Glæde på Bornholm efter mandagens genåbning: Klippeøens frisører har slet ikke tid til turister

Bornholm kunne mandag genåbne både frisører, øvrige butikker og skoler, og det skaber både travlhed og glæde på solskinsøen

Telefonen kimer uafbrudt hos de bornholmske frisører, der genåbnede mandag og allerede har kalenderen fyldt godt op - for eksempel hos Frisør Jan i Rønne. -Foto: Ritzau Scanpix/ Pelle Rink
Telefonen kimer uafbrudt hos de bornholmske frisører, der genåbnede mandag og allerede har kalenderen fyldt godt op - for eksempel hos Frisør Jan i Rønne. -Foto: Ritzau Scanpix/ Pelle Rink.

Hvorfor må frisørerne på Bornholm åbne før alle andre? Fordi det er en klippeø, lyder en ”skæg” joke, som er lige så slidt som de spaltede hårspidser, der ikke har set en frisørsaks på denne side af juleaften. Men mandag fik frisørerne pludselig igen travlt på solskinsøen, hvor blot én bornholmer er blevet testet positiv for covid-19 det seneste døgn – trods massiv testning – og det er forklaringen på, at Bornholm nu med regeringens velsignelse åbner mere end noget andet sted i landet.

Selv øens højskole og efterskole har inviteret eleverne tilbage, ligesom der ifølge TV 2 Bornholm hørtes deciderede jubelråb på gågaden i Rønne, da butikkerne åbnede. Og som en særlig bornholmsk luksus er øens frisører og massører altså nu åbne som det eneste sted i landet. Man kan derfor hurtigt forestille sig fyldte færger med hårfagre danskere med kurs mod den danske klippeø. Der bliver dog næppe basis for frisørturisme i den nærmeste fremtid, for lige nu har øens frisører travlt med at klippe deres lokale kunder, og der meldes i de lokale medier om ventetider på op mod tre måneder.

Og der går også lang tid, før massørerne har fået løsnet op for ventetiden. For i det lille øsamfund, hvor en del faktisk lever af at klippe og massere hinanden, kommer de trofaste kunder naturligvis først i frisørstolen eller på massagebriksen.

”Jeg havde selv en frisørtid den 30. december, som jo så blev udskudt på grund af nedlukningen af landet, så da vi fik beskeden om, at Bornholm blev genåbnet, fik jeg en sms fra min søde frisør om, at jeg kunne komme til som en af de første, så jeg skyndte mig at slå til,” siger 61-årig Lone Jespersen foran Falcks testcenter i Rønne, hvor køen til frisøren i realiteten begynder, fordi alle frisørkunder skal kunne fremvise en ny og negativ coronatest.

Der var fra morgenstunden lang kø foran Falcks testcenter ved Søndermarkshallen i Rønne. -Foto: Daniel Øhrstrøm
Der var fra morgenstunden lang kø foran Falcks testcenter ved Søndermarkshallen i Rønne. -Foto: Daniel Øhrstrøm

Køen foran testcentret slanger sig helt ud til Aakirkebyvej, så det kan være svært overhovedet at finde en parkeringsplads. Der er åbenbart kamp om alting i denne tid. Mange holder derfor ulovligt på afsætningspladserne, hvor der ikke helt corona-sikkert står ”Kys og kør” med hvid skrift på asfalten. Og der kommer hele tiden nye biler til i morgentågen.

Over mundbindet lyser Lone Jespersens øjne dog ved tanken om, at hun allerede i morgen klokken 9.30 kan sætte sig i frisørstolen.

”Det er derfor, jeg skal testes i dag. For jeg ville være helt sikker på at nå det. Jeg plejer at være korthåret, men nu svinger det jo rundt til alle sider,” siger hun og kaster grinende med sit coronalange pandehår, der har fået lov at vokse siden november, mens hun har passet sit arbejde som hjemmehjælper.

”Det bliver da dejligt at komme til frisøren igen. Man synes jo selv, at man kommer til at se lidt pænere ud, når man har været til frisøren, selvom min mand nu ikke altid lægger mærke til det,” ler hjemmehjælperen, der er vant til at blive testet på sit arbejde, men nu for første gang skal podes i næsen. Man må jo lide for skønheden, som hun siger.

På Lille Torv i Rønne sidder den heldige kunde, Gitte Olsen, allerede med håret smurt ind i hårfarve i Marianne Beisners frisørsalon.

”Det er dejligt. Jeg har savnet det,” siger hun.

”Der har været panik på med kunderne,” bekræfter frisøren.

”Det er dejligt. Jeg har savnet det,” siger Gitte Olsen om det længe ventede frisørbesøg hos frisør Marianne Beisner i Rønne. Ritzau Scanpix/ Pelle Rink
”Det er dejligt. Jeg har savnet det,” siger Gitte Olsen om det længe ventede frisørbesøg hos frisør Marianne Beisner i Rønne. Ritzau Scanpix/ Pelle Rink

”De står jo i kø for at få ordnet hår. Jeg slog dørene op klokken 8, og jeg er også fuldt booket op den næste måned, selvom jeg har sat prisen lidt op, udvidet åbningstiderne og skåret ned på mine massagekunder,” siger Marianne Beisner, som også kan skrive ”ayurvedisk massør” på sit visitkort. Men hun har hverken tid til københavnske kunder som massør eller frisør lige nu.

”Jeg kan godt forstå, at mange overvejer, om de lige skulle lægge et par dage herovre, når vi nu har åbent, men de får svært ved at få en tid. Det har virkelig heller ikke været sjovt at holde lukket, og jeg har heller ikke vidst, om jeg overhovedet kunne åbne igen økonomisk,” siger Marianne Beisner, der allerede har besluttet at udskyde sin momsbetaling.

”Den er indberettet, men de får ikke pengene endnu, hvis jeg skal overleve det her. Og så håber jeg, at jeg kan få indhentet de tabte penge fra de seneste måneder. Men jeg føler virkelig med mine frisørkollegaer i København, som endnu ikke kan åbne, mens man vist stadig kan blive klippet som X Factor-deltager eller toppolitiker. Men det er jo en fin balance, hvor grænsen går,” siger frisøren, som mener, at samfundet burde være blevet åbnet for længst.

Og hun er ikke alene om at have travlt. To frisører og en massør i nærheden har ikke tid til journalister, men Frisør Jan på Snellemark åbner smilende døren, mens han afviser endnu en kunde i telefonen:

”Nej, desværre. Alt er optaget,” siger han som en krofatter i juleevangeliet, inden han vender tilbage til sin lykkelige kunde i frisørstolen.

”Det her er simpelthen bedre end juleaften. Jeg skulle faktisk være klippet før jul, men der havde du jo heller ikke tid,” siger Kirsten Larsen i frisørstolen, mens telefonen ringer igen.

”Den kimede også uafbrudt i hele sidste uge. De ringer fra nær og fjern – også fra København – men jeg har ikke altså ikke tid til turisterne lige nu,” siger frisøren og kigger ud på gaden, hvor tågen endelig er ved at lette over klippeøen.