De tager flere år og koster skatteyderne millioner af kroner. Oftest har offentligheden mistet interessen, længe inden konklusionen endelig drages, og dén er ofte blød. Undersøgelseskommissioner har der været mange af de seneste 20 år, og nu ønsker den borgerlige opposition endnu en, der skal kulegrave, hvorfor minkavlerne uden hjemmel i loven i begyndelsen af denne måned fik besked på at aflive raske dyr.
Højesteretsdommer Jens Peter Christensen, som frem til 2018 var formand for et udvalg, der skulle undersøge effektiviteten af undersøgelseskommissionerne, formulerede det samme år således i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten:
”En undersøgelseskommission er som en Rolls-Royce. Man kommer sikkert frem. Men den kører langsomt og adstadigt. Og den er dyr. Spørgsmålet er, om man til tider kan vælge at lade sig bringe frem på en noget billigere og hurtigere måde?”
Ifølge professor Sten Bønsing fra juridisk institut på Aalborg Universitet er dommerundersøgelsen af Tamil-sagen, der blev afsluttet i 1993, den undersøgelse, der har haft mest markant betydning. Undersøgelsen førte til rigsretssagen mod daværende justitsminister Erik Ninn Hansen (K).
Men generelt fører undersøgelseskommissioner ifølge Sten Bønsing sjældent til, at ministre og embedsmænd drages til ansvar. Ofte fyres embedsmænd, inden det kommer så langt. Samtidig har det danske system ikke for vane at drage ministre juridisk til ansvar.
”Men undersøgelseskommissioner har alligevel en vigtig funktion, når vi skal blive klogere på, hvad der skete. I Tibetsagen (sag om politiets håndtering af demonstrationer mod Kina red.) fik vi en viden om, hvad der konkret var sket. Kommissionsundersøgelser giver også en vigtig afklaring af retstilstanden i embedsværket og embedsmænds pligter,” siger Sten Bønsing.
Kaare R. Schou, tidligere TV 2-redaktør samt forfatter og foredragsholder om dansk politik, mener også, at undersøgelseskommissioner er et vigtigt redskab for at komme til bunds i en politisk speget sag, fordi embedsmænd og politikere afhøres under vidneansvar i modsætning til, hvad der gælder i en advokatundersøgelse.
”Minksagen kalder efter min mening på en undersøgelseskommission med alle de retsgarantier, der ligger i den form for undersøgelse. Sagen er principielt meget alvorlig, fordi den griber ind i forholdet mellem politikere og embedsmænd. Politikerne og embedsmændene har brudt grundloven. Jeg håber også, at sagen kan rejse en debat om det faktum, at embedsmænd med en cand.polit.-baggrund besætter flere og flere fremtrædende poster. Havde der været flere jurister, havde der også været flere til at advare politikerne mod lovbrud,” siger Kaare R. Schou.
Forskningschef, cand.jur., ph.d. Pernille Boye Koch fra Institut for Menneskerettigheder siger, at hun for en uge siden ville have vurderet, at en undersøgelseskommission ”ville være lidt for voldsom”.
”Undersøgelseskommissioner er et kæmpe apparat, og normalt nedsætter man dem kun i sager, hvor der har været et meget langvarigt og komplekst sagsforløb. Umiddelbart tænkte jeg, at minksagen var forløbet meget hurtigt, og at det selvfølgelig var en kæmpe bommert og meget problematisk, men behøvede man virkelig at nedsætte en undersøgelseskommission?”, siger Pernille Boye Koch, der som forsker især har beskæftiget sig med ministeransvar, god regeringsførelse og embedsmandsnormer.
Men efter at redegørelsen for forløbet kom i onsdags, mener hun, at ”sagen er mere kompleks og godt kunne trænge til en uafhængig undersøgelse, der gik et spadestik dybere.”
”Så er problemet, at vi ikke har så mange redskaber i værktøjskassen. Vi har også advokatundersøgelser, men de kan kun arbejde på et skriftligt grundlag, og det er deres store mangel. I denne sag ligger der ikke nødvendigvis særlig meget på skrift, fordi det hele er gået så hurtigt,” siger Pernille Boye Koch.
Hun peger på, at der står uafklarede forhold tilbage i redegørelsen om minksagen, og at det virker lidt utroværdigt, at den for eksempel fuldstændigt frikender departementscheferne for ansvar.
Redegørelsen er et partsindlæg, og derfor er der brug for en kommissionsundersøgelse, selvom Pernille Boye Koch egentlig ikke er særlig begejstret for den type af undersøgelser. Men det ville kunne få et mere nuanceret billede frem, mener hun.
Juraprofessor emeritus Ditlev Tamm, der selv har været en af dommerne i PET-kommissionen, der afsluttede sit arbejde i 2009, mener til gengæld, at det vil være forkert at nedsætte en undersøgelseskommission i minksagen.
”En undersøgelseskommision tager lang tid og kommer tit frem til en konklusion, der ikke er særlig klar. En kommission kan være god i langvarige og komplicerede forløb, som for eksempel det forløb, der i øjeblikket udredes om Skat. Men i minksagen skal vi have et hurtigt svar,” siger Ditlev Tamm.
Han er som jurist meget optaget af sagen, fordi den efter hans opfattelse rejser spørgsmålet, om jura er blevet en biting i centraladministrationen, og om embedsmændene er for svage i mødet med politikerne:
”Sagen rejser nogle meget alvorlige spørgsmål om kvalifikationerne hos juristerne i centraladministrationen. Hvorfor har juristerne i Fødevareministeriet og Justitsministeriet ikke råbt vagt i gevær? Vi har en regering, der ikke i tilstrækkelig grad har fået at vide, at de skal kigge på juraen. Hvor stærkt tør embedsmænd råbe op over for politikere, der tilsyneladende ikke synes, at en lovhjemmel er så vigtig? Spørgsmålet er, om politikerne respekterer embedsmændene, og om embedsmændene er dygtige nok.”