Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kommuner melder om rekordmange rotter

Mange har været hjemme under coronakrisen, og det kan være en forklaring på, at kommunerne modtager flere anmeldelser om rotter end normalt. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

En våd og lun vinter har givet rotter optimale vilkår. Mange har været hjemme under corona og set skadedyrene.

Skadedyrsfirmaer har travlt med at lokalisere rottehuller og sætte kloakspær og smækfælder op.

Kommuner flere steder i landet modtager ekstraordinært mange anmeldelser fra borgere, der har observeret rotter.

Eksempelvis har Kolding Kommune fra 1. januar til 30. april modtaget 2112 anmeldelser mod 938 i samme periode sidste år. Altså mere end en fordobling.

Sagsbehandler i kommunens afdeling for miljø, natur og klima Karen Bjørnskov Petersen siger til Ritzau, at hovedårsagen er den milde vinter.

Desuden al den regn, der faldt i vinter og i de tidlige forårsmåneder.

- Vandet har presset rotterne op ad kloakkerne, siger hun.

Men det spiller også ind, at flere er blevet opmærksomme på rotterne under coronanedlukningen:

- Folk har været hjemme og har haft tid til at opdage, at de har rotter. For eksempel er der en del, som kontakter os, fordi de har set rotter ved et foderbræt i haven, siger Karen Bjørnskov Petersen.

Blandt andre plagede kommuner er Aarhus med 3700 anmeldelser fra januar til 1. maj. Det er omtrent en fordobling i forhold til samme måneder i 2019, skriver Fagbladet 3F.

Hos Rentokil, der varetager rottebekæmpelsen i blandt andet Aarhus, siger teknisk chef Claus Schultz, at det er usædvanligt med så mange anmeldelser på denne tid af året.

- De normale rottemåneder er fra oktober til februar, men i år har vi i nogle kommuner haft meget travlt i marts, april og maj. Først nu begynder det at klinge af, siger han.

Hos AJ Skadedyrskontrol er skadedyrsspecialist John Mogensen ikke overrasket.

Firmaet, der primært assisterer virksomheder og boligselskaber, modtager 30 til 40 procent flere henvendelser end ellers.

- Mit gæt er, at der er dobbelt så mange rotter og mus i år.

Også han peger på, at rotterne søger op, fordi der har været mere vand i kloakkerne end normalt.

- Men det har også betydning, at denne vinter er den tredje uden længerevarende frost. Jorden er varm, og så kan overfladerotterne endnu en gang komme tidligere i gang med at formere sig.

- På den måde kan de få flere kuld, end de kan, hvis vi har haft en kold vinter, siger John Mogensen.

/ritzau/