Prøv avisen

Trods flere års massiv kritik: Kommuner er glade for Tvinds opholdssteder

Tvind blev under navnet Den Rejsende Højskole oprettet på Fanø i 1970. I 1972 flyttede Tvind til Ulfborg i Vestjylland og åbnede Det Nødvendige Seminarium. Billedet stammer fra 1978. Foto: Jørgen Flemming/Ritzau Scanpix

Selvom kritikken i perioder har haglet ned over Tvinds opholdssteder for sårbare unge, så viser erfaringer fra både socialtilsyn og kommuner, at der er tilfredshed med indsatsen. Alligevel mener borgmester, at samarbejdet med Tvind bør droppes af etiske grunde

20 år efter at Undervisningsministeriet smækkede pengekassen i for Tvinds høj- og efterskoler, lever Tvinds opholdssteder for udsatte børn og unge i bedste velgående. I dag fylder stifteren af Tvind, Mogens Amdi Petersen, 80 år, og selvom kritikken i årevis er haglet ned over Tvinds pædagogik, så er status i dag, at der fortsat er godt 30 danske opholdssteder med tilknytning til Tvind. Generelt er der stor tilfredshed med Tvinds indsats over for de mest belastede børn og unge, lyder det fra både LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud og flere kommuner.

Det er landets fem socialtilsyn, der fører tilsyn med indsatsen på opholdssteder for udsatte børn og unge. Ifølge tilsynschef ved Socialtilsyn Midt Ulla Bitsch Andersen svarer kvaliteten på Tvinds opholdssteder til andre opholdssteder, og taksterne er rimelige.

”Der føres tilsyn med økonomien, og idéen om, at tilbuddene overfører penge til udlandet, holder ikke. Vi er godt klar over, at nogle af medarbejderne er med i Tvinds lærergruppe, og hvis de eventuelt vælger at give noget af deres udbetalte løn til en fælles kasse, så er det ikke ulovligt,” siger Ulla Bitsch Andersen.

Danmarks Radio og fagbladet Kommunen har tidligere påvist, at kommunerne i 2016 brugte mindst 100 millioner kroner på at anbringe unge på opholdssteder med rela- tion til Tvind.

I den forbindelse erklærede politikere i blandt andet Slagelse og Odense, at de ville standse samarbejdet med Tvind. Ikke mindst på grund af økonomisk uigennemsigtige transaktioner, men også fordi Mogens Amdi Petersen er internationalt eftersøgt på grund af tiltale for skattesvig og underslæb. Men i dag er meldingen fra kommunerne en anden.

”Vi bruger fortsat opholdssteder af den art. Det skyldes en faglig vurdering af, at de pågældende institutioner arbejder professionelt med opgaven, og at samarbejdet generelt er positivt. Samtidig er medarbejderne utrolig fleksible i forhold til at tilpasse indsatsen til de unge, når de ændrer behov,” siger Jane Findahl, der er koncernchef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.

Samme synspunkt har Slagelse Kommune, der i øjeblikket har 17 børn og unge anbragt på Tvind-opholdsstedet Magleby.

”Vi vurderer løbende kvaliteten og ser på, hvordan de unge udvikler sig. Magleby har meget tilfredsstillende resultater, og vi oplever, at de unge får den hjælp, de har brug for, af et fagligt kompetent personale,” skriver Per Kensø, centerchef for Børn og Unge i Slagelse Kommune i en mail.

Anders Svensson, der er leder af Tvind-opholdsstederne Bustrup og Jupiter med i alt 27 pladser, har heller ikke mærket noget fald i efterspørgslen.

”Vi er godkendt af Socialtilsynet og har nogle tilsynsrapporter, der ligger i den rigtig pæne ende af, hvad kvaliteten er i Danmark. Når det er familieafdelingerne, der bestemmer, så har vi ingen problemer, for de ved, at vi laver et godt stykke arbejde,” siger Anders Svensson.

Laust Westtoft, der er sekretariatschef i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud, mener, at kritikken af Tvinds opholdssteder mest af alt handler om ideologi.

”En opgørelse over samtlige sociale tilbud i Danmark viser, at opholdssteder med relation til Tvind scorer en anelse højere i deres tilsynsrapporter fra Socialtilsynet end gennemsnittet, så der er ikke noget at udsætte på den faglige kvalitet,” siger Laust Westtoft.

Selvom opholdssteder med tilknytning til Tvind tilsyneladende har gode resultater, mener formanden for Socialpædagogernes Fagforening, Benny Andersen, alligevel, at det er under al kritik at anbringe børn og unge på den slags institutioner.

”Vi har ingen sikkerhed for, at personalet er fagligt uddannet. Problemet er, at der generelt mangler krav til de private opholdssteder, og dermed lader vi en gruppe udsatte piger og drenge i stikken. Samtidig støder det min moral og etik, at vi støtter et foretagende med forbindelse til en ledelse, der mistænkes for skattesvig,” siger Benny Andersen.

Den sidste betragtning er Helsingørs konservative borgmester, Benedikte Kiær, enig i. Helsingør Kommune vil derfor ikke længere sende unge til opholdssteder med forbindelse til Tvind.

”Der er så mange andre gode tilbud. Derfor har vi besluttet at vælge tilbud fra, der indgår i et fællesskab, hvor ledelsen er efterlyst, mistænkt for skattesvig og underslæb. Vi er blevet stadig mere opmærksomme på, at de leverandører, vi bruger, skal opfylde det moralkodeks, der gælder for befolkningen som helhed. Vi bruger for eksempel heller ikke leverandører, der er blevet dømt for skatteunddragelse,” siger Benedikte Kiær.