Køb af klimakvoter bliver et af de centrale stridspunkter, når energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i dag skal i samråd om regeringens nylige klima- og luftudspil. Oppositionen vil gerne vide, hvorfor udspillet ikke lever op til de krav om CO2-reduktion, som Danmark har forpligtet sig til over for EU. Blandt andet er det uklart, hvordan regeringen vil få en million elbiler ud på vejene inden 2030, som er sat som mål. Regeringen har allerede tidligere forklaret, at en transportkommission skal finde ud af, hvordan man kan fremme grønne biler uden at slå et gigantisk hul i statskassen.
Spørgsmålet om brugen af EU’s kvotesystem som instrument til at reducere udledningen af klimagasser presser sig imidlertid også på. Ifølge udspillet skal der bruges 1,5 milliarder kroner over 10 år på at opkøbe og annullere otte millioner kvoter. Opkøbet skal sikre, at prisen på de tilbageværende kvoter stiger og dermed gør det dyrere for kraft- og varmeværker og tung industri at bruge forurenende energikilder som kul og olie.
Et af de centrale argumenter for at opkøbe kvoter er, at det er en billig måde at få ”mere klima for pengene”, eksempelvis i forhold til at investere i elbiler. En CO2-kvote for udledning af et ton CO2 koster i dag cirka 130 kroner, mens det ifølge Det Miljøøkonomiske Råd koster mellem 2000 og 5000 kroner at spare et ton CO2 ved hjælp af elbiler. Usikkerheden er dog, at prisen på kvoter svinger voldsomt, nogle gange endda fra dag til dag.
Socialdemokratiets klima-ordfører, Jens Joel, mener, at regeringen reelt skubber regningen for klimaforbedringer foran sig, og at det på længere sigt kan vise sig at være klogt at investere mere i konkrete klimaforbedringer nu.
”Hvis man går i gang med konkrete forbedringer nu, tæller de fra første dag. Så kan det godt være, at det i år ét og år to ville have været billigst at købe kvoter, men i år tre kan det vise sig, at det alligevel havde været billigere at investere i forbedringerne fra begyndelsen. Ydermere skal vi ned på nuludledning i 2050,” siger Jens Joel.
Klimarådets formand, tidligere overvismand Peter Birch Sørensen, er kritisk over for opkøbet af kvoter til annullering, blandt andet fordi det først får effekt på langt sigt, måske først mærkbar effekt efter 2050 – det vil sige, når Danmark i princippet allerede skulle være holdt helt op med at bruge fossile brændstoffer.
Også De Radikale er kritiske. I alt vil regeringen over 10 år købe kvoter for otte millioner tons. Yderligere knap 13 millioner tons får Danmark ”forærende” som optag i skove og marker, og tilbage står altså at skaffe mellem 11 og 16 millioner tons CO2-reduktioner frem til 2030 for at leve op til EU-målet, der liggere mellem 32 og 37 millioner tons for den såkaldte ikke-kvotebelagte sektor.
”Regeringen har lagt en meget slap tilgang til klimadagsordenen. I stedet for at gøre noget for at klimasikre landbrug og transport kommer man med nogle store slagord og køber aflad for resten,” siger De Radikales klima- og miljøordfører Ida Auken.
Begge ordførere medgiver dog, at det kan blive nødvendigt at købe kvoter for at leve op til EU’s krav om reduktion, men det skal være absolut sidste udvej, og ikke det første man gør, mener de.
Hos Alternativet siger klimaordfører Rasmus Nordqvist, at hans parti ikke er ”fan af kvoter”. Partiet har for nylig været i vælten, fordi nogle af dets folketingsmedlemmer har fløjet meget. Partileder Uffe Elbæk forklarede, at man klimakompenserer flyrejserne, men det foregår dog ikke ved at købe kvoter. I stedet betaler man direkte et beløb til for eksempel solpaneler eller trærejsning i udviklingslande.
