Fem partier blev mandag aften enige om den kommunale udligningsreform, som i årevis har skabt strid og ballade, og som den borgerlige regering tidligere helt måtte opgive at samle enighed om. Aftalen blev præsenteret i går på et pressemøde i Finansministeriet af repræsentanter for forligspartierne – den socialdemokratiske regering, Venstre, De Radikale, SF og Alternativet.
Reelt er den ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger blevet forhandlet på plads i de sidste uger af regeringen og Venstre, mens de øvrige partier efterfølgende har tilsluttet sig. Med reformen vil der årligt blive omfordelt 19,3 milliarder kroner mellem Danmarks 98 kommuner, hvilket er 1,4 milliarder kroner mere end hidtil. Derudover får kommunerne ekstra 6,5 milliarder kroner fra staten i 2021 og derefter 5,5 milliarder kroner om året.
Hvad går udligningsreformen ud på?
Den skal for det første skabe ”stabilitet og forudsigelighed” for kommunernes økonomi. For det andet skal den skabe bedre balance. Det betyder konkret, at der skal flyttes penge fra by til land, fra øst til vest og fra rige til fattige. Nogle af partierne bag kalder den af samme grund en Robin Hood-reform.
For det tredje skal den gøre udligningssystemet mere enkelt, og for det fjerde vil man gerne forbedre forudsætningerne for at kunne tilbyde et nogenlunde ensartet velfærdsniveau i hele landet.
Hvor enkelt og retfærdigt er det nye system blevet?
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) sagde rammende på pressemødet, at man nok ville blive grinet ud af lokalet, hvis man påstod, at det nye udligningssystem er enkelt. I det mindste er det blevet en smule enklere, da man har fjernet den separate udligningsordning for hovedstadsområdet. Robin Hood-tjenesten mellem de rige og fattige kommuner i og omkring København er nu blevet til en del af ordningen for hele landet.
Retfærdigheden afhænger af, hvem man spørger, men grundlæggende bliver der flyttet flere penge fra de mest velhavende kommuner, særligt i Nordsjælland, til de fattigste. 30 kommuner i yderområderne, herunder de små ø-kommuner, får alene tilført 1,5 milliarder kroner ekstra, mens for eksempel velhaverkommuner som Gentofte og Rudersdal får ekstraregninger på henholdsvis 164 millioner kroner og 115 millioner kroner årligt.
De beløb er dog væsentligt mindre, end regeringen oprindeligt havde lagt op til, ligesom de socialdemokratiske omegnskommuner heller ikke får helt så mange penge som først foreslået. De Konservative kalder det stadig uretfærdigt for de rige kommuner. Deres perspektiv er, at Gentofte alene allerede betaler omkring tre milliarder kroner til den kommunale udligning.
Garanterer det den sociale service og velfærd i kommunerne?
Et gennemgående spørgsmål ved pressemødet om aftalen var, hvorfor man ikke havde aftalt, at de 6,5 milliarder kroner, som staten nu overfører til kommunerne, skal bruges på at forbedre velfærden? Svaret fra finansminister Nicolai Wammen (S) var, at det er noget, der skal aftales med Kommunernes Landsforening ved de årlige forhandlinger om næste års kommuneøkonomi. De begynder meget snart.
Netop den manglende garanti for, at pengene kommer til at gå til velfærd for børn, unge, syge og ældre, fik både Dansk Folkeparti og Enhedslisten til at takke nej til at tilslutte sig aftalen. For Dansk Folkeparti spiller det desuden ind, at kommuner fortsat får en ekstra kompensation for at have mange udlændinge, selvom kompensationen umiddelbart halveres.
Det store spøgelse i rummet er coronakrisen. Med stigende ledighed og faldende skatteindtægter vil den kommunale økonomi komme under et voldsomt pres den kommende tid, og det er ikke sikkert, at velfærdsforbedringer eller skattelettelser er det første, kommunerne tænker på, når de skal lægge budgetter for næste år.
Indtil nu har de dog haft mange penge i kassen, og de har hidtil været bundet af et såkaldt serviceloft. Det har sat et grænse for, hvor mange penge de under et har måttet bruge på den offentlige velfærd. Det loft ville både Dansk Folkeparti og Enhedslisten gerne have haft sikkerhed for, bliver hævet, men det ville regeringen altså ikke være med til.
Hvorfor har Socialdemokratiet og Venstre en særaftale om, at de i fremtiden skal være enige, før systemet igen kan ændres?
Som de to store borgmesterpartier har Socialdemokratiet og Venstre en fælles interesse i, at der ikke bliver indgået smalle forlig om den kommunale økonomi til højre eller venstre. Venstre har som regeringsparti tidligere gjort netop det, men parlamentarisk har det meget lange udsigter, at der igen skulle blive et borgerligt flertal. Nu sikrer Venstre sig, at Socialdemokratiet ikke kan indgå en ny aftale med venstrefløjen, som kunne skade landets mange Venstre-kommuner. Social-demokratiet har med aftalen på den anden side drevet en tung kile ind i det borgerlige Danmark.
Hvor stiller det den borgerlige opposition?
Venstre fortsætter nu ud ad det spor, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lagde, da han talte om et tæt SV-arbejde for at sætte fløjene uden for indflydelse. I dette tilfælde bliver også De Konservative holdt ude, selvom det egentlig er det tredjestørste borgmesterparti. Partiet har ikke været med til møder siden det første såkaldte sættemøde i Finansministeriet den 31. januar og er angiveligt end ikke blevet orienteret undervejs af Venstre.
Ej heller er de øvrige borgerlige partier blevet orienteret, og udsigterne til et tæt, borgerligt samarbejde, synes uendelig langt væk. Forude ligger et kommunalvalg om halvandet år, som bliver alles kamp mod alle. Venstre kan bruge aftalen til at profilere sig over for sit bagland, især i Jylland, mens De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance omvendt kan drive kampagne på at stå uden for udligningsordningen, der rammer deres kernevælgere særlig hårdt.
Ifølge Venstre var de konservative kommuner dog blevet endnu hårdere ramt, hvis det var endt med en udligningsreform mellem regeringen og venstrefløjen. Desuden flager Venstre med et ”skattestop” for kommunerne under et, fordi skattestigninger i nogle kommuner kan modsvares af skattelettelser i andre kommuner. Ifølge aftalen kan kommunerne søge om tilskud fra staten til at sætte kommuneskatterne ned i det omfang andre kommuner har besluttet at sætte deres op.
De mange statslige penge i aftalen understreger dens overordnede pointe – at nok er det blevet en Robin Hood-reform, men de fleste af pengene, han deler ud til de fattige, har han ikke taget fra de rige, men fået fra staten.