Nu er en undersøgelseskommission gået i gang med at undersøge de store skandaler i det danske skattesystem, som ifølge en tidligere analyse, skrevet af Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, har rødder helt tilbage til sammenlægningen af de kommunale og statslige skattesystemer i 2004-2005. Det understreger den kritik, som ofte er rettet mod selvkritiske danske undersøgelser: At de er alt for længe om at komme i gang.
Til overflod understreges langsommeligheden af, at det forventes, at undersøgelsen vil vare fem eller måske flere år. Og til overflod understreges en anden kritik af kommissioner: De er meget dyre. Foreløbig forventes det, at skatteundersøgelsen vil koste 308 millioner kroner. Men den kan meget vel blive dyrere.
Et tredje fast kritikpunkt er, at undersøgelseskommissioner i mange tilfælde aldrig finder nogen ansvarlige for de skandaler, der undersøges. Om det bliver aktuelt i forbindelse med skatteskandalerne, ved vi selvfølgelig ikke endnu. Men det vil ikke overraske, hvis det ikke gør det. Og hvis konklusionerne skal lede til at rette systemfejl, kan det meget vel ske, at systemet i mellemtiden er blevet ændret, så undersøgelsen mest vil have historisk interesse.
Alt det får nogle til at drage den konklusion, at det var bedre, hvis vi overhovedet ikke undersøgte skandalesager. Men man skal ikke se bort fra, at undersøgelser har en generalpræventiv funktion. Både i forhold til embedsfolk og politikere. Man skal heller ikke overse, at de på et mere abstrakt niveau kan lære alle noget om, hvordan fejl og det, der er værre, undgås i offentlig forvaltning. Og i øvrigt har problemerne med skattevæsenet kostet op mod 130 milliarder kroner. I sammenligning med det er selv 308 millioner kroner småpenge.
Konklusionen bør snarere være, at det danske folketing i international sammenligning har relativt få og svage redskaber til at udøve kontrol med den udøvende magt.
I Storbritannien, som sædvanligvis har flertalsregeringer, kan det godt ske, at oppositionen alligevel får gennemført undersøgelser. I Tyskland kan et mindretal på 25 procent i parlamentet kræve høringer gennemført. I Norge findes der et udvalg af erfarne parlamentarikere, som kan igangsætte hurtige og ikke særligt dyre undersøgelser. Intet af dette findes i Danmark.
Det har i årtier været diskuteret, om man i Danmark kunne give Folketinget flere værktøjer til at udøve den kontrol af den udøvende magt, som nu engang er en central opgave for et parlament i et repræsentativt demokrati. Men som regel har det mest været partier i opposition, der ville have flere værktøjer. Partier, der ofte sidder i regering, ønsker sjældent mere kontrol med regeringen. Især ikke i de perioder, hvor de sidder i regering.
Samtidig bekæmper embedsfolkets faglige organisationer gerne alle forsøg på at styrke kontrollen med forvaltningen. Der henvises til, at embedsfolk skal have retssikkerhed.
I medfør af den nuværende lov om undersøgelseskommissioner skal afhørte embedsfolk kunne udstyres med en bisidder. Den første dag, den nye undersøgelseskommission afhørte fire vidner, fulgte 33 bisiddere afhøringerne. Hver af de 33 fik et dagshonorar på 15.485 kroner. Ikke underligt, at det tunge apparat også bliver dyrt.
For nylig fremkom Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) med et meget moderat forslag til at give Folketinget et nyt, hurtigere og billigere værktøj til at undersøge problemsager. Ifølge forslaget skal mindst 80 medlemmer af Folketinget gå ind for, at embedsfolk kan afhøres af en byretsdommer som led i en forundersøgelse af en betændt sag. Håbet er, at en forundersøgelse kan give grundlag for at vurdere, om der overhovedet er brug for at gå videre med en sag. Forslaget nyder tilslutning fra langt de fleste af Folketingets partier. De mest skeptiske er Socialdemokratiet og Venstre, som er de partier, der hyppigst har haft regeringsmagt.
Der tegner sig et flertal for forslaget. Men efter et valg kan nogle af de små partier måske komme med i en regering. Og verden ser altid helt anderledes ud fra et regeringskontor end fra en plads i Folketinget. Det kan ikke udelukkes, at intet ændres.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.