Prøv avisen

Poul Joachim Stender: Klimakrisen er blevet den moderne synds- og dommedagsfortælling

Det er glædesløst, når klimaforskere vil fratage os retten til at rejse, ligesom det er glædesløst, at folk, der kommer hjem fra arbejde, med det samme skal ud at løbe for at sikre sig to til tre leveår ekstra i stedet for at tale med ægtefællen over en god middag,” mener sognepræst og forfatter Poul Joachim Stender. - Foto: Leif Tuxen

Dommedagsmarkedet er stjålet fra kirken og overtaget af miljøaktivister, der kommer med forudsigelser om, at alt er ved at bryde sammen. Klimasagen kan let blive skalkeskjul for puritanere, der ønsker en moralsk renhed, og det gør det svært at være menneske, siger Poul Joachim Stender, sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup Sogn på Midtsjælland

Du er skeptisk over for klimaforskere og klima-aktivister. Hvorfor?

Synden har flyttet sig fra seksualiteten til maden og klimaet. Jeg oplevede det for nylig ved et bryllup, hvor min borddame efter at have læst menukortet spurgte, om vi skulle synde. Jeg blev helt rød i hovedet, men så gik det op for mig, at synden var alle de fede retter. Jeg forstod, at man godt kunne spise maden, men så skulle der virkelig dyrkes sport og leves asketisk i dagene derefter. Dommedagsmarkedet er blevet stjålet fra kirken og overtaget af miljøaktivisterne og klimaforskerne, der kommer med forudsigelser om, at alt er ved at bryde sammen, og at vi vil dø en frygtelig lidelsesfuld død. Det er faktisk en frygtelig fortælling i forhold til kirkens beskrivelse af dommedag, der handler om, at Gud kommer tilbage.

Ifølge klimaforsker Sebastian Mernild når vi ikke FN’s klimamål. Det vil betyde, at temperaturen stiger op til tre grader i løbet af dette århundrede, og at større dele af Jorden bliver ubeboelige. Er det ikke rimeligt, at forskere på baggrund af videnskabelige modeller kommer med nogle forudsigelser?

Jo, de kommer med nogle forudsigelser, som jeg ikke helt kan gennemskue. Men vi kan ikke frelse kloden og os selv. Vi dyrker forskellige former for sport i et forsøg på at undgå døden, men døden overhaler os på et tidspunkt. Vi kan gøre vores bedste for at forlænge klodens levetid, men det hører med, at kloden går under på et tidspunkt, og det hører med til at leve et liv, at vi skal dø.

Men klimaforskerne har vel ret i, at det er nødvendigt at begrænse udslippet af drivhusgasser for at begrænse klimaforandringer og den skade, de giver?

Selvfølgelig skal vi begrænse forureningen. Men vi skal også være opmærksomme på, at jo mere debat, der er om CO2-udslip og en renere klode, jo mere fokus er der også på den indre renhed. Vi må efterhånden ikke spise kød, ryge en smøg eller have forhold til kvinder. Jeg mærker, at den ydre asketisme også er begyndt at blive en indre asketisme. Den renhed, vi vil have i naturen, er også blevet en moralsk renhed, og det gør det rigtig svært at være menneske. Samtidig er der en vis fanatisme i dele af klimabevægelsen. Det skræmmer mig, at aktivister smadrer slagterbutikker eller laver aktioner mod de landmænd, der fremstiller gode bøffer, fordi de tror, at de kan frelse menneskeheden på den måde.

Eksperter er enige om, at hvis vi skal give vores børn og børnebørn en ordentlig fremtid, er det nødvendigt at skære ned på forbruget. Så er det ikke nødvendigt med større nøjsomhed?

