdebrevet indeholder en af de skarpeste pointer fra hele Anden Verdenskrig: At vi skal hjælpe jøderne, fordi vi skal huske, at Jesus blev født i Betlehem. Det understreges derved, at vi er knyttet sammen, fordi Jesus selv var jøde af fødsel. Det er usædvanligt at tilkendegive det på det tidspunkt,” siger hun og tilføjer, at det med stor sandsynlighed har haft effekt, at biskoppernes protest mod forfølgelsen blev læst op i kirkerne.

”Der var efterårskonfirmation i Gilleleje Kirke den søndag, og en stor del af fædrene, der var til stede, blev efterfølgende en del af den såkaldte jødekomité, der hjalp jøder på flugt i byen. Så det har ikke været uvæsentligt, at man har siddet i kirken og hørt kirkens opfordring til protest.”

Man skal dog ikke alene give de daværende biskopper æren for det historiske hyrdebrev, der blev sendt ud. For i virkeligheden kom presset fra præsterne, fortæller professor emeritus og kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten, der er en af Danmarks fremmeste eksperter i forholdet mellem kristne og jøder i Danmark og i jødesympati og -had i folkekirken.

”Vi ved, at mange præster var meget optagede af tyskernes antisemitisme, og fra 1940 blev der i mange præstekredse lagt mere pres på biskopperne for at få dem til på kirkens vegne at tage afstand fra nazisme, vold og undertrykkelse. Men biskopperne ville ikke, da ingen ifølge dem kunne udtale sig på folkekirkens vegne, og da de som nogle af de højest placerede embedsmænd i staten følte sig forpligtede til at følge regeringens samarbejdspolitik og opretholde ro og orden,” siger han.

Presset fortsatte med at vokse, og da der i slutningen af september 1943 gik rygter om en kommende aktion mod jøderne, valgte den københavnske biskop Hans Fuglsang-Damgaard at udsende et hyrdebrev på vegne af sig selv og sine bispekolleger. Han havde inden fået de to københavnske præster N. J. Rald og Th. Glahn til at udarbejde et forslag til en protestskrivelse, og den blev i al hast sendt af sted til alle sogne, så den var klar til oplæsning den 3. oktober - dagen efter jødeaktionen.

”Det var bemærkelsesværdigt og meget modigt, at en biskop gik direkte imod tyskernes antisemitisme. For andre steder var folk blevet straffet for mindre end det. Men der skete ikke biskopperne noget. Tyskerne lukkede af uvisse grunde øjnene,” siger Martin Schwarz Lausten.

Initiativet gjorde ikke Fuglsang-Damgaard populær blandt sine kolleger, som kaldte handlingen overilet. Fyns biskop, Hans Øllgaard, udsendte sin egen formulering, og under radiogudstjenesten den 3. oktober læste Ribes biskop, C.I. Scharling, først hyrdebrevet op, da mikrofonen var slukket. Mange præstekredse syntes omvendt, at der skulle siges mere, hvilket resulterede i endnu et hyrdebrev året efter.

I krigsårene blev der i kirken også samlet penge ind og opfordret til både bøn og kirkekamp for jøderne.

Nogle præster stiftede Præsternes Uofficielle Forening, som blandt andet udsendte det illegale blad Kirkens Front og hjalp med at formidle kontakt mellem jøder på flugt og præstegårde, der kunne holde dem skjult. Ifølge Martin Schwarz Lausten findes der ikke tal på, hvor mange præster og gejstlige der var involveret i redningsarbejdet.

”Fra beretninger ved vi bare, at præstegårde i al almindelighed blev åbnet for forfulgte jøder, og at man skjulte dem og hjalp dem videre.”

Derudover har forskning peget på, der var forskel på de kirkelige retningers engagement i modstanden mod besættelsesmagten. Grundtvigianerne var i begyndelsen tilbageholdende og så ikke modstanden som et kirkeligt, men et folkeligt anliggende, mens Tidehverv og Indre Mission mente, at man som kirke var forpligtet på modstand.

