En ny vejledning er blevet sendt til medarbejderne i Københavns Kommune, og den indeholder information om, hvordan man bruger et kønsneutralt og inkluderende sprog over for hinanden og i særdeleshed borgerne.
I vejledningen står der blandt andet, at man ikke bør antage at kende en persons køn eller seksuelle orientering på forhånd, og at man ved første møde derfor skal undgå kønsspecifik sprogbrug som “han” og “hun” eller “din mand” og “din kone”.
Ifølge Nina Allin, der er HR-chef i Økonomiforvaltningen, er den nye vejledning et forsøg på at inkludere alle.
“Hovedpointen er, at København skal være en by for alle, og at alle skal opleve at være med i fællesskabet. Derfor er det besluttet at lave en vejledning til et mere kønsinkluderende sprogbrug, som alle medarbejdere opfordres til at bruge,” siger hun og fortsætter:
“Det handler om, at vi er bevidste om, at vi kan være forudindtagede i måden, vi taler til hinanden. Ikke om at gøre bestemte ord forbudte. Selvfølgelig må man sige ‘mor og far’, ‘mand og kvinde’. Vi kan bare ikke forudindtage, at en kvinde er gift med en mand, eller at en familie består af far, mor og børn,” siger Nina Allin, der fortæller, at vejledningen er lavet i samarbejde med Kvinfo og LGBT+ Danmark, men ikke udspringer af klager eller henvendelser fra borgere til kommunen. Alligevel er en vejledning nødvendig, mener hun.
“Vi lever i en tid, hvor måden, vi gerne vil tiltales på, er i forandring. Mit håb er, at alle skal kunne se sig selv i sproget, når Københavns Kommune er afsender."
Vejledningen har dog vist sig at splitte vandene. Blandt andre Bent Meier Sørensen, der er professor i filosofi og ledelse på CBS, mener, at man griber situationen forkert an.
“Sådan en vejledning risikerer at komplicere mødet mellem den ansatte og borgeren, og min pointe er, at personalet skal uddannes til at være lydhøre i de situationer, hvor informationer om borgerens identitet, religion eller handicap er relevante. I det øjeblik man begynder at lave politikker, signalerer man, at der ikke tillid til medarbejderen. Og derudover risikerer man, at den konkrete situation alligevel ikke bliver fanget i en standard vejledning,” siger Bent Meier Sørensen, der allerhelst så, at det offentlige tog et skridt tilbage.
“Det går imod den nuværende trend, det ved jeg. Men jeg mener, at borgeren i højere grad har ret til at være privat.”
Vejledningen er misforstået, mener også Jesper W. Rasmussen, der er næstformand i Dansk Regnbueråd.
"Det er endnu et tilfælde, hvor man som regnbueperson spørger: Hvem har bedt om det her? Disse tiltag bliver omfavnet af folk, som ikke selv er LGBT eller meget få LGBT-personer, som har indflydelse. Men der er masser af os, der siger, at dette er ikke et behov, vi har. Vi bliver konstant offergjort og udstillet som personer, der ikke kan deltage i et møde med en autoritetsperson i en kommune, uden at der findes et helt værk, der dikterer, hvordan man skal omgås os svage, anderledes personer."
Han mener, at man risikerer velviljen mod LGBT-personer i det brede samfund, hvis man opfordrer folk til at ændre adfærd. Derudover er han bekymret for de ansattes frihed.
"Hvem er det, en så omfattende sprogdiktering skal komme til gavn? Og hvad er sanktionerne, hvis man ikke følger den? Det er en henstilling, men det er en henstilling fra en arbejdsgiver, som de facto er en indskrænkning af folks ytringsfrihed."
Sanktioner er der dog ikke grund til at være bekymret for, siger Nina Allin.
"Målet er, at vi bliver mere opmærksomme i vores dialog. Der er ikke konsekvenser for medarbejdere, hvis det er det, du spørger om. Det er ment som en vejledning til inspiration og dialog."
Og den er vigtig, mener også Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark.
"Som en myndighed, der repræsenterer alle borgere, skal man tale til dem, hvor de er. Vejledningen følges af en gennemgang af sproget i blandt andet spørgeformularer, og den er nødvendig, for hvis man ikke er en standard borger, er man hidtil blevet mødt af sprog, som man ikke kan se sig selv i. Så man føler, at man ikke passer ind, siger Susanne Branner Jespersen, der fortæller, at man hos LGBT+ Danmark får eksempler på, at folk ikke føler sig set, når de henvender sig til kommunen.
Hvis man ser vejledningen som et misforstået hensyn, kan man ikke have læst den, tilføjer hun.
"At møde borgeren, hvor borgeren er, er den fineste service. Hvis det er et misforstået hensyn, så har jeg misforstået vores velfærdssamfund. Det er til for alle. Når det er sagt, så er der ikke tale om noget tvunget, det er en vejledning."