I regeringspartiet Liberal Alliance afviser klimaordfører Carsten Bach, at der skulle være noget som helst problematisk i at bruge den såkaldte fleksibilitetsmekanisme i kvotesystemet, som giver Danmark mulighed for at opkøbe kvoter for otte millioner tons CO2-udledning over ti år.
”Hvis vi ikke gjorde brug af den mulighed, ville vi gøre klimaomstillingen dyrere for danskerne. Opkøb af kvoter er den mest omkostningseffektive måde at gøre det på, siger Carsten Bach.
Han pointerer, at klimaproblemerne er globale og skal løses i en global og europæisk sammenhæng, og derfor giver opkøb af kvoter mening. Det vil føre til en reelt lavere CO2-udledning, især efter at priserne på kvoterne er begyndt at stige, mener han.
Også andre ser positivt på kvotesystemet, i hvert fald principielt.
”EU’s kvotesystem er et rigtig godt system, fordi det i princippet sætter en ensartet pris på udledningen fra energisystemerne i Europa. Dermed kan man styre udledningerne af CO2 ned til det nødvendige niveau, og reduktionerne kan ske, hvor de er billigst” siger for eksempel direktør Christian Ibsen fra den grønne tænketank, Concito.
”Udfordringen er, at mængden af kvoter er politisk bestemt. Det betyder, at man fra begyndelsen har haft alt for mange kvoter og dermed udledningstilladelser, som kvoterne reelt er. Det vil sige, at kvoterne har været alt for billige meget, meget længe,” siger han.
På linje med Klimarådet anfører han, at køb og annullering af kvoter reelt ingen virkning får for klimaet på denne side af 2030.
”At regeringen køber kvoter for halvanden milliard kroner kan ikke stå alene i stedet for en konkret klimaindsats, for det gavner ikke klimaet, selvom det gavner kvotesystemet en lille smule. Sverige har også valgt at købe klimakvoter, men der betragter man det ikke som en del af indsatsen for at opfylde 2030-målene for udledning af CO2. I Danmark burde vi bruge de 1,5 mia. kr. på konkrete reduktioner i stedet for at købe kvoter,” siger Christian Ibsen.
I den borgerlige tænketank Cepos mener analysechef Otto Brøns-Petersen, at kvotesystemet grundlæggende er den rigtige måde at håndtere klimaproblemerne på. Han er dog enig i, at der har været for mange kvoter, som har gjort, at priserne er blevet meget lave. Derudover understreger han, at det helt store problem er, at der er så store forskelle på, hvad det koster at reducere CO2-udledning inden for og uden for kvotesystemet.
I øjeblikket er der ingen kvoter for ”biler, boliger og landbrug”, men det er der for kraftværker, varmeværker, tung industri og nu også flytrafik.
”Det klart dyreste er at reducere udledningen fra transportsektoren, og derfor har jeg også forslået, at man simpelt hen tager transportområdet ind i kvotesystemet. Det passer rigtig godt ind der, for det er relativt enkelt at afgøre, hvor stor en CO2-belastning, biler giver. Det er sværere at gøre i for eksempel landbruget. Det kan være lidt svært at afgøre, hvor meget CO2, bøvsen fra en ko udleder,” siger Otto Brøns-Petersen.
EU indførte i 2005 et kvotesystem for udledning af klimagasser. Målet var at nedbringe CO2-udledningen.
Hvert år udstedes nye kvoter, som blandt andre stærkt energiforbrugende virksomheder kan købe.
Kvoterne omsættes på markedet, hvor udbud og efterspørgsel afgør prisen.
Frem til 2030 reduceres.
I en årrække har prisen ligget langt under 100 kroner pr. ton, og dermed har det været ”billigt” for virksomhed at bruge kul og olie.
Sidste år reformerede EU systemet, så kvoter blandt andet kan annulleres permanent i år, hvor der er et stort overskud af ubrugte kvoter.