Kilder peger også på, at kirkens hjælp var kendt. Engelske piloter fik eksempelvis besked på at søge mod præstegårdene, hvis de faldt ned over Danmark, og de danske jøder vidste også, at de kunne henvende sig til den lokale præst, siger udenrigskorrespondent og tidligere Politiken-chefredaktør Herbert Pundik, der selv flygtede fra Danmark kun 16 år gammel.

”Jeg husker ikke kirkens rolle specifikt, da der var så meget andet at tænke på, da vi flygtede. Men jeg ved, at der var en slags stående instruks blandt de danske jøder om, at hvis man kom i vanskeligheder, så skulle man henvende sig til den nærmeste præst. Det var en kendsgerning, at kirken stod til rådighed under flugten, og det vidste jøderne godt. Derfor er mange jøder blevet reddet via kontakt med danske præster,” siger han.

Der var dog også præster, som ikke ønskede at hjælpe. De anså jøderne som skyld i krigen og mente, at de i stedet skulle omvende sig og blive kristne. Ifølge Martin Schwarz Lausten var der 12-13 nazistiske præster herhjemme, som blandt andet lod sig inspirere af den tyske bevægelse Tyske Kristne, der ønskede Det Gamle Testamente fjernet fra kirken og hævdede, at Jesus ikke var jøde, men arier. De brugte tekster fra Luther og Bibelen til at argumentere for, at jøderne var intet mindre end legemliggørelsen af antikrist og skulle fordrives fra landet.

Modstanden passede med den antisemitiske holdning, som mange præster og teologiske professorer havde fra middelalderen og frem til 1900-tallet. Men for de fleste præster og teologers vedkommende var gammelt had forsvundet, hvilket også gør kirkens indsats under krigen særlig, siger Martin Schwarz Lausten.

”Det har haft betydning, at kirken i al almindelighed løftede sig op over uoverensstemmelserne mellem jøder og kristne. I hyrdebrevet argumenteres der for, at det ligger i kristendommens væsen og den kristne pligt, at man hjælper jøderne, da kristendommen også udsprang af jødedommen,” siger han.

Den danske kirke blev også takket, da synagogen i København blev genindviet i 1945, og generelt lød der ros til landets præster og biskopper flere steder fra.

Tilbage i Gilleleje modtog sognekirken udover takketavlen på loftet også to jødiske hanukkah-stager fra den israelske stat og en medalje fra jødiske krigsveteraner i USA.

Sognets daværende præst, Hans Kjeldgaard Jensen, nåede dog ikke at modtage nogen af delene. For efter ransagningen i kirken gik han under jorden. Han følte sig ansvarlig for tilfangetagelsen dengang og døde tidligt i 1952.

Præsten nåede dog at beskrive myndighedernes razzia i kirkebogen, inden han gik under jorden. Her ærgrede han sig over tilfangetagelsen, men glædede sig også over, at de fleste danske jøder nåede til Sverige i 1943.

”Gillelejes Befolkning stod helt rigtigt i denne Sag og beviste sit danske Sind,” skrev han og afsluttede med en bemærkning om jøderne:

”Gud forbarme sig over sit gamle genstridige Folk og skaane det for lidelser.”

I efteråret 1943 udsendte Københavns Biskop Hans Fuglsang-Damgaard på biskoppernes vegne et hyrdebrev som protest mod jødernes planlagte aktion mod de danske jøder. Foto af gennemslagskopi - Leif Tuxen
I beretningen fra en jøde, der gemte sig på Gilleleje Kirkes loft, kan man læse, hvordan han fra loftets vinduer kunne se havnen og ane Sverige på den anden side af sundet. Foto: Leif Tuxen
Mange jøder ankom i efteråret 1943 til Gilleleje, da der gik rygter om, at man herfra kunne komme med både til Sverige. Udover kirken hjalp mange lokale borgere i havnebyen til.
På Gilleleje Kirkes loft hænger en israelsk takketavle, som byen modtog for sin hjælp til de flygtende jøder.