Prøv avisen

Kommunal familiefest i skyggen af konflikt

KLs topforhandler Michael Ziegler mødte masser af demonstranter med røde flag og skilte om overenskomstforhandlingerne, da han som de øvrige de delegerede ankom ved Kommunernes Landsforenings Topmøde, der startede i Aalborg torsdag. Foto: Scanpix/Henning Bagger

Kommunernes lockout mod lønmodtagerne er som at besvare en knaldperle med en atombombe, lød kritikken på KL's kommunaltopmøde torsdag i Aalborg.

De røde faner var flere end vanligt, og demonstranterne var mødt talrigt frem, da de offentlige arbejdsgivere i form af lokal- og landspolitikere torsdag i Aalborg for første gang mødte lønmodtagerne siden udmeldingen om en mulig historisk omfattende lockout.

Foran Aalborg Kongres Kultur Center måtte de delegerede fra landets kommuner løbe spidsrod mellem fanerne på vej ind til det årlige topmøde. Inde i den store konferencesal satte regeringens taler, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), for første gang sine egne ord på situationen:

- Det er en alvorlig, historisk situation, sagde statsministeren fra talerstolen om hårdknuden i de offentlige overenskomstforhandlinger. Onsdag eskalerede konflikten, da de offentlige arbejdsgivere varslede lockout af 440.000 offentligt ansatte.

- Jeg kan ikke mindes, at det tidligere er sket på én gang i både kommuner, regioner og staten. Men regeringen ønsker ikke en konflikt. Det tror jeg ikke, nogen gør.

- Formålet med varslet om lockout fra innovationsministeren er netop at undgå konflikt, sagde statsministeren til de mange kommunalpolitikere fra hele landet.

Men risikoen for en omfattende konflikt var det hedeste emne under torsdagens debat på kommunaltopmødet. Ikke mindst Enhedslistens byrådspolitikere var talrige på talerstolen i ens t-shirts med teksten #ikkeminlockout.

Karen Thestrup Clausen (EL) fra Holbæk Kommune advarede mod nye sår oveni lærerlockouten fra 2013.

- Vi har i Holbæk de sidste fire oplevet konsekvenserne og haft svært ved både at rekruttere og fastholde lærere. Kære forhandlere, lad os nu få landet en aftale med den danske fagbevægelse, som de kan sige ja til, bad hun.

Nicklas Fick (EL) fra Bornholms Regionskommune kaldte en lockout utrolig samfundsskadelig.

- KL har valgt et forkert spor. KL er her for at skabe løsninger og ikke konflikter. KL har ikke leveret varen, der må findes en anden vej, sagde han.

Den konservative Steffen Mølgaard Hansen fra Høje-Taastrup Kommune bakkede dog KL-linjen og hovedforhandler Michael Ziegler op.

- For hver procent oveni den private lønudvikling, der gives til de offentligt ansatte, koster det 5000 stillinger. Opfordrer man til stigende offentlige lønninger, må man pege på, hvor kommunerne så skal skære i servicen, sagde han.

2. viceborgmester Paw Karslund fra Dansk Folkeparti i Tårnby Kommune valgte i stedet at gøre fælles sag med lønmodtagerne.

- KL har i det her spil en hel anden muskelmasse end lønmodtagerne. Så jeg vælger at tage den lille mands parti. Lockouten på det her tidspunkt er en kæmpe overreaktion og kortslutter den danske aftalemodel. Det er en knaldperle, som KL vælger at besvare med en atombombe, slog han fast.

Den afgående KL-formand Martin Damm (V) søgte med vanlig besindighed at gyde olie på vandene:

- Vi vil allesammen helst have et forhandlingsresultat. Spørgsmålet er, hvordan vi når derhen. Nu ligger sagen i Forligsinstitutionen. Kun de, der er dér, ved, hvad der ligger på bordet. Lad os nu give dem en mulighed for forhåbentlig at nå hinanden ved forhandlingsbordet, sagde han.

/ritzau/