Kjeld, Dirch og Marguerite er på vej og på plads

Kommunerne beslutter selv, hvad nye veje skal hedde. I Frederiksberg Kommune har veje og pladser i et nyt kvarter fået navn efter gamle revystjerner

Revystjerner og skuespillere har lagt navn til veje og pladser i et nyt kvarter på Frederiksberg. --
Revystjerner og skuespillere har lagt navn til veje og pladser i et nyt kvarter på Frederiksberg. --. Foto: Leif Tuxen.

På et tidligere gasværksområde på Frederiksberg ved København opstod i 2007 et helt nyt kvarter. Her ligger både udlejningsboliger, ejerboliger, ældreboliger, butikker og et kulturhus.

Byggeriet ligner så meget andet nybyggeri fra disse år, men vejnavnene er helt særlige. Her er nemlig Dirch Passers Allé, Stig Lommers Plads, Marguerite Vibys Plads, Osvald Helmuths Vej, Elga Olgas Vej, Preben Kaas? Vænge og Jørgen Rygs Vej. Lutter gamle skuespillere og revystjerner, som i sin tid blandt andet slog deres folder på de frederiksbergske scener som ABC Teatret, Riddersalen og Lorry. Flere af dem har også selv boet på Frederiksberg.

Men hvordan finder man ud af, hvad vejene i et splinternyt kvarter skal hede?

Ifølge Tom Kjærby, stadslandinspektør ved Frederiksberg Kommune, ligger beslutningen om nye vejnavne hos kommunerne. Og her benytter man sig så af forskellige metoder til at få ideer, når nye veje skal navngives.

"Nogle gange opfordrer vi de ansatte på rådhuset og kommunalpolitikerne til at komme med forslag, og så vælger vi det bedste ud. Andre gange laver vi en konkurrence, hvor vi sætter en annonce i Frederiksberg Bladet og opfordrer folk til at sende forslag ind til os," fortæller Tom Kjærby.

Ideen om at lade revystjerner lægge navn til det nye "morskabskvarter" kom i øvrigt fra Frederiksbergs tidligere borgmester Mads Lebech (K).

Frederiksberg Kommune er tæt bebygget, så det er relativt sjældent, at der skal findes på nye vejnavne i kommunen, men det sker ind- imellem og ofte i forbindelse med nybyggeri, fortæller Tom Kjærby.

For eksempel opstod der i forbindelse med noget byggeri tæt på metroen en passage. Det fik FPF-spejderne til at henvende sig for at høre, om den smalle vej kunne opkaldes efter FPF?s grundlægger, Holger Tornøe, der også var født på Frederiksberg. Det kunne godt lade sig gøre, så i dag hedder den Tornøes Passage.

En enkelt gang er det sket, at det hverken har været borgere, politikere eller ansatte, der har fundet på et navn til en lokalitet. Det var, da Kongehuset henvendte sig for at spørge, om Frederiksberg Kommune ville være med til at markere, at kejserinde Dagmar i 2006 blev genbegravet i Sankt Petersborg. Det ville kommunen godt, så kejserinden lægger i dag navn til en mindre plads i kommunen, Kejserinde Dagmars Plads.

madsen@kristeligt-dagblad.dk