Københavns Universitet er blevet krænkelsesdebattens epicenter

Den danske debat om identitetspolitik har i høj grad sit udspring på Københavns Universitet. Universitetslektor mener, at sager om mexicanerhatte og ønsket om at afskaffe kønsbetegnelserne "han" og "hun" er farlige, fordi udviklingen truer den frie tanke både på universitetet og i samfundet generelt

Den danske debat om identitetspolitik har i høj grad sit udspring på Københavns Universitet. Arkivfoto fra studiestart september 2019.
Den danske debat om identitetspolitik har i høj grad sit udspring på Københavns Universitet. Arkivfoto fra studiestart september 2019. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Natten mellem den 9. og 10. marts 1970 var den i dag 70-årige tidligere institutleder John E. Andersen med til at besætte rektor Mogens Fogs kontor på Københavns Universitet i et forsøg på at få ”forskning til folket”. John E. Andersen kom fra et arbejderklassehjem og følte sig som en fremmed fugl på universitetet. I 1976 blev den tidligere ungdomsoprører selv ansat på Københavns Universitet og arbejdede der i 43 år.

Han sluttede sin karriere som leder af institut for nordiske studier og sprogvidenskab, inden han gik på pension i foråret 2019.

John E. Andersen ser både forskelle og ligheder mellem det ungdomsoprør, han selv var en del af for 50 år siden, og de identitetspolitiske strømninger på Københavns Universitet, der for eksempel har givet sig udslag i sagen om mexicanerudklædning i 2018. Her fik tre anonyme klager fra studerende ved det juridiske fakultet til at stoppe udklædningstemaer, der kunne virke stødende.

”I 1968 identificerede man ikke følelsen af uret som krænkethed. Vi følte os bare forkerte og anderledes. Ungdomsoprøret på universiteterne drejede sig om følelser og fællesskab. Nutidens identitetspolitik på universitetet handler i høj grad også om følelser og om som minoritet ikke at føle sig anerkendt. Forskellen er, at vi dengang i højere grad tænkte kollektivt. I dag tænker de studerende mere individuelt, og klagerne er anonyme. Tidligere gik vi på gaderne i solidaritet og besatte et kontor i protest. Man råbte højt, men man satte ikke sig selv i en offerrolle,” fortæller John E. Andersen.

Han understreger, at studenteroprøret samlede langt flere end nutidens identitetsbølge. Og at universitetsstuderende altid har været i front, når det gælder nye politiske retninger.

I går udkom Københavns Universitets reviderede retningslinjer for krænkelser, og det er ikke tilfældigt, at det netop er Københavns Universitet, der udsender den slags adfærdskodeks. For der har ikke hidtil været tilsvarende sager på universiteterne i Odense, Aarhus, Aalborg og Roskilde.

Ifølge Silas L. Marker, der er skolarstipendiat ved Center for information og boblestudier ved Københavns Universitet og medforfatter til bogen ”Os og Dem” om identitetspolitik, er tendensen stærkt inspireret af udviklingen i USA. Den amerikanske identitetsbølge eksploderede i 1980’erne og 1990’erne, og ifølge Silas L. Marker var ”rejsetiden” fra amerikanske universiteter til Københavns Universitet temmelig lang.

Herhjemme accelererede debatterne først for alvor i takt med udbredelsen af sociale medier som Facebook, Twitter og Tumblr.

”Det, vi kender som feministisk og antiracistisk identitetspolitik, er begyndt som en udløber af borgerrettighedsbevægelsen i USA. Der er en lang tradition for, at minoriteter som sorte og LGBT-personer organiserer sig på universitetet. Undertrykkelsen er meget present i hele den politiske bevidsthed i USA, blandt andet fordi det i virkeligheden ikke er så mange år siden, at raceadskillelseslovene blev afskaffet,” forklarer Silas L. Marker.

Silas L. Marker siger, at det er svært at få et mere præcist overblik over, hvor stærkt de identitetspolitiske strømninger står på danske universiteter.

Han henviser til en af de seneste sager fra Københavns Universitet. Her sendte ledelsen på Københavns Universitets Institut for kunst og kulturvidenskab en mail til instituttets undervisere, hvor de blandt andet anbefalede at tiltale studerende, der ønsker det, med kønsneutrale stedord i stedet for ”hun” og ”han”.

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul

”Hvis medierne ikke havde skrevet om sagen, havde den ikke fyldt særlig meget. Der er ikke en feministisk og antiracistisk bevægelse, der fylder det hele. Men det fylder, når de enkelte sager dukker op i medierne,” siger Silas L. Marker, som i modsætning til flere kritikere af de identitetspolitiske strømninger ikke kan se, at diskussionen om mexicanerfest skulle udgøre en trussel mod fri forskning og undervisning.

