Prøv avisen
Politisk set

Professor: Klimapolitikkens særlige karakter gør den til genstand for symbolpolitik

Under valgkampen har vi set eksempler på en konkurrence mellem, hvor højt op i træet de forskellige partier er villige til at klatre, hvor Alternativet udmærker sig. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Det er umuligt for vælgerne at afgøre, om et politisk parti opfylder sine løfter på klimaområdet

Klimapolitikken ligger sammen med udlændingepolitikken og sundhedspolitikken blandt de emner, som vælgerne i Danmark vægter højest. Normalt belønner vælgerne de partier, som fremmer deres mærkesager. Det ser imidlertid ikke ud til at gælde for klimapolitikken. Alternativet har gjort et stor nummer ud af, at partiet er Danmarks klimapolitiske parti nummer ét. Alligevel ligger partiet til at få et forsmædeligt nederlag ved folketingsvalget den 5. juni.

Læs også: Det mener partierne om klimaafgifter

Der er et paradoks, som denne klumme vil forsøge at give en forklaring på. Sandsynligvis skal forklaringen findes i klimapolitikkens særegne karakter.

Politiske partier, der har udlændingepolitikken som mærkesag, kan for eksempel henvise til, at tilstrømningen udefra er aftaget så og så meget, og at udgifterne i den forbindelse er blevet et bestemt antal milliarder kroner lavere.

Partier, der har en form for ejerskab til sundhedspolitikken, kan henvise til opførelsen af nye specialiserede sygehuse, konkrete kræftpakker og behandlingsgarantier for bestemte sygdomme. I begge tilfælde har partiernes politik en effekt, og resultaterne har en form for håndgribelighed, som vurderes af de enkelte vælgere selv. Vælgerne er i stand til konstatere, at stemmer man på parti X, sker der noget med hensyn til effekten Y.

Når det drejer sig om klimapolitikken, er situationen helt anderledes. Ingen vælgere kan ved selvsyn konstatere, at udslippet af klimagasser er begrænset så og så meget. Mængden af klimagasser kan kun måles, hvis man er i besiddelse af et meget avanceret teknisk udstyr. Samtidig er der næsten ingen sammenhæng mellem at stemme på det danske politiske parti X og effekten i form af en reduktion af indholdet af klimagasser i atmosfæren på Y. De danske udslip af klimagasser udgør blot 1/1000 del af de samlede udslip i verden. Danske reduktioner i udslippet af klimagasser har derfor i praksis ingen betydning for verdens klima.

Klimapolitikkens særlige karakter gør også, at det er et politisk felt, som ofte er genstand for symbolpolitik. Man gennemfører initiativer, som man tror virker effektivt for en reduktion af udslippet af klimagasser, selvom det ikke er tilfældet. Det belyses i en ny nordisk rapport skrevet af de fremmeste klimaforskere i de nordiske lande, udgivet af Nordisk Ministerråd. Den hedder ”Climate Policies in the Nordics” og kan frit downloades på Nordisk Ministerråds hjemmeside. Heri slår forskerne til lyd for, at ”det ville være omkostningseffektivt for de nordiske lande at opnå en del af deres forpligtelser ved at betale for udslipsreduktioner andre steder.”

Sagen er således, at der findes mange lavthængende klimapolitiske frugter i andre lande, som lige kan plukkes, men i stedet vælger politikerne i de nordiske lande ofte at kravle helt op i træerne efter frugter i deres egne lande for at begrænse udslippet.

Under valgkampen har vi set eksempler på en konkurrence mellem, hvor højt op i træet de forskellige partier er villige til at klatre. ”Se mig. Se, hvor højt jeg kan klatre!”. ”Nej, jeg kan klatre endnu højere op.” ”I klatrer slet ikke højt nok op. I Alternativet klatrer vi helt derop efter frugter, hvor grenene er allermest tynde.”

Måske er vælgerne ved at indse, at denne konkurrence ikke kun er komisk. Den er også klimaskadelig, fordi den blokerer for, at der kunne opnås samme klimapolitiske indsats for færre penge. Eller større indsats for samme pengesum, hvis man brugte flere ressourcer på reduktionsindsatsen uden for Norden. Alternativet rammes derfor måske både, fordi andre partier har taget klimapolitikken til sig, og fordi man med hensyn til de klimapolitiske initiativer har haft fokus på initiativer i Danmark, hvor indsatsen ikke nødvendigvis er mest effektiv.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.