Regeringens planer om at indføre en særlig ceremoni, hvor ansøgere om dansk statsborgerskab skal give hånd til repræsentanter fra kommunerne – herunder borgmestrene – for at få statsborgerskab, har sat fokus på den kamp, der ofte udspiller sig mellem kommunalpolitikere og folketing.
Det aktuelle forslag er blevet mødt med kritik fra en række borgmestre fra Socialdemokratiet, men også fra Venstres bagland, selvom forslaget kommer fra partifællerne på Christiansborg.
Herning-borgmesteren Lars Krarup (V) har kaldt det for ”latterligt”, mens eksempelvis Thomas Andresen, borgmester for Venstre i Aabenraa, helt har tænkt sig at ignorere et eventuelt krav.
Og Egon Fræhr (V), borgmester i Vejen Kommune, mener, at dette er endnu et eksempel på symbolpolitiske tiltag i udlændingepolitikken.
Rune Stubager, professor i statskundskab på Aarhus Universitet, påpeger, at linjen bevæger sig mod en strammere integrationspolitisk kurs på Christiansborg med langt højere fart end i kommunerne.
”Venstre og ikke mindst socialdemokraterne har på en kort årrække flyttet sig markant på de her spørgsmål. Ude lokalt er der en hel del folk, som er vokset op i partiet under den tidligere linje. Derfor kan der sagtens være sådan et efterslæb, om du vil, mellem Christiansborg og på lokalniveau,” siger han.
Håndtrykssagen er da også blot det seneste eksempel på sammenstød mellem kommunernes og folketingspolitikernes ønsker, når det kommer til integrationspolitikken. Tidligere på året lød der fra flere borgmestres side skarp kritik af regeringens ghettoplan. Her mente eksempelvis Jørn Pedersen (V), borgmester i Kolding Kommune ikke, at man havde brug for nye love og regler, men ro til at lade udsatte områder udvikle sig, og at der var tale om ”populisme” fra hans kolleger på Christiansborg. Også tildækningsforbuddet, ofte kaldet burkaforbuddet, har fået hårde ord på med på vejen fra flere borgmestre.
Borgmestre har generelt en større uafhængighed end folketingsmedlemmerne, mener Flemming Juul Christiansen, lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, RUC. Derfor råber de op.
”Det er selvfølgelig muligt for et menigt medlem af folketingsgruppen at sige fra, men det har omkostninger. Det er sværere at røre en borgmester. På den måde kan man sige, at borgmestrene har større frihedsgrader, og derfor vil de borgmestre, der er imod, have lettere ved at markere det end personer på andre niveauer af partiet,” siger han.
Han mener også, at de mere værdipolitiske diskussioner om integration synes at fylde mere på Christiansborg end ude i kommunerne, hvor mange borgmestre ser sig selv som involveret i at finde praktiske løsninger.
Og det kan give anledning til frustration hos borgmestrene, siger Karina Kosiara-Pedersen, lektor i statskundskab på Københavns Universitet.
”De er tættere på borgerne og tættere på praksis. Og derfor betyder det for det første, at prioriteringerne er anderledes. For det andet kan det betyde, at nogle af de problemer, der findes enkelte steder, kan man ikke genkende bredere i landets kommuner,” siger Karina Kosiara- Pedersen.
”Og så ser vi dem sætte spørgsmålstegn ved, om det er en frugtbar vej at gå.”
Derudover kan det helt lavpraktisk skabe besværligheder for kommunalpolitikerne.
”Der er simpelthen noget praktisk bøvl, som kommer til at koste penge. Og borgmestrene har måske ikke lyst til at få pålagt flere opgaver,” siger Rune Stubager.