Kommentator: Vi er vidne til den værste krise i kongehuset i mange år

Oprydningen i kongehusets titler har slået skår internt i kongefamilien, siger kongehusjournalist og redaktør ved Berlingske Jakob Steen Olsen

Kongehuset har nu en vigtig opgave, og det er at få styr på hinanden og på følelserne og få lukket diskussionen ned i offentligheden, siger Jakob Steen Olsen.
Kongehuset har nu en vigtig opgave, og det er at få styr på hinanden og på følelserne og få lukket diskussionen ned i offentligheden, siger Jakob Steen Olsen. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix.

Onsdag udsendte kongehuset en pressemeddelelse, der meddelte, at prins Joachims fire børn fra årsskiftet fratages deres titler som prinser og prinsesse. I går udtrykte en tydeligt berørt prins Joachim til både B.T. og Ekstra Bladet, at beslutningen gør hans børn fortræd og rammer deres identitet. Teaterredaktør og kongehusjournalist ved Berlingske, Jakob Steen Olsen, forklarer konsekvenserne af beslutningen.
 
Hvorfor har Dronningen besluttet at fratage prins Joachims fire børn deres titler, så de i stedet bliver grever og komtesse?

Det sker for at slanke kongehuset og skabe en overensstemmelse mellem den arbejdskraft og de apanager, der er til rådighed, og antallet af titler.  Dronningen har erkendt, at hun ikke lever evigt. Hun vil gerne have ryddet op og ikke efterlade opgaven til den kommende konge.  
 
Prins Joachim har reageret ved at sige: ”Det er aldrig sjovt at se sine børn på den måde gjort fortræd. De står i en situation, de ikke forstår.” Dagen forinden sagde grevinde Alexandra, at hendes børn var i chok. Hvor opsigtsvækkende er prins Joachims udmelding?

Denne artikel er en del af denne serie:
De kongelige

Det er den værste krise i kongehuset i mange år. Man kan sammenligne det med dengang, prins Henrik i et stort interview med B.T. i 2002 undsagde sin hustrus beslutninger og sagde, at han følte sig tilsidesat. Prins Joachim siger meget tydeligt, at beslutningen har slået skår i forholdet til hans egen mor og chef. 
 
Hvorfor har Dronningen ikke formået at afstemme beslutningen med prins Joachim?

Det kan vi ikke vide. Hvis kongehuset troede, at prins Joachim stiltiende ville affinde sig med beslutningen, så har man taget fejl. Man har ønsket at fjerne et problem i forhold til, hvordan kongehuset skal se ud i fremtiden. Til gengæld har man påført sig et problem, fordi der nu er et anstrengt forhold internt i kongefamilien.
 
Hvad betyder beslutningen for sammenholdet i kongefamilien? 

Vi har prins Joachims ord for, at forholdet til hans mor er anstrengt. Dronning Margrethe stoppede meget usædvanligt op og talte med pressen i forbindelse med et besøg på Nationalmuseet. Det vidner om, at der er en kamp om offentligheden. Dronningen reagerede på, hvad grevinde Alexandra havde sagt. Prins Joachim reagerer på, hvad hoffet har sagt. 

Vil de seneste dages begivenheder svække monarkiet?

Det afhænger meget af, hvordan situationen tackles. Kongehuset har nu en vigtig opgave, og det er at få styr på hinanden og på følelserne og få lukket diskussionen ned i offentligheden. Vi vil gerne have et billede af et velfungerende kongehus i harmoni med sig selv, som bruger energien  på at arbejde for landet.  
 
Hvor længe har du selv dækket kongehuset?

Et par år. Jeg er også teaterredaktør. Kongehuset er på samme måde som teater en illusion. Vi skal tro på det, for at det kan fungere. 
 
Var du interesseret i kongehuset som ung?

Nej. Jeg læste bøger om teater. Men i takt med, at jeg er kommet dybere ind i stoffet, er det blevet stadig mere interessant. Ikke mindst fordi kongehuset er en historisk institution og en magtfaktor i samfundet. Meget kongehusjournalistik i Danmark har enten været helt nordkoreansk, næsegrus beundrende eller på den anden side meget skandalepræget. I dag er der heldigvis ved at udvikle sig et moderne syn på journalistik om kongehuset. Man går til det, som man ville gå til en hvilken som helst anden magtinstitution. 
 
Hvad laver du, når du ikke er kongehusekspert?
 

Jeg slapper af i min have ved et lille blåt træhus i Sjöbo i Skåne. I Danmark bor jeg på Nørrebro i landets rødeste valgkreds. I Sverige bor jeg i den valgkreds, hvor flest stemmer på Sverigedemokraterne.