”De sager, der har været fremme, handler mere om adfærdskodeks og normer. Altså hvordan vi opfører os over for hinanden. Normer for sprog og opførsel har altid været til forhandling og vil altid ændre sig. For nogle år siden hed det folketingsmand. I dag hedder det folketingsmedlem. Men i den polariserede debat bliver tingene hurtigt kørt op til at handle om, at det frie ord er truet. Mange forskere vil betragte det som en langt større trussel mod den akademiske frihed, at det er blevet så svært at få finansieret den frie forskning,” mener Silas L. Marker.

Lektor fra institut for nordiske studier og sprogvidenskab Marianne Stidsen advarer til gengæld om, at den stærke fokus på identitet har voldsomme konsekvenser, fordi der lægges op til censur af det frie ord. Marianne Stidsen er forfatter til en kritisk bog om MeToo-bølgen, som forsøger at gøre op med seksuel krænkelse af kvinder. Hun peger på, at den store fokusering på identitetspolitik hænger sammen med det identitetstab, det moderne menneske har oplevet siden Anden Verdenskrig.

”Svaret på identitetstabet er blevet identitetspolitik, inspireret af teorier, der primært stammer fra USA, men som også har rødder i ældre marxisme og feminisme. Teorierne går ud på at reparere identitetstabet ved at fremstille nogle kollektive identitetsmuligheder, så vi kan få identitet gennem vores køn, seksualitet og etnicitet fremfor på den måde, vi tænkte identitet på før 1960’erne.”

”Dengang tænkte vi på identitet som noget, vi skulle danne individuelt i samspil med samfundet som helhed. Det er blevet erstattet af den mere gruppeorienterede identitetsdannelse, hvor kulturelle identiteter er sat op mod hinanden på den krigsskueplads, som identitetspolitik har udviklet sig til,” siger Marianne Stidsen.

Professor Frederik Stjernfelt fra institut for kommunikation og psykologi ved Aalborg Universitet ser identitetspolitik som en udløber af klassisk studenteraktivisme, der til alle tider har præget universiteterne.

”De studerende er intelligente personer i en ophidselig del af livsfasen. Det er en kombination, der altid har gjort universiteter til en mulighedsrig, men farlig cocktail. Identitetspolitik handler ikke bare om enkeltsager, hvor personer føler sig krænket. Der er også en organiseret politisk gruppering, som fremmer de her sager,” siger Frederik Stjernfelt og henviser til den aktivistiske gruppe Front på Københavns Universitet.

”Ledelserne på universiteterne har ikke i tilstrækkelig grad været klar over, at det er en organiseret politisk gruppering. Det er et moralpolitisk program, hvor mennesker føler sig gode på samme måde, som Indre Mission i sin tid gjorde,” siger Frederik Stjernfelt.

Marianne Stidsen mener, at udviklingen har voldsomme konsekvenser for hele samfundet.

”Jeg oplever identitetsbølgen som et ubeskriveligt stort problem på Københavns Universitet. Brevet fra en institutledelse om, at man skulle undgå at bruge ’han’ og ’hun’ i forhold til de studerende, der ikke ønskede det, var reelt et påbud. I Sverige og USA er MeToo-bølgen gået helt galt. Ligesom vi skal beskytte os mod jihadisme, skal vi også beskytte os mod identitetspolitik. Det frygtelige er, at der ligger en totalitær tænkning bagved, hvor nogle forsøger at tvinge en ideologi ned over et helt samfund, så retssikkerhed og ytringsfrihed ryger på gulvet. Hver eneste gang, jeg optræder i interviews, får jeg mails fra mennesker, der er blevet fyret eller ikke tør ytre sig frit på grund af identitetsbølgen. Tendensen har bredt sig fra universitetet til andre dele af samfundet,” siger Marianne Stidsen, der af hensyn til de pågældendes anonymitet ikke kan konkretisere eksemplerne nærmere.

Tidligere institutleder John E. Andersen afviser, at identitetsbølgen er en trussel mod den akademiske frihed.

”Vi skal være meget opmærksomme på, at den akademiske frihed ikke bliver truet. Hvis ikke vi kan tvivle på alt og undersøge alt, så forsvinder en meget stor del af universitetets legitimitet. Der går derimod ikke nogen skår af lærere ved at tage hensyn til de studerende i auditoriet. Der går selvfølgelig også lidt mode i, om man er han, hun eller har et flydende køn, og nogle krav kan synes langt ude. Men om 30 år vil vi nok tænke tilbage og mene, at det var godt, at universitetet begyndte at tage mere hensyn til den enkelte studerende.”