Kommuner hæver SU til elevløn for at holde på sosu'er

I Herning ses det som en investering at hæve elevløn for sosu'er, da det også er dyrt at mangle arbejdskraft.

En række kommune lokker unge med flere penge, hvis de vil uddanne sig til et job i ældreplejen.

Man kan således få 12-13.000 kroner fra første skoledag, hvis man vil uddanne sig til sosu-assistent eller sosu-hjælper.

Det skriver Jyllands-Posten.

Når kommunerne giver en højere løn, slipper de kommende sosu'er for at skulle leve på SU, der er på 6300 kroner om måneden, under uddannelsen.

Hidtil har det ellers været et vilkår for 20 uger af uddannelsen, mens det stiger til en elevløn på 12.000-13.000 kroner under praktikforløbet.

Håbet er, at de ekstra penge kan være med til at rekruttere og fastholde flere elever, siger Anne Marie Søe Nørgaard (V), der er formand for social- og sundhedsudvalget i Herning Kommune.

Der står nemlig til at blive mangel på den form for arbejdskraft, påpeger hun, og kommunen vil derfor sikre, at økonomien under uddannelsen ikke er grund til at fravælge karrierevejen.

- Det koster penge i vores budget, men vi ser det som en investering. Det er også dyrt for os, hvis vi mangler uddannet arbejdskraft, siger hun til Jyllands-Posten.

En analyse fra Kommunernes Landsforening (KL) fra sidste år viste ifølge avisen, at der skal uddannes 8000 sosu-assistenter og sosu-hjælpere om året for at møde efterspørgslen.

De seneste år er der i gennemsnit uddannet 5500 årligt.

Det er ikke kun Herning, der lokker med et beløb svarende til elevlønnen fra første skoledag. Også i kommunerne Struer, Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Ikast-Brande og Lemvig kommer der ekstra penge i de sosu-studerendes lønposer.

Uddannelsen til sosu-assistent tager to år og ti måneder, og man er i praktik i næsten to år. Uddannelsen til sosu-hjælper tager to år og to måneder, og man er i praktik i ti af månederne.

Elever, der kommer ind på uddannelsen direkte fra folkeskolen, skal læse nogle måneder, hvor de får SU, før de stiger til den højere løn i de nævnte kommuner.

Hvis man omvendt er over 25 år og har mindst et års relevant erhvervserfaring, er elevlønnen 21.000.

/ritzau/