Kommentator: Søren Gade kan samle blå blok om Ellemann-Jensen

Venstres Søren Gade har mandag aften meddelt, at han genopstiller for partiet ved næste folketingsvalg.

Venstres Søren Gade har meddelt, at han genopstiller for partiet ved næste folketingsvalg. (Arkivfoto).
Venstres Søren Gade har meddelt, at han genopstiller for partiet ved næste folketingsvalg. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix.

Hvis blå blok skaffer et flertal efter næste folketingsvalg, kan Venstres Søren Gade blive afgørende for, at statsministerposten går Jakob Ellemann-Jensens vej.

Det vurderer Hans Engell, der er politisk kommentator, efter at Gade mandag aften har meddelt, at han genopstiller for partiet ved næste valg.

- Venstre får en politiker tilbage, som er en enorm stemmesluger. Han er en professionel politiker, som skal ud og stå ved sin formands side, siger Engell.

- Og så har han et nært forhold til Inger Støjberg, hvis parti i meningsmålingerne står til at få mange mandater. Og Gade kan være den, der trods uoverensstemmelser får hende til at pege på Ellemann-Jensen.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, slog mandag formiddag endegyldigt fast, at han har meldt sig om statsministerkandidat. Dermed har blå blok to statsministerkandidater.

I øjeblikket ligger de to partier side om side i meningsmålingerne.

Tidligere mandag var Venstre-formandens budskab, at det største parti i blå blok i sidste ende får serveretten i kampen om at blive den næste borgerlige statsminister.

Ellemann-Jensen håber, at netop Søren Gade kan være med til at sikre, at Venstre bliver størst i den interne borgerlige konkurrence, siger Hans Engell.

- Han (Søren Gade, red.) taler til kernevælgeren i Venstre. Han taler til landmænd, fiskeriet og de producerende i meget høj grad. Det er dem, som Ellemann-Jensen ikke har kunnet nå ud til, lyder det.

- Han er den stærke, jyske Venstre-kandidat, som partiet har manglet i lang tid.

Ifølge Søren Gade selv har kandidaturet været under opsejling i omkring et års tid. Det siger han til Dagbladet Holstebro-Struer.

- Og efter afstemningen om EU-forbeholdet, hvor jeg og Jakob (Ellemann-Jensen, Venstres formand, red.) var lidt rundt sammen for at overbevise danskerne, er beslutningen blevet rigtig modnet, siger han.

Han var også medlem af Folketinget fra 2001 til 2010 og igen fra 2015 til 2019. Han sidder i øjeblikket i Europa-Parlamentet, hvor han blev valgt ind ved valget for tre år siden.

/ritzau/