Regeringens ghettoplan har igen skabt debat, nu fordi den indeholder en ide om at give samtlige landets børnefamilier point efter, hvor godt det går med at sende børnene til tandlæge, hvordan det står til med familiens tilknytning til arbejdsmarkedet, om mor og far er skilt og meget andet.
Men det er blot en lille forsmag på de dilemmaer, fremtiden bringer med hensyn til overvågning, data og samkøring af data. Kommunernes Landsforening, KL, havde på sit topmøde i Aalborg i fredags sat de etiske udfordringer ved ny teknologi til debat i et panel med fire kommunalpolitikere.
KL har tidligere i år fået udarbejdet en rapport fra virksomheden Dare Disrupt, der på en lang række områder fortæller, hvilke fantastiske muligheder teknologien giver kommunerne for at forbedre og målrette den offentlige service og samtidig spare penge.
Men for nogen er det måske også skræmmende perspektiver i mulighederne for overvågning og samkøring af data og registre. Som medstifter af Dare Disrupt, Anders Hvid, pointerede, bliver man nødt til at forholde sig det, for udviklingen kommer under alle omstændigheder.
”Vi skal ikke spørge, hvad teknologien kan gøre for os, men hvad vi kan gøre for teknologien. For det er i virkeligheden vores intention med de projekter, vi laver, som definerer, hvad teknologien gør og kan. Så hvilken kommune vil vi være i fremtiden?,” spurgte Anders Hvid, der medgav, at det ikke var noget nemt spørgsmål.
I forhold til ønsket om privatliv, nævnte han, at vi alle sammen render rundt med en mobiltelefon i lommen, og at der over de næste ti år bliver installereret en trilliard sensorer i verden. Sensorerne registrerer alt fra bevægelser, lyde og billeder om og med os og sidder i computere, telefoner, overvågningskameraer, husholdningsapparater, biler, så drømmen om privatliv er nok under alle omstændigheder noget illusorisk.
Adgangen til information om den enkelte borger er kolossal, og det vil kommunerne i fremtiden kunne bruge præcis lige så målrettet, som private virksomheder i dag bruger personlige oplysninger fra sociale medier som Facebook til annoncering over for den enkelte.
Et eksempel: Hvis det kommunale forsyningsselskab kan se, at ”Bjarne på 52 år” fra et belastet boligområde med en løs tilknytning til arbejdsmarkedet bruger strøm, natten igennem, skal den oplysning så videregives til kommunen, så den kan kontakte Bjarne og sige, at ”vi tror, du får et problem lige om lidt, og det vil vi gerne gøre noget ved?”
Borgmester Trine Græse (S) fra Gladsaxe Kommune mente, at det var et ”ekstremt eksempel”, som overskred hendes grænse for overvågning. Men hun henviste også til, at første gang, man havde brugt samkøring af offentlige registre, var i forbindelse med den tyske terrorgruppe, Baarder Meinhof, i 1970’erne, og det syntes alle var en god ide.
Netop Gladsaxe spiller en indirekte rolle i den aktuelle debat om regeringens ghettoplan, fordi ideen om at bruge data til at finde familier med problemer, oprindelig kom fra Gladsaxe i en ansøgning til et frikommuneforsøg. Paradoksalt nok fik kommunen afslag på ansøgningen, og borgmesteren mener ikke, at regeringen nu bruger forslaget, som hendes kommune havde tænkt det.
Trine Græse fremhæver, at borgerne skal være med på ideen, og lokalt er hun ikke stødt på modstandmod ideen, fordi det handler om at hjælpe familier, der risikerer at komme i krise.
”Det er jo ikke alt, der foregår indenfor hjemmets fire vægge, som er en privatsag, for eksempel ikke hvis der er nogle børn, som er i mistrivsel. Dem har vi en forpligtelse til at opspore og gøre noget for. Det er en forpligtelse, vi tager på os, og der vil vi gerne bruge data,” sagde Trine Græse.
Lidt mere skeptisk er den radikale rådmand i Odense, Susanne Crawley Larsen. Der blev præsenteret et andet eksempel med overvågning, nemlig at en kommune havde udstyret gårdvagter med GPS-udstyr, fordi kameraovervågning havde vist, at der var områder af skolegården, som ikke blev tilset tilstrækkeligt.
”Jeg har faktisk et problem med, at man overvåger normale mennesker med en normal adfærd. Jeg synes, der skal være en virkelig god grund. Man skal have en rigtig god sag, hvis man gør det i forhold til medarbejdere. Jeg kan også være nervøs for, om det ændrer ens adfærd i den periode, man har GPS’en på sig. Og den eneste anden måde, man kan gøre det på, er ved, at de ikke ved, at de har den på. Det synes jeg er et problem,” sagde Susanne Crawley Larsen.
Borgmester Per Bach Laursen (V) fra Vesthimmerland ser en fremtid for sig, hvor kommunen ved mindst lige så meget om den enkelte borger, som Facebook gør I dag. Derfor er han glad for, at Kommunernes Landsforening nu har taget den etiske debat op, for det magter kommunerne ikke at gøre enkeltvis. Han har selv siddet i Dyreetisk Råd i ni år, men savner et forum for dette område, selv om han ikke direkte vil foreslå endnu et etisk råd.
”Man kan ikke forvente, at de enkelte kommuner har den etiske vinkel. Jeg synes selv, jeg står for holdningspolitik, men når du kommer ind og sidde i et byråd som borgmester, så handler det om økonomi. Man går nogle gange efter en effektivisering – bare tag robotstøvsugeren – men hvad er det så, den efterlader af problemer? Ja, det skal vi da lige love for, at vi har fundet ud af,” siger Per Bach Laursen.