Den vestindiske kvinde Mary Thomas, som deltog i arbejderopstanden ”The Fireburn” på St. Croix i 1878, altså mens øen endnu var dansk koloni, har både en vestindisk og en dansk historie.
I vestindiske folkelige myter og folkesange er hun en helt. I de danske retsreferater er hun en forbryder, der ikke alene fik 10 års fængsel for sin medvirken i opstanden, men som også var dømt for tyveri og for at have mishandlet sine egne børn.
Disse forhold er med til at skærpe den i forvejen heftige debat, som lige nu føres verden over om, hvem der har ret til at blive hyldet ved at stå som statuer på centrale pladser eller lægge navn til gader.
Ved Vestindisk Pakhus i København har der nemlig siden 2018 stået en statue af Mary Thomas som et monument over Danmarks historie som koloniherre på De Vestindiske Øer. Monumentet ”I am Queen Mary” er udført i fællesskab af en vestindisk og en dansk kunstner, La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers, i det forgængelige, men billige, materiale flamingo, men politiske kræfter som Københavns kulturborgmester Franciska Rosenkilde (AL) og kulturminister Joy Mogensen (S) har udtrykt støtte til en idé om, at statuen skal støbes i bronze og dermed få en blivende plads i bybilledet.
Nikolaj Bøgh, konservativ rådmand i Frederiksberg Kommune, placerer sig imidlertid på den modsatte side. I et debatindlæg i dagens avis advarer han mod, at vi ”skævvrider vores historie og fylder vores by med amerikansk problemimport”.
Ifølge Bøgh er det legitimt at udarbejde udstillinger om den danske kolonihistorie, men tvivlsomt at give plads til en syv meter høj statue, som forestiller en historisk person med en temmelig tvivlsom baggrund, og som han ser som ”et stykke politisk kunst, som handler væsentligt mere om et nutidigt – stærkt amerikanskinspireret – oprør mod undertrykkelse og diskrimination, end det handler om dansk kolonihistorie”.
Ifølge Rikke Halberg, som er historiker og forfatter til bogen “Dansk Vestindien – fra dansk koloni til amerikansk territorium” og arbejder på en doktorafhandling om samme emne ved Lund Universitet i Sverige, er det korrekt, at de danske retskilder beskriver Mary Thomas som forbryder og børnemishandler.
”De vestindere, der siden skabte myten om Queen Mary som helt, kendte sandsynligvis ikke til disse oplysninger. Man har i den mundtlige, vestindiske overlevering haft brug for at udpege nogle helte, og her er Mary Thomas en af dem, man vælger. Men samtidig mener jeg også, man må forholde sig kildekritisk til, om de danske myndighedskilders oplysninger nødvendigvis er den fulde sandhed,” siger Rikke Halberg, som påpeger, at den danske kommission, der i 1878 skulle undersøge arbejderopstanden, konkluderede, at oprøret ikke opstod på grund af årtiers arbejde på slavelignende vilkår, men på grund af ”negernes karakter”.