Det er fair nok, at fabrikkerne skal have filtre på deres udledninger, og at der ikke må udledes forurenende vand i havet. Elbiler er også fantastiske. Men vi skal også være mennesker. En filosof har sagt, at det er ganske fornuftigt at være ufornuftig. Vi har brug for at drikke. Ikke fordi det smager godt, men for at blive berusede. Vi har brug for nogle gode bøffer. Vi skal gøre en klimaindsats, hvor vi kan. Men vi skal passe på, at vores samfund ikke bliver for asketisk. En mand, der ryger en smøg, bliver i dag nærmest lynchet, og mennesker, der er overvægtige, bliver betragtet med ubehag, fordi de ikke kan kontrollere sig selv. Vi er ved at skille os op i to klasser. De perfekte og de uperfekte og de rigtige og de forkerte.

Klimasagen kan lynhurtigt blive et skalkeskjul for puritanere og moralister, der i virkeligheden ønsker noget andet. Det uhyggelige er, at man kan opføre sig som et dumt svin, men hvis bare man spiser etisk korrekt med dyrevelfærdsmad, så har man gjort sin pligt. Så er det mindre vigtigt, om man besøger sin gamle mor på plejehjemmet. Det er nærmest, som om vores godhed i dag kan klares over maden og klimaet. Men mange af dem, der taler klimaets sag, tager trods alt stadig på ferie i udlandet.

Kan det ikke netop give en ny livsværdi at sænke forbruget og leve mere nøjsomt ved at spise mindre kød og flyve mindre?

Jeg synes, det ville være dødssygt og simpelthen så kedsommeligt, hvis jeg ikke længere kunne flyve ud i verden. Jeg ville ikke kunne holde ud, hvis jeg skulle være i Kirke Saaby altid. Vi skal gøre vores bedste for at bevare verden, men vi skal også bevare ødselheden og have mod til at fråse.

Kristeligt Dagblad har talt med en familie på Samsø, der har fundet stort livsindhold, fordi de er selvforsynende med mad, lader være med at flyve og ikke har bil. Er det ikke et godt eksempel på en familie, der tager et personligt ansvar og handler for at standse udslippet af drivhusgasser?

Ja, det er fantastisk, og de finder sikkert stor glæde i det. Men de må så acceptere, at jeg flyver med SAS. Det er glædesløst, når klimaforskere vil fratage os retten til at rejse, ligesom det er glædesløst, at folk, der kommer hjem fra arbejde, med det samme skal ud at løbe for at sikre sig to til tre ekstra leveår i stedet for at tale med deres ægtefælle over en god middag. Rigshospitalet behandler flere og flere med ortoreksi (tvangsmæssig sundhedsadfærd, red.). Deres sundhedsvaner er blevet så tvangsmæssige, at de ikke tør gå ud om aftenen. Det giver en kulturel snæverhed, hvis vi ikke kommer uden for vores egen firlængede gård. Gennem rejser kan vi blive inspireret af andre måder at leve på. Jeg håber da, at man opfinder nogle energirigtige elfly.

Men for 50 år siden levede danskerne udmærket uden at rejse hele tiden?

Jamen dengang længtes vi efter at rejse. H.C. Andersen rejste i Europa, og det samme gjorde forfatteren Emil Aarestrup. For 150 år siden var rejserne forbeholdt eliten og de rige, men i dag kan menigmand også tage ud og opleve verden. Jeg er helt sikker på, at hvis man rejser ud, så vil man opleve, at verden er smuk, og så vil man også gøre noget for at forlænge klodens levetid. Der er blevet en angst for at give sig livet i vold. Folk er blevet mere ængstelige og påpasselige og tør ikke give slip. Når vi så bliver bombarderet med advarsler fra klimaforskere om dommedag, så mister vi vores livsappetit. Jeg tror, vi skal skærpe livsappetitten, så vi får lyst til at være med til at forlænge klodens levetid.

Har vi ikke en forpligtelse til at efterlade en ren klode til vores børn og børnebørn?

Vi har i hvert fald en forpligtelse til, at vores børn og børnebørn får livsappetit, så de får lyst til at gøre noget for at forlænge klodens levetid.