Kobbertyve raserer kirkegård

Helt op til 500 kilo kobber er blevet stjålet fra en kirkegård på Frederiksberg i løbet af en nat

En kirkegård på Frederiksberg blev raseret i nat
En kirkegård på Frederiksberg blev raseret i nat.

Natten til i går har tyveknægte stjålet en større mængde kobber fra gravsteder ved Frederiksberg Kirke, oplyser Københavns Politi.

Man har stjålet kobberhegn og kobberlåger rundt om gravstederne, og vi er måske oppe på noget, der hedder 500 kilo kobber, som er blevet stjålet i alt, fortæller vagtchef Flemming Kim.

Tyvenes jagt på det værdifulde metal i nattens mulm og mørke er gået hårdt ud over adskillige gravsteder på kirkegården, lyder det.

Det er ikke hærværk. Det er simpelthen tyveri. Men i forbindelse med tyveriet har man ødelagt en hel del ting på mellem 30 og 40 gravsteder. Vi er ikke helt færdige med at tælle op endnu, fortæller Flemming Kim.

LÆS OGSÅ: Gravskændinger tages ikke alvorligt nok

Frederiksberg Kirke, der har kirkekontor på Pile Allé, har gravsteder med materialer i den mere kostbare kategori.

Det er en lidt pænere kirkegård end så mange andre. Man har brugt lidt flere penge på gravstederne, hvor mange altså er omkranset af kobberhegn med stolper, fortæller politiets vagtchef.

En stolpe kan veje tre til fire kilo. Ofte er der 12 stolper omkring sådan et gravsted. Og så løber det hurtigt op i mængden af kobber, tilføjer Flemming Kim.

Politiet har sikret sig spor på gerningsstedet, men har ikke umiddelbart nogen fornemmelse af, hvem der står bag, lyder det. /ritzau/