Kommuner indfører engelsk i børnehaver

Op til kommunalvalget vil flere kommuner lære børnehavebørn engelsk. Glimrende idé, lyder det fra børneforsker

Engelsk i børnehaven er på vej ind i de kommunale børnehaver. Børneforsker er positivt stillet over for forslaget. Her lærer børn i en børnehave i Gentofte engelsk
Engelsk i børnehaven er på vej ind i de kommunale børnehaver. Børneforsker er positivt stillet over for forslaget. Her lærer børn i en børnehave i Gentofte engelsk. Foto: Leif Tuxen.

Børnehavebørn har en fantastisk indlæringsevne, og der er intet til hinder for at introducere dem for et fremmedsprog allerede i børnehaven.

Sådan er holdningen i både Gentofte Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor børn i flere kommunale børnehaver nu lærer engelsk gennem sang og leg.

I Gentofte Kommune har et bredt flertal i kommunalbestyrelsen vedtaget, at alle børnehavebørn skal introduceres til engelsk, og sproglegene er for nylig begyndt i omtrent 40 af kommunens cirka 80 daginstitutioner.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Her er kommunalvalgets mest spændende opgør

I Lyngby-Taarbæk har Børnehuset Drivhuset allerede gode erfaringer med fremmedsproget, fortæller leder Lissen Olfert. Børnehaven har både børn med etnisk danske forældre og børn af udlændinge, som arbejder midlertidigt i Danmark.

Jeg kan kun se fordele i, at de danske børn har et møde med engelsk. Vi lever i en globaliseret verden, hvor børnene også bliver præsenteret for engelsk via tv. De største børn i børnehaven spørger de voksne hvordan siger man det på engelsk?, og de leger sig til sproget. Vi laver jo ikke om på pædagogikken, den er stadig dansk, siger hun.

Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker at sende et signal gennem de af kommunens børnehaver, som bruger engelsk i dagligdagen, fortæller Henrik Brade Johansen (R), formand for kommunens Børne- og Ungdomsudvalg:

Vi vil gerne være en international kommune, og vi har mange internationale medarbejdere på blandt andet DTU (Danmarks Tekniske Universitet, red.). Jeg har selv et barnebarn i børnehavealderen, og man siger, at det halve af det, man lærer i livet, lærer man, inden man fylder tre år. Man skal ikke være så tilbageholdende med at hælde på i den alder, for det hænger fast på en helt anden måde end senere.

Engelsk i børnehaver har hidtil kun været benyttet i private børnehaver, oftest børnehaver tilknyttet internationale skoler, men nu er fremmedsproget altså på vej ind i de kommunale børnehaver, og også i Ballerup Kommune lærer mindst én børnehave børnene engelsk. Fra sommeren 2014 bliver engelsk tilmed indført allerede fra 1. klasse i landets folkeskoler.

Hverken pædagogernes fagforbund, BUPL, eller Kommunernes Landsforening har overblik over udbredelsen, men landets børnehaver bør ikke holde sig tilbage fra at lære børnene engelsk. Sådan lyder vurderingen fra Ole Henrik Hansen, børneforsker og ph.d. ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, DPU, på Aarhus Universitet.


LÆS OGSÅ: Hvem siger, at børnehavebørn ikke kan tale engelsk

Der er ingen grund til ikke at lære børnene engelsk i børnehaven. De skal selvfølgelig ikke decideret undervises, og de skal kunne lege, men børns evne til at lære et fremmedsprog er rigtig god, og de befinder sig i forvejen i en verden med meget engelsk, så hvorfor ikke systematisere det?, siger han.

Partiernes politik på børneområdet kommer ifølge kommunalvalgseksperter til at spille ind på, hvor vælgerne sætter deres kryds den 19. november, og i Gentofte ønsker kommunalbestyrelsen at sende et klart budskab med politikken om engelsk i børnehaverne, fortæller Pia Nyring (K), formand for kommunens Børne- og Skoleudvalg.

I Gentofte prøver vi hele tiden at være sindssygt ambitiøse på børnenes vegne. Hvis man skal udfordre enhver til toppen af sit potentiale, synes vi, at vi med vores ambitiøse indstilling til børn og skole har en forpligtelse til at gøre det bedste, vi kan. Det er vigtigt for os både at skabe et trygt miljø for børnene og at udfordre dem.