Prøv avisen

Kirker beskytter hjemløse

På Sakramentskirkens trappe på Nørrebrogade i København finder man ofte hjemløse. Foto: Torben Huss Denmark

Mange hjemløse søger ly for natten i nærheden af kirker

Når hjemløse skal vælge et sted for natten, bliver det ofte i nærheden af en kirke. Her kan de føle sig mere trygge, siger Leif Baran, som står for salg og administration af hjemløse-avisen Hus Forbi.

"Det er jo ikke der, folk laver ballade," siger han.

Fri for byens bøller

Leif Baran fortæller, at de hjemløse især fredag og lørdag nat søger mod kirkerne. Leif Baran har selv tidligere levet på gaden og kender stadig mange i miljøet af hjemløse.

"Man er tit udsat på gaden, fulde folk kan finde på at genere hjemløse fredag og lørdag nat, men ikke i nærheden af en kirke," forklarer han.

Ikke specielt religiøse

De hjemløse er ikke mere religiøse end alle mulige andre, siger Leif Baran. Alligevel har de et særligt forhold til kirkerne og deres organisationer.

"Mange varmestuer drives af for eksempel Kirkens Korshær, så det kender man," siger Leif Baran.