Det meste af Danmark og verden med var på den anden ende, da der var COP15-klimatopmøde i et frysende koldt København i 2009. Nu skulle verden reddes fra klimaforandringerne ved at løfte i flok. Men aftalen faldt fladt til jorden, og den smittende optimisme blev vendt til en global klimadepression. Ingen orkede i de følgende år at tale mere om CO2-udledning, grøn omstilling og alle de ting, vi hver især kunne og burde gøre.
Ikke desto mindre er de årlige klimatopmøder fortsat - under stadig mindre mediebevågenhed - og vi er nu nået til COP21, som verdens lande netop har åbnet i Paris.
Men hvor de mellemliggende COP-møder har haft karakter af skridt på vejen-møder, er COP21 i Paris udråbt til stedet, hvor politikerne skal opnå det, der ikke lykkedes for seks år siden: En global aftale om, hvordan opvarmningen af verden skal sænkes til et niveau, vi kan leve med. Det niveau har FN's Klimapanel fastlagt til at være en gennemsnitlig temperaturstigning på ikke mere end to grader i år 2100.
Og meget taler for, at COP21 ikke bliver endnu en mavelanding. Først og fremmest er der sket meget siden de kolde dage i København. Dem, som allerede dengang sagde, at den kuldsejlede aftale ikke var en katastrofe, fordi meget af den ønskede omstilling til en mere grøn tankegang ville ske alligevel, har fået ret. Mere ret end de formentlig drømte om. Tidligere i år blev den globale grønne økonomi siden 2007 opgjort til 43.500 milliarder kroner. Der er altså siden da omsat for 43.500 milliarder kroner inden for blandt andet bæredygtig energi, energieffektivisering og forskning i bæredygtig udvikling.
Og nok endnu vigtigere så bliver klimapolitik i dag taget langt mere alvorligt hos de to lande, som står for halvdelen af verdens CO2-udledning: USA og Kina. Det mener professor i statskundskab og ekspert i international klimapolitik, Peter Nedergaard, fra Aarhus Universitet. Det skyldes ikke mindst de enorme oversvømmelser i Kina og den historiske voldsomme tørke i USA de senere år.
”Meget kendetegnende for udviklingen ser langt de fleste kinesere og amerikanere nu den slags som en del af helt reelle og menneskeskabte klimaforandringer. Fornægterne i begge lande er i dag nærmest forsvundet eller bliver ikke taget alvorligt,” siger han.
Et andet væsentligt parameter, der giver håb om den første globale klimaaftale, er, at COP21 foregår i netop Paris. Franskmændene har en lang og stolt tradition for diplomati og er langt bedre forberedte, end danskerne var i København, mener Peter Nedergaard. De vigtigste aftaler er indgået på forhånd, og der er langt flere ressourcer til at nå det sidste stykke.
Dermed ikke sagt, at der bliver tale om en stor, forkromet aftale, der redder verden, understreger han. For det er udelukket, at USA og Kina går med til en juridisk bindende aftale, selvom det fortsat er den franske præsident og COP21-formand Francois Hollandes ambition. I USA kan præsident Barack Obama ikke få sådan en aftale igennem Kongressen, hvor der kræves to tredjedeles flertal. I Kina har man ingen interesse i at blive opgraderet til et klimamæssigt i-land med alle de forpligtelser, det indebærer.
I den grønne tænketank Concito er direktør Christian Ibsen dog mere end almindelig optimistisk. Hvor man på COP15 forsøgte at presse alle lande til at acceptere klimamål fastlagt af verdens mest magtfulde lande, er bøtten vendt ved COP21, så alle lande selv byder ind med den indsats, de mener at kunne magte.
”Man kan vel sige, at på COP15 fordelte man byrder og udfordringer. Denne gang fordeler man muligheder,” siger Christian Ibsen.
I-landene er dog fortsat ikke i nærheden af at finde de 100 milliarder amerikanske dollars om året fra 2020 til finansieringen af klimaindsatsen i u-landene, som de lovede på COP15. Til gengæld kan man forvente, at de lovede klimaindsatser rent faktisk bliver gennemført, og det er et mere konkret fundament at bygge videre på end tidligere, påpeger tænketanksdirektøren.
Som Peter Nedergaard forestiller han sig heller ikke en hurra-aftale, der i sig selv løser klimaudfordringerne. Men med det nye ejerskab er det langt nemmere løbende at skrue op for forpligtelserne og under alle omstændigheder signalere, at fremtidens farve er grøn. Og det signal er ikke blot vigtigt i forhold til klimaforandringerne, men også for FN's betydning. De mange skuffelser i forhold til ikke at kunne blive enige om noget så livsdefinerende som klimaet har fået mange til at stille spørgsmål ved, om FN er den rigtige ramme at arbejde i. Og flere har direkte sagt, at FN ikke kan klare endnu et klimanederlag.
Bundlinjen ser dog nogenlunde ud, som den plejer: En lille håndfuld lande former den afgørende indsats over for klimaforandringerne. Magtbalancen er dog forskudt, så EU er kørt ud på et sidespor - paradoksalt nok, fordi EU udleder stadig mindre CO2, og lande som Kina, Indien og Brasilien har fået endnu mere at skulle sige. Sammen med USA er det disse landes vilje til at forpligte sig, der afgør, i hvilken grad COP21 bliver det vendepunkt, mange håber og tror på. Presset på landene er dog steget siden sidst, fordi alle andre allerede har forpligtet sig, og fordi bevidstheden om klimaforandringerne har ændret sig.
”Der er stadig en del, der kalder disse topmøder for en kaffeklub uden effekt, og det er da også naivt at tro, at COP21 ændrer alting. Dertil bliver der alt for mange kompromiser,” siger Concito-direktør Christian Ibsen og fortsætter:
”Men man skal omvendt heller ikke undervurdere effekten af, at alle lande sætter sig sammen. Det har arbejdet med FN's 2015-mål vist.”