Prøv avisen
Politisk set

Professor: Klimapolitik kan let ende som varm luft

Den almindelige vælger har ingen jordisk chance for at finde ud af, hvad der bremser og ikke bremser den globale opvarmning blandt de danske politikeres løfter, skriver professor i statskundskab. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

Mens man som vælger konkret kan forholde sig til sundhedsvæsenet, er det sværere at vurdere, om politikerne overholder deres løfter om klimaet. Det åbner for overbudspolitik og luftige løfter, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard

Alle taler om klimapolitikken. Dette politiske område befinder sig nu på toppen af vælgernes politiske dagsorden. Det viser det seneste års undersøgelser af danske vælgeres præferencer. Dér befinder klimapolitikken sig sammen med – og nogle gange over – udlændingepolitikken og sundhedspolitikken.

Læs også: Det mener partierne om klimaafgifter

Den stærke placering af klimapolitikken i vælgernes bevidsthed gør, at de politiske partier bliver interesserede i at markere sig på det klimapolitiske område. Problemet er blot, at klimapolitikken i bogstavelig forstand handler om usynlig varm luft. Dermed adskiller dette politiske felt sig fra hovedkonkurrenterne på vælgernes rangliste.

Mange har personlige erfaringer med kvaliteten af sundhedsvæsenet, som med regeringen og Dansk Folkepartis netop indgåede aftale atter er på dagsordenen. Mange kan også have personlige erfaringer med udlændingepolitikken fra boligområder, skoler og lignende. Derfor har man i hvert fald i en vis grad mulighed for vurdere, om løfterne udstukket af partierne har nogen gang på jorden.

Det har man derimod nærmest på ingen måde, når det drejer sig om klimapolitikken. Denne politik drejer sig om at reducere udslippet af klimagasser som kuldioxid og metan fra kilder som kraftvarmeværker, biler, landbrugets køer og en tundra under optøning. Klimagasserne kan ikke ses eller føles. Danske udledninger af klimagasser udgør tilmed kun omkring 1/1000 af verdens samlede udledninger, men de 999/1000 af udledningerne uden for Danmark skader det danske klima langt, langt mere end de danske udledninger.

Den almindelige vælger har ingen jordisk chance for at finde ud af, hvad der bremser og ikke bremser den globale opvarmning blandt de danske politikeres løfter. Selvfølgelig mærker danske vælgere også konsekvenserne af de stigende temperaturer med de ekstremt varme somre og de stadigt voldsommere storme og oversvømmelser. Det er netop det, som har gjort danske vælgere så meget mere klimapolitisk bevidste end tidligere.

Derimod kan vælgerne som sagt ikke vurdere, om bekæmpelsen heraf sker bedst via indgreb over for bilkørslen i Danmark, en beskatning af transatlantisk flytrafik, mindre energikrævende produktion i Kina eller indførelsen af vindkraft.

Derfor risikerer klimapolitikken meget let at blive genstand for politisering via ukvalificeret overbudspolitik og varetagelse af særinteresser. Eksemplerne herpå er mange. Krav om, at man skal undlade at spise kød. Krav om, at al energi og el-produktion nærmest her og nu skal omlægges til vindenergi.

Det er to enkelte eksempler på, hvordan partierne profilerer sig uden hensyntagen til proportionalitet mellem mål og midler eller uden hensyntagen til, at områderne for eksempel ofte er EU-regulerede, således at mindre udslip i Danmark blot indebærer mulighed for mere udslip i andre EU-lande.

Partierne er også glade for at udstede klimapolitiske løfter, som ligger et godt stykke ude i fremtiden. Når politikerne lover, at Danmark skal være fossilfrit i 2050, er der en risiko for, at det nok virker kraftfuldt og klimavenligt, således at man får de klimabevidste vælgere i tale. Samtidig ligger det imidlertid så langt ude i fremtiden, at mange af vælgerne og personer bag løfterne har forladt scenen.

Endelig kan klimapolitikkens uigennemskuelighed også give anledning til, at der føres interessepolitik bag uvidenhedens slør. Klimarådet har været kritisk over for, at landbruget i betydeligt omfang så ud til at slippe for at bidrage til et mindre udslip af klimagasser i regeringens klimapolitik, selvom der kunne høstes mange lavthængende frugter på dette område. Skyldtes det varetagelse af særinteresser?

Alt i alt indebærer klimapolitikkens rejse mod toppen i vælgernes bevidsthed stor fare for både vælgere, politikere og det, som det hele drejer sig om: En løsning af tidens største politiske udfordring, der består i at bremse de globale temperaturstigninger, som er kommet ud af kontrol.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.