Lodden søpung, krebsepest, østerstyv, japansk skelet-reje, japansk pileurt, brakvands-køllepolyp, svovlorm, kæmpebjørneklo: Man har ikke rigtigt lyst til at møde dem, vel?
Og det er der en god grund til. For invasive arter skader biodiversiteten ved at sprede sig voldsomt på hjemmehørende dyr og planters bekostning. Desuden er det både bøvlet og dyrt at bekæmpe dem.
Kæmpebjørneklo er fjende nummer et, ikke mindst fordi plantens saft giver blærer på huden ved kontakt, og den er som den eneste invasive planteart omfattet af lovgivning om bekæmpelse. Det er Miljøstyrelsen, der står for den nationale strategi, men da størstedelen af bekæmpelsen foregår ude i kommunerne, kan styrelsen ikke give et nationalt overblik over, hvordan kampen udvikler sig, oplyser Gerbrich Koudenburg, der er naturforvalter og fuldmægtig hos Miljøstyrelsen.
“Men med hensyn til kæmpebjørneklo hører vi fra kommuner med indsatsplaner mod arten, at det går fremad,” siger hun.
Også kurven for antallet af mårhunde er for første gang knækket. Til gengæld er rynket rose (hybenrose) kommet for at blive, ligesom signalkrebsen har udkonkurreret den hjemmehørende flodkrebs.
Kommunerne bekæmper kæmpebjørneklo, men det er vidt forskelligt hvor mange ressourcer, der bruges på sagen. Således kan en omhyggelig kommune, der har råd til det, være godt i bund, mens nabokommunen halter bagefter. For bekæmpelse af invasive arter er en økonomisk post, der skal vejes op mod alle de andre udgifter på det kommunale budget.
Som et eksempel på, at pengene ikke sidder løst, når det kommer til bekæmpelse af invasive arter, fik afdelingen for Vej, Park og Trafik i Sorø Kommune sidste år nej fra kommunalbestyrelsen til et ønske om en halv million kroner til at opstarte bekæmpelsen mod japansk pileurt.
Men den slags afslag kan vise sig dyre i længden, mener Johan Petter Dahlgren, der er lektor i biologi ved Syddansk Universitet.
“Japansk pileurt er ikke et kæmpe problem endnu, men det kan den hurtigt blive, og det er helt klart en god ide at interessere sig mere for, hvordan man bedst slipper af med den. Set i det perspektiv kan en halv million kroner være givet godt ud,” siger han.
Endnu er der ikke nationalt påbud om at bekæmpe den meget hurtigvoksende art, som er ekstremt dyr at få bugt med, men det kommer, mener Peder Neerup Madsen, leder af af Vej, Park og Trafik i Sorø Kommune.
“Pileurt får slet ikke så meget taletid, som den burde, for den bliver en kæmpe udfordring. Et eneste rodskud, som falder af en trailer med haveaffald, og så kan der stå en koloni," siger han.
Miljøstyrelsen har ikke præcise tal for, hvad det koster at bekæmpe japansk pileurt, men henviser til en engelsk undersøgelse, hvor man har opgjort udgifterne ved opgravning til 23 pund (250 kroner) pr. kvadratmeter, det svarer til 2.5 million kroner pr. hektar.
Også haveejere bør holde øje med, om invasive arter sniger sig indenfor, siger Johan Petter Dahlgren, som i forbindelse med japansk pileurt oplyser, at får den først fat, skal man ned i tre fire meters dybde for at få det hele med, og efterfølgende skal jorden varmebehandles. Slås urten jævnligt med græsslåmaskinen, skulle man kunne slippe af med den i løbet af otte-ti år.
Fælles for invasive arter er netop, at de er svære at bekæmpe, oplyser Gerbrich Koudenburg.
“Ofte kræver det vedholdenhed i årevis. Men hvis alle gør lidt, sker der meget,” siger hun.
Er det ikke noget rod, at det er så forskelligt, hvor effektivt kommunerne bekæmper kæmpebjørneklo?
“Reglerne er, som de er. Skal der mere til, kræver det en politisk beslutning eller mere samarbejde på tværs af kommunerne,” siger hun.