Et lotteri. Sådan kan man bedst beskrive det spil, som personer med handicap ufrivilligt bliver en del af, når de flytter fra en kommune til en anden.
Det måtte 46-årige Roy Nüsser sande, da han tidligere i år flyttede 42 kilometer fra en lejlighed i Odense til et rækkehus i Ollerup i Svendborg Kommune.
Roy Nüsser er lam fra brystet og ned efter et trafikuheld i 1991. Hans handicap betyder, at han skal have hjælp til alt lige fra personlig pleje, madlavning og transport til noget så basalt som at komme ud af sengen om morgenen. Netop i forhold til det sidste har hans tilværelse taget en drastisk drejning, efter at han flyttede sidste vinter.
I sin tidligere kommune havde Roy Nüsser i 24 år haft en såkaldt BPA-ordning, hvor en handicaphjælper dagligt kommer for at assistere ham med dagens gøremål. BPA står for ”borgerstyret personlig assistance”, og ordningen muliggør, at personer med omfattende handicap kan leve et så selvstændigt liv som muligt i egen bolig. For Roy Nüsser har det betydet, at han har modtaget støtte alle døgnets timer – på nær de otte timer, han ligger i sin seng og sover.
Selvom Roy Nüssers handicap er det samme i dag, som det var i 1990’erne, har Svendborg Kommune efter flytningen vurderet, at hans ”støttebehov” har ændret sig. Det indebærer, at han fremadrettet skal tilbringe 10,5 af døgnets 24 timer i sin seng uden anden hjælp end en nødkaldsknap. I praksis skal Roy Nüsser dermed bruge 2,5 time ekstra i sengen hver dag resten af sit liv.
”Jeg flyttede, fordi jeg ville skabe værdi til mit liv. Ikke for at skulle kæmpe med næb og kløer for at beholde den ordning, jeg har haft i 24 år,” siger han.
Roy Nüssers fortælling er ikke enestående, lyder det fra Emil Søberg Falster, der forsker i handicapområdet som ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet.
Han forklarer, at der findes en lang række eksempler på, at kommuner træffer vidt forskellige afgørelser eller har store forskelle i deres sagsbehandlingstider. Problematikken bunder i det kommunale selvstyre.
”Generelt kan man sige, at det betyder, at kommunerne har ret til at prioritere og udforme indsatserne på socialområdet. Så juridisk set er det ikke nødvendigvis sådan, at nogle kommuner decideret bryder reglerne ved at træffe en anden afgørelse end den forrige. I stedet er spørgsmålet principielt: Man bør tage en grundlæggende diskussion af, hvorvidt vi som samfund mener, at det er retfærdigt, at mennesker med handicap bliver behandlet tilfældigt, alt efter om de bor i A eller B kommune.”
”I dette tilfælde kan man diskutere, om det kommunale selvstyre i virkeligheden kolliderer med vores principper om at skabe ligebehandling for mennesker med handicap. Når forskellen på to nabokommuner er så stor, så vil der være mennesker, der ikke behandles lige,” siger han.
I Danske Handicaporganisationer mener formand Thorkild Olesen, at Roy Nüssers oplevelse er et godt eksempel på det, han kalder ”postnummerlotteriet”.
”Lige nu har vi et system, hvor mennesker med handicap er en del af et lotteri, hvor de kan være heldige at bo i en kommune, hvor de er berettiget til en ydelse, som andre ikke er berettiget til i andre kommuner og omvendt. Så kan det godt være, at der er kommunalt selvstyre, men serviceloven gælder i hele Danmark. I et lotteri vinder man på tilfældigheder – det har intet med retssikkerhed at gøre,” siger han.
Også handicappolitisk konsulent i Muskelsvindfonden Thomas Krog hører ofte lignende historier. Resultatet bliver i sidste ende, at personer med handicap begynder at flytte efter de kommuner, der tilbyder bedst mulige vilkår.
”En kommunes serviceniveau bliver der snakket åbent om blandt personer med handicap, inden de beslutter sig for, hvor de skal bosætte sig. Når mange så pludselig bosætter sig i en bestemt kommune, så får politikerne øje for, at udgifterne til området stiger. Det løser de ved at flytte serviceniveauet ned under gennemsnittet. Og den leg kan så fortsætte, indtil alle er under gennemsnittet,” siger han.
Svendborg Kommune ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men socialchef Hasse Jacobsen skriver i en mail, at ”når en borger tilflytter, skal vi som ny opholdskommune foretage en konkret og individuel vurdering og træffe afgørelse på det samlede oplysningsgrundlag”.
Roy Nüsser har klaget over beslutningen til Ankestyrelsen. Han forventer svar inden jul.