I maj viste en lækket rapport fra EU-Kommissionen, at Danmark sammen med Malta, Cypern og Irland er de eneste EU-lande uden nogen former for afgifter på flyrejser. Men nu får piben muligvis en anden lyd. I hvert fald åbnede transportminister Benny Engelbrecht (S) i går for, at passagerafgifter kan komme i spil på et tidspunkt, hvis regeringen og dens støttepartier skal blive i stand til at realisere sin ambition om en 70 procents reduktion af drivhusgasser inden 2030.
Grøn er det nye sort, både i vores nabolande og herhjemme, men hvor dybt stikker viljen til omstilling egentlig i befolkningen? I kølvandet på det såkaldte klimavalg kunne Kastrup Lufthavn forleden oplyse, at danskerne i juni i år fløj lige så meget som sidste år. Alene den 28. juni var der 109.408 passagerer. Men vil vi kun den grønne omstilling, så længe den ikke griber ind i vores eget liv?
Læs også: Alle taler om klimaforandringerne. Samtidig flyver vi mere end nogensinde
Ifølge klimasociologen Anders Blok er det ikke overraskende, at danskerne fortsat flyver. Forskningen viser, at omkring en tredjedel af befolkningen herhjemme er villig til at påtage sig et klimaansvar i deres hverdag – for eksempel ved at spise mindre kød eller droppe flyrejser. Derfor er det ifølge forskeren afgørende for, om det vil lykkes Danmark at leve op til vores klimaambitioner og dermed Paris-aftalen, at den grønne omstilling sker i en løbende dialog med borgerne. Ellers risikerer den at miste sin folkelige legitimitet – og i yderste konsekvens at blive bremset på længere sigt.
”På den ene side er det bemærkelsesværdigt, at det lykkedes at gøre det nyligt afholdte valg til et klimavalg og samtidig få en demokratisk samtale om ambitionsniveauet. Men der forestår en lang række diskussioner om, hvordan det konkret skal gøres, og på et tidspunkt kommer det potentielt til at række ind i vores hverdagsliv. Derfor er det vigtigt at få inddraget flest mulige i diskussionerne om, hvordan det løbende skal udfolde sig,” siger Anders Blok, der er lektor ved Københavns Universitet og medlem af Klima- og Omstillingsrådet.
En måde at gøre det på er efter hans mening såkaldte borgerting, hvor almindelige mennesker i fællesskab med eksperter, repræsentanter fra eksempelvis landbrug, fagforeninger og erhvervsliv mødes og diskuterer grønne løsninger. For man kommer ikke uden om, at omstillingen vil kunne mærkes, understreger klimasociologen, men byrderne skal fordeles retfærdigt:
”Ellers risikerer man, at vi havner i samme situation som i starten af 2000’erne, hvor man i det foregående årti havde haft en meget ambitiøs miljøpolitik, som pludselig blev tilbagerullet, fordi den folkelige opbakning ikke var tilstrækkeligt forankret.”
Klimarådets formand, professor Peter Møllgaard, mener også, at behovet for en gradvis og inddragende omstilling er alfa og omega.
”Vi så jo i Paris med de gule veste, hvordan det kan gå, hvis man pludselig indfører eksempelvis brændstofafgifter, som opleves uretfærdige. Det er simpelthen et rammevilkår for klimapolitikken, at man er nødt til at sikre opbakning i befolkningen, og for at kunne det skal man kunne forklare, hvordan de omkostninger, som er forbundet med forandringerne i folks liv, står mål med de gevinster, der vil være for klimaet i fremtiden,” siger han.
Hos både regering, støttepartier og eksperter er der en erkendelse af, at man endnu ikke har redskaberne til at indfri klimamålene. Og fordi fremtidens teknologiske udvikling er en på samme tid central og delvis ukendt faktor, mener Anders Blok og Peter Møllgaard samstemmende, at de redskaber, som introduceres her og nu, bør være dem, der ikke er voldsomt indgribende i folks hverdag – eksempelvis mere energieffektive huse, flere el-biler og braklægning af landbrugsjord.
Spørger man professor i klima og økonomi ved DTU Kirsten Halsnæs, vil det i sagens natur blive omkostningsfuldt at indfase eksempelvis mere vedvarende energi og producere fødevarer med mindre klimabelastning. Hun understreger dog samtidig, at det utvivlsomt kan betale sig økonomisk at leve op til Paris-aftalen på globalt plan:
”Men det er klart, at hvis Danmark investerer en masse i at undgå drivhusgasser, så får vi jo kun en fordel ud af det, hvis alle andre lande også gør det.”
At danskerne på et tidspunkt kommer til at mærke den grønne omstilling i hverdagen, behøver dog ikke i sig selv være problematisk, vurderer Charlotte Louise Jensen, adjunkt ved Aalborg Universitet, hvor hun forsker i innovation og bæredygtig omstilling. Men vores oplevelse af klimaforandringerne er i dag abstrakte, fortæller hun, og samtidig er hverdagens valg og vaner ofte præget af det, vi oplever som værende praktisk og meningsfuldt. Derfor er vejen til eksempelvis færre flyrejser, at andre, bæredygtige alternativer bliver gjort tilgængelige, forklarer hun.
”Hvis formidlingen af klimakrisen ikke underbygges med konkrete, praktiske tiltag, man kan gøre brug af, så er der nok mange, der ikke føler sig inkluderet. Men hvis konkrete forandringer bliver gjort mulige, for eksempel ved at der skabes alternativer til flyrejsen med gode togforbindelser, så tror jeg ikke, at det vil støde på stor modstand på sigt,” siger hun.
”Og samtidig kan vi måske godt alle sammen begynde at overveje og tale sammen om, hvorvidt det er langdistanceturen, der gør os glade, eller om vi lige så godt kunne bruge tid sammen med vores venner og familie et sted, der ikke kræver, at man flyver derhen.”
En af dem, der i hvert fald ikke mener, at flyferie og masseforbrug er vejen til et lykkeligt liv i klimakampens tidsalder, er lektor i bioetik på Københavns Universitet Mickey Gjerris. Han forsker i de etiske aspekter af menneskets forhold til naturen og klimaforandringerne, og ifølge hans analyse kræver en succesfuld grøn omstilling en kollektiv gentænkning af, hvad der opfattes som den meningsfulde tilværelse.
”Jeg mener, vi skal udvikle nogle nye visioner for, hvad et godt liv er. Og det skal helst være nogle visioner, der stemmer overens med de handlinger, vi er nødt til at foretage. Får vi overbevist folk om, at de skal ændre adfærd for at få et andet, men lige så meningsfuldt liv, så kan det her projekt godt lykkes – også uden at det føles, som om man ofrer alt det gode i tilværelsen,” siger han.
Ifølge bioetikeren er vi nødt til at betragte den grønne omstilling som andet og mere end naturvidenskab – det er grundlæggende en livsfilosofisk krise, som skal løses i fællesskab, hvis målsætningerne skal indfries.
”Vores forestilling om det gode liv er jo indlejret dybt i os, og at få ændret den opfattelse, det bliver svært. Men lykkes det ikke, kommer vi aldrig i mål med de forandringer, vi har sat som mål. Vi danskere gider ikke få fortalt, at vi lever forkert, og man skal bestemt heller ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Problemet er bare, at vi allesammen bor i et glashus lige nu. Og det bliver varmere og varmere, mens vi står derinde med vand til anklerne,” siger han.