Et bedre fungerende sundhedsvæsen er det overordnede mål med det udspil til en sundhedsreform, som regeringen præsenterede i onsdags. Blandt andet skal læger og kommuner blive bedre til at forebygge, at mennesker med kroniske lidelser kommer på sygehus, så de i stedet enten behandles af egen læge, eller at de gennem forebyggelse i eget hjem helt undgår at blive indlagt.
Det skulle kunne sikre 500.000 færre ambulante besøg og 40.000 færre indlæggelser på sygehusene i 2025.
Det er måske lettere sagt end gjort. Eksperter har i hvert fald meget svært ved at pege på, hvad det præcis er, særligt kommunerne skal gøre for at nå målene.
”Vi har ikke i dag nogen kendte, dokumenterede, kommunale indsatser, der kan forebygge indlæggelser,” siger sundhedsøkonom, professor Jakob Kjellberg fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Han og flere af hans kolleger har gennemført analyser af samarbejde mellem sygehuse, praktiserende læger og eksempelvis den kommunale hjemmesygepleje, blandt andet i Roskilde og Esbjerg.
”Vi har en række analyser, hvor vi har prøvet at se på kommunale initiativer for at nedbringe antallet af sygehusindlæggelser. Det er bare endnu ikke lykkedes os at finde nogen, der har givet færre indlæggelser via kommunens indsats. Vi har derimod identificeret nogen fra den almene lægepraksis,” siger Jakob Kjellberg.
En læge har eksempelvis kunnet forhindre genindlæggelser ved at besøge patienter og måske justere medicineringen. Det er også lykkedes at forkorte patienters indlæggelsestid, men antallet af indlæggelser er ikke bragt ned.
Regeringen anviser i sit sundhedsudspil ikke, hvordan den vil nå målene om færre indlæggelser, men en overvejelse er, om økonomi kan bruges som gulerod for kommunerne. I dag bliver 80 procent af sygehusudgifterne dækket af regionerne, som igen får pengene som bloktilskud fra staten, mens kommunerne dækker de resterende 20 procent.
Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh gætter på, at hvis regeringens plan virkeliggøres, vil kommunerne få hele det økonomiske ansvar for sygehusene. Dermed vil de også få et økonomisk incitament til ikke at lade kronikere og ældre medicinske patienter tilbringe unødvendig meget tid på sygehusene. Man undgår med andre ord den kassetænkning, som det nuværende system indbyder til, mener han.
”Der er et behov for bedre samarbejde især i forhold til kronikerne, de ældre medicinske patienter og borgere med psykiatriske problemstillinger. Det er dem, der skal have en indsats både på kommunalt og regionalt niveau, og samarbejdet mellem de to instanser er aldrig kommet til at fungere optimalt,” siger Per Nikolaj Bukh.
”En af årsagerne er, at man har haft to forskellige organisationer i hver sin silo, med hvert sit budget og hver sine målsætninger, som man har sat til at arbejde sammen. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en næsten uløselig opgave.”
Han mener, det vil være en ”superfin løsning”, hvis det ender med, at bloktilskuddet til regionerne i stedet gives til kommunerne, så de får næsten hele det økonomiske ansvar for det 100 milliarder kroner dyre sygehusvæsen. Det vil løse incitamentsproblemerne i det nuværende system, påpeger han.
Ifølge Jakob Kjellberg vil det dog blot skabe nye problemer, hvis man overlader hele finansieringen til kommunerne.
”Er kommunerne økonomisk bæredygtige til at kunne tage den risiko? Får du en kommune, der prøver at få sine sygeplejersker til at lade være med at ringe efter ambulancen til en beboer på plejehjemmet, fordi man skal betale for det? Hvem skal bestemme, om man skal have en levertransplantation? Der er altid grænseproblemer,” siger Jakob Kjellberg.
Han fremhæver, at når kommunerne nu slet ikke ved, hvad der skal til for at forebygge indlæggelser, er det svært at forestille sig, at et økonomisk incitament vil gøre fra eller til, når det handler om at nedbringe antallet af indlæggelser.
Hvordan regeringen har tænkt sig at nå det mål, afklares muligvis, når den i dag præsenterer endnu et element i sin plan.