Rasmus Nielsen er 82 år og kan snildt skelne op til 50 køer fra hinanden, men med grise løber det lidt sammen for ham. Han burde være gået på pension, men som andre ældre landmænd har han et blødt punkt for arbejdet med køer. Så dem har han igen 29 af i stalden på gården i Nørre Lyndelse ved Årslev på Fyn, selvom den egentlig er afhændet til sønnen, som er tømrer.
Og Rasmus Nielsen er ikke alene, for selvom Danmark efter 1920 stort set forlod kreaturerne og satsede på svinene, er og bliver koen det dyr, som bedst symboliserer tanken om dansk landbrug, som det engang var.
”Heste, køer, svin” – sådan er hierarkiet på landet, remser Rasmus Nielsen op, og trækker så hestene fra igen, fordi de er endt som hobby-dyr.
Også køer har en klov ovre i hobbyverdenen. Således findes der stadig 1894 bedrifter med 1-9 køer, mens blot 156 bedrifter har 1-9 svin. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Tallene viser også, at mens hver tredje bedrift for 40 år siden havde både køer og svin, ligger det tal i dag på 2 procent. Specialiseringen og effektiviseringen har vundet, og landbruget har valgt: Det er enten eller. Samtidig er antallet af dyr i en og samme bedrift som bekendt braget opad, især med hensyn til svin.
Så selvom eksportgrisene henter pengene hjem, er det, som Rasmus Nielsen fornemmer, stadig køerne, der kulturelt set tegner den uddøende landbrugskultur. Det var dem, der blev trukket af stalden og kom med på husmands-fotografierne i gamle dage. Det var komalerier, man havde hængende i stuerne, og det er køer, som byboere hvert forår stimler sammen for at se, når de – nogle af dem – kommer på græs.
I virkeligheden er effektiviseringen af svine- og kvægproduktion dog slet ikke så forskellig, oplyser antropolog Inger Anneberg, Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet.
”Men derfor kan vores holdning til dyret godt være anderledes. Alle kan lide synet af græssende køer, og selvom de færreste køer kommer på græs i dag, så repræsenterer koen en længsel efter det oprindelige landbrug, og som individer er de lettere at knytte sig til end grisene. Måske fordi nogle svinebedrifter er blevet så helt enormt store,” siger Inger Anneberg.
Hun peger også på, at svin i dag er avlet så ens, at det simpelthen kan være svært at se forskel og dermed opnå en tilknytning.
”Svinets individualitet og adfærdsbehov er i effektivitetens navn ignorereret. Det er blevet accepteret, at man klipper dens hale, kastrerer og genetisk har lavet grisen mere ensartet, lys i huden og med længere krop.”
Der er også flere sager om misrøgt i svinebrug end med køer, og det kan bunde i bruddet mellem landmand og dyr i masseproduktionen, oplyser hun.
”Også køer har dog fået et større enhedspræg end for blot 40 år siden, eftersom der inden for mælkekvæg næsten kun er sortbrogede tilbage,” siger hun og tilføjer, at hvis en svine- eller kvægavler i dag husker enkeltdyr, er det typisk, fordi det har bidraget med en særlig stor ydelse eller overlevet en besværlig sygdom eller skade.
Brian Patrick McGuire, der er professor emeritus i historie, forfatter og foredragsholder, har forsket i behandlingen af dyr i middelalderen og bor selv på landet. Og helt lavpraktisk er lugten med til, at vi opfatter svin og køer forskelligt, mener han.
”Et par hundrede meter, hvorfra jeg bor, er der en gård med adskillige hundrede køer, og de generer ikke nogen, de er bare en del af miljøet herude. Hvis det var en grisefarm, ville vi være nødsaget til at flytte,” siger Brian Patrick McGuire, der bor i Vestsjælland.
Men mindst lige så vigtigt er den teoretiske – og teologiske – side af vores forhold til køer versus grise, for i både jødedommen og islam ses svinet som urent.
”Det går tilbage til 3. Mosebog, hvor man advares imod svin, og deres kød betragtes som noget for mennesker, der ikke har andet. Og det går videre til Det Nye Testamente, hvor svin ikke omtales positivt,” siger han og citerer Matthæus 7.6.:
”Kast ikke jeres perler for svin, at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer”.
Også den fortabte søn er helt fornedret, eftersom han vogter grise på marken og er i en elendig forfatning, mens det som bekendt er fedekalven, der slagtes, da han vender hjem, påpeger Brian Patrick McGuire.
”Den dag i dag associeres svin stadig med det laveste lave. Men det er fuldstændig forkert, for svin er begavede, klogere end køer og glimrende dyr. Men i vores kultur og samfund regner vi ikke grise for noget. Kristne spiser dem, men i vores tanker er vi stadig påvirket af den jødiske opfattelse af svin,” siger Brian McGuire, som minder om, at svinet er fraværende i gruppen af stalddyr ved Jesu krybbe.
”Grise er uden for lands lov og ret, man regner ikke med dem, udover at der skal produceres så mange som muligt. Men selv deres kød betragter vi som mindre attråværdigt end en bøf.”
Koen opfatter vi som et mere ”ædelt dyr”.
”Selvom landbruget også er meget hårdt ved køer, er der stadig en romantisk forestilling forbundet med dem. Om foråret vil folk se dem danse, når de bliver lukket på græs. Dansen giver os en forestilling om, at de har deres frihed og kan udfolde sig som individer. Selvom faktum er, at langt de fleste køer i dag aldrig kommer udenfor. Så der er en afgrund mellem det romantiserede billede, vi stadig har af koen, og dens faktiske vilkår, som er led i en produktion, hvor den skal give så meget som muligt,” siger han.
Da danskerne begyndte at flytte fra land til by i større stil midt i 1900-tallet, tog de koen med sig.
Mange havde malerier græssende køer hængende i stuen for at minde en om det dejlige liv ude på landet.
”Man værdsatte deres skønhed og fred. Ligesom man gør i dag, når man er en tur på landet og peger, når man kommer forbi en mark med køer. De køer, der kommer udenfor, fungerer som landbrugets pyntedyr,” siger Brian Patrick McGuire.