Prøv avisen

Kommuner reagerer sjældent, når børn mistrives på grund af forældres psykiske sygdom

I foreningen Bedre Psykiatri kalder generalsekretær Thorstein Theilgaard studiets resultater for ”dybt skræmmende”. ”At ens forældre er psykisk syge, er i forvejen en hård situation for børnene, så derfor har de brug for et system med andre voksne, der samler op og hjælper dem.” Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nyt studie viser, at mindre end hver tredje akutte underretning om bekymring for mistrivsel hos børn på grund af deres forældres psykiske sygdom, fører til efterfølgende hjælpeindsatser i kommunen. Forskere frygter, at sagsbehandlere drukner i underretninger, hvorfor hjælpen til udsatte børn udebliver

Hvis en psykiatrisk patient er til fare for at skade sit barn, skal psykiatrien foretage en underretning om mistrivsel, som kommunen kan handle på. Det afgørende i denne sammenhæng er ordet ”kan”. Et nyt, dansk studie viser således, at mindre end hver tredje akutte underretning fra psykiatrien efterfølgende fører til hjælpeforanstaltninger som eksempelvis familieterapi i kommunen. Et konkret eksempel på en akut underretning fra undersøgelsen er eksempelvis et barn, som kommer hjem og finder sin forælder efter et selvmordsforsøg og kan fortælle, at der var blod overalt. For de familier, der får hjælp, viser studiet modsat, at de i gennemsnit må vente 73 dage på den.

Hovedforfatteren bag undersøgelsen, Anne Ranning, postdoc og klinisk psykolog ved Psykiatrisk Center København, siger:

”Vores resultater afspejler et stort problem. Både hvad angår det lave antal børnefamilier, der får iværksat en foranstaltning på grund af en underretning, men også i forhold til den ventetid, de, som får en hjælpeforanstaltning, oplever. Vi ved, at 55 procent af børn af forældre med en alvorlig psykisk sygdom selv får en diagnose som voksne og er i større risiko for at ende på førtidspension. Her kan en tidlig forebyggende hjælpeforanstaltning være afgørende for familiernes trivsel og børnenes fremtid – og her tænker jeg slet ikke på tvangsfjernelse,” siger hun.

Studiet, der netop er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Psychiatry, bygger på underretninger fordelt på 376 børn af forældre, der modtog behandling fra de psykiatriske centre i København, Hvidovre og Glostrup i perioden 2008 til 2012. Her inddelte forskerne underretningerne i temaerne ”vagt formuleret”, ”specifikt formuleret” og ”akut formuleret”, hvorefter de fik adgang til borgernes journaler i deres respektive kommuner for at undersøge, om familierne fik iværksat en foranstaltning på baggrund af underretningen.

Ved akutte underretninger endte 30 procent af familierne med at få hjælp. Ved specifikke underretninger fik 37 procent hjælp. For underretninger, der både var specifikke og akutte, fik 42 procent – mindre end halvdelen – hjælp. Et eksempel på en af de specifikke og akutte underretninger vedrører eksempelvis en mor med paranoide forestillinger om, at hendes barn er en klon. Derfor opfører moderen, ifølge underretningen, sig fjendtligt over for datteren ved blandt andet at rense huset med giftige ukrudtsmidler.

At studiet bygger på cirka 10 år gamle underretningerne, skyldes empiriens personfølsomme karakter, men Anne Rannings bedste skøn er, at problemet ”er det samme i dag eller værre”:

”Vi har en høj tærskel for, hvornår vi underretter om patienters børn, og vi underretter kun, når vi ud fra en faglig vurdering mener, at der er behov for det. Vi kan se, at antallet af underretninger stiger generelt i samfundet og særligt inden for sundhedsvæsenet. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis dårligt, hvis ressourcerne følger med, men lige nu er det, som om vi sender en masse underretninger af sted, uden at sagsbehandlerne i den anden ende har ressourcerne til at undersøge sagen og lave foranstaltninger. Vi risikerer at overse børn, der har brug for akut hjælp,” siger hun.

Frank Ebsen, docent på institut for socialt arbejde på Københavns Professionshøjskole, er medforfatter til undersøgelsen. Han vurderer, at en af årsagerne til de udeblivende foranstaltninger er, at kommunerne er usikre på, hvordan de håndterer en underretning fra psykiatrien om psykisk sygdom.

”Når underretningen kommer, står kommunen i et dilemma: Spørgsmålet er, om de skal handle på de voksne eller børnene. I nogle tilfælde kan der allerede være en indsats, der hjælper forælderen, hvorfor en sagsbehandler måske mener, at der allerede er en foranstaltning. Det kan være en del af forklaringen, men det kan ikke alene forklare, hvorfor der bliver reageret på så få akutte og specifikke underretninger,” siger han og konstaterer, at udviklingen de senere år kan være gået begge veje:

”Jeg ser to scenarier: Enten handler kommuner i højere grad på underretningerne på grund af det skærpede handlingskrav, eller også drukner de mange underretninger i mængden, så kommunerne risikerer at overse akutte underretninger fra psykiatrien,” siger han.

I foreningen Bedre Psykiatri kalder generalsekretær Thorstein Theilgaard studiets resultater for ”dybt skræmmende”.

”At ens forældre er psykisk syge, er i forvejen en hård situation for børnene, så derfor har de brug for et system med andre voksne, der samler op og hjælper dem. Derfor bekymrer det mig meget, at advarslerne, som underretninger jo er, i så få tilfælde er blevet fulgt op, og det sætter jo desværre spot på de enorme problemer på sammenhæng og samarbejde mellem psykiatri og kommune, som mine medlemmer dagligt oplever,” siger han.