Prøv avisen

Kommunerne har aldrig haft større magt

Tegning: Rasmus Juul

Interessen for at stemme om og sætte sig ind i de kommunale beslutningsprocesser kunne være større, men ifølge forskere har kommunerne aldrig haft større magt. Selvom enhederne er vokset, er borgerindflydelse ingen umulighed

I december 2012 afsagde Beskæftigelsesankenævnet for Syddanmark en afgørelse i den meget medieomtalte Fanøsag. Sagen handlede om en kvindelig seniorjobber med uddannelse som grafiker, der var blevet tvunget i beskæftigelse som gadefejer af sin kommune. Kvinden tabte sagen, og hendes fagforening, Prosa, udsendte en pressemeddelelse, som resigneret konstaterede: Kommunen bestemmer alt.

I sommeren 2013 gik en række pædagoger og forældre til medierne for at kritisere, at 43 procent af alle daginstitutionsbørn og -ansatte bliver tvunget på sommerferie i nogle bestemte uger, fordi institutionerne bliver lukket helt. De fleste steder tilbyder kommunerne ganske vist anden pasning, men det er på et sted og med nogle voksne, børnene ikke kender og er trygge ved, så i realiteten sammenfattede pædagoger og forældre situationen sådan: Kommunen bestemmer ferien.

LÆS OGSÅ:
Borgere undervurderer kommunens magt

Og tilbage i 2002 blev der truffet en voldgiftskendelse i en sag, hvor Sønderborg Kommune og Sønderborg og Omegns Lærerkreds ikke kunne enes. Striden stod om, hvad seks skoleledere skulle have i løn. De almindelige lønforhandlinger var strandet, og nu var en uvildig instans gået ind. Afgørelsen lød: Kommunen bestemmer lønnen.

De tre episoder er blot nogle få blandt tusindvis af eksempler, man kunne finde, på, at de 98 danske kommuner har en overordentlig stor indflydelse på, hvordan borgernes handlemuligheder er. Kommunen bestemmer over skoleområdet og ældreplejen. Kommunen bestemmer over nye byggerier, planlægning af veje og pladser, understøtter kulturlivet og sørger for en lang række serviceydelser i hverdagen som afhentning af affald.

Kommunen bestemmer, hvordan ledige skal aktiveres. Kommunen bestemmer, om og hvornår børn kan blive passet. Kommunen bestemmer, hvad kommunalt ansatte skal tjene.

Kommunen bestemmer kolossalt meget sammenlignet med andre lande, og set i en historisk sammenhæng bestemmer kommunen mere og mere. Men det er ikke sikkert, at de borgere, der som vælgere har indsat det kommunale styre, føler, at de er med til at bestemme mere.

De to vigtigste årstal i den nyere kommunalhistorie er 1970 og 2007, som er årene for de to store kommunalreformer. Forud for 1970 var der i Danmark 86 købstadskommuner og omkring 1300 sogneråd.

De sidstnævnte var nogle gange rene amatørforetagender, hvor den lokale forvaltning blev varetaget direkte af de folkevalgte sognerådsmedlemmer. Derfor tog staten i vid udstrækning hånd om lokalstyret, ligesom amtmanden kunne gribe ind, hvis noget gik galt.

By og land fik mere ens vilkår med den første reform, som reducerede antallet af enheder til først 277, siden i en lang årrække 275 og lige inden næste store reform 272 kommuner. Professionaliseringen af forvaltningen tog til, og kommunerne fik ansvar for stadig flere områder, for eksempel beskæftigelse og integration. 2007-reformen bragte antallet af kommuner ned på 98, og samtidig blev 14 amter til 5 regioner.

Henrik Toft Jensen, kommunalforsker og professor ved Roskilde Universitet, peger på, at mens regionerne indiskutabelt har fået mindre magt efter kommunalreformen, er magtforholdet mellem stat og kommune sværere at udrede.

Kommunerne har stor indflydelse lokalt, både i den fysiske planlægning og på de store velfærdsområder, og den er ikke blevet mindre af, at kommunerne er blevet færre og større enheder. Men selvom kommunerne i kraft af egen skatteudskrivning og egen ret til at forvalte velfærden har fået stor magt, er den under stigende regulering, siger Henrik Toft Jensen.

Han tilføjer, at mens den kommunale beslutningsproces i 1970erne og 1980erne var lagt i meget frie rammer, har skattestop og diverse konkrete statslige servicemål og andre økonomiske øremærkninger været med til at give borgerne et berettiget indtryk af, at det statslige niveau har magten over det kommunale. Men for eksempel den fysiske planlægning har kommunerne vundet fra amterne, og inden for de udstukne rammer har kommunerne store mulighed for selvstændigt at præge også de store velfærdsområder. Samtidig har det styrket kommunernes magtposition, at de er store enheder med flere og mere specialiserede medarbejdere.

Kommunestyret er blevet meget mere professionelt, men ikke så professionelt, at det sætter borgernes indflydelse ud af spillet, konstaterer Henrik Toft Jensen.

Men selvom indflydelsen stadig er der, er det gået tilbage for den enkelte borgers politiske selvtillid, viser en undersøgelse, som Søren Serrit-zlew, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, har foretaget. Troen på, at man som enkeltperson kan stille noget op i forhold til den store kommune, er blevet ekstra udfordret af den seneste reform, og det er en af årsagerne til, at flere borgere opgiver at søge indflydelse på og information om de store, kommunale beslutninger for i stedet at koncentrere sig om de nære.

Det er selvfølgelig banalt, at den enkelte stemme har mindre vægt i en ny sammenlagt kommune med 30.000 indbyggere end en kommune før reformen med 5000 indbyggere. Men det handler også om, at hvis man som borger i den lille kommune med måske tre skoler i alt mødte op til et møde på sin lokale skole, kunne man måske ændre hele kommunens skolepolitik, hvis man formulerede en tilstrækkelig god idé. I den store kommune med 15 skoler i alt vil der være for få af de reelle beslutningstagere til stede ved et sådant møde. Derfor må man bruge andre metoder og netværk, hvis man vil have indflydelse, siger Søren Serritzlew.

Men selvom selvtilliden måske ikke rækker til at stille op til kommunalbestyrelsen, og selvom beslutningerne fra centralt hold virker for abstrakte til at være vedkommende, så skal vi ifølge Henrik Toft Jensen ikke fortvivle. For det er slet ikke sikkert, at borgerne ønsker at påvirke hele skolepolitikken. Måske er ønsket at kunne give sig til kende, når det er lokalt relevant, for eksempel forældremødes på ens egen skole eller den lokalplanhøring, som omhandler ens eget kvarter.

Hvis ikke borgerne deltager i kommunalvalget, er der mange andre kanaler, man kan bruge til at søge indflydelse, når man finder det relevant, siger han.

Kommunen bestemmer. Men borgerne er stadig med til at bestemme.