Kommuner hamstrer flygtningepavilloner og madrasser: ”Det er Det Vilde Vesten”

Danske kommuner gør klar til at modtage det største antal flygtninge nogensinde. Flere opfører pavilloner for at klare presset, og i Solrød kommune er kampen om kapaciteten som "Det Vilde Vesten", fortæller borgmester Emil Blücher (LA)

Kommuner hamstrer flygtningepavilloner og madrasser: ”Det er Det Vilde Vesten”
Foto: Solrød Kommune

Flere end 100.000 ukrainere forventes at søge til Danmark, og det er en boligmæssig udfordring for kommunerne. Som flere andre har Solrød Kommune derfor lejet pavilloner, som skal opføres to steder i kommunen. De første af de 58 boliger bliver leveret i begyndelsen af juni måned, siger Solrøds borgmester Emil Blücher (LA).

Hvor skal flygtningepavillonerne stå, Emil Blücher?

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Der skal stå 40 på grusbanen ved idrætshuset i Havdrup, og resten skal vi finde plads til i Solrød Strand. Der har vi en strækning, der går to kilometer ind i landet, men hvor det lige skal være på det stykke, ved vi ikke endnu. Vi forventer at modtage 200-500 flygtninge, og i vores eksisterende bygningsmasse har vi kunnet støve kapacitet op til 50 familier. Det er ombyggede tjenesteboliger og ejerlejligheder, som vi købte til de syriske flygtninge. Så det er et spørgsmål om, at vi skal have flere ting i spil, hvis vi skal i mål.

Hvor store er hver pavillon?

18 kvadratmeter med eget toilet og bad og et skrabet trinettekøkken. Derudover sætter vi en pavillon med egentlige køkkenfaciliterer og fællesrum op. Vi regner med, at der er plads til 80-85 mennesker i den løsning.

Hvordan fik i fat i 58 pavilloner?

Vi har indhentet alle mulige tilbud, og jeg må sige, at det er Det Vilde Vesten, for alle kæmper om den kapacitet, der er. Vi kan heller ikke vente med at bestille pavilloner til vi ved, hvor mange, der kommer, for så bliver de først leveret i begyndelsen af det nye år. Så det var et spørgsmål om at handle nu. Vi har også været ude og støvsuge Ikea for madrasser og linned. Kommunerne hamstrer, og med hensyn til pavillonerne er det blevet branche-standard, at gebyrer og etableringsudgifter er skyhøje. Før plejede opsigelsesperioden på pavilloner også at være en måned, men i flere af de tilbud vi fik, var der tre års binding på.

Presser udbyderne citronen?

Alle skal have pavilloner, så der er både stor konkurrence og nogle, der prøver at udnytte situationen.

Flere af de pavillon-tilbud, I indhentede, blev snuppet, inden I fik dem præsenteret for byrådet?

Ja. Og det tilbud, vi nu har taget, kunne vi allernådigst få lov til at beholde i to timer. Derfor var jeg nødt til at tage en borgmesterbeslutning jævnfør styrelsesloven i stedet for at have det oppe i byrådet. Det viser lidt om, hvilken speciel situation vi befinder os i. Og vores kommune har ikke et gammelt sygehus eller plejehjem, vi kan bringe i spil.

Hvornår står pavillonerne klar?

De første bliver leveret i begyndelsen af juni måned.

Er det en stor opgave?

Det er en kæmpe opgave.

Har du selv taget ukrainske flygtninge ind privat?

Nej, og desværre fungerer den private indkvartering i mange tilfælde ikke. Folk møder op i vores borgerservice og siger, at det her går ikke. Enten fordi der har været en dårlig forventningsafstemning, fordi man har haft kæledyr med eller af 117 andre grunde.