Kompensation til lærere efter lockout er ulovlig

Radikale lokalpolitikere ville give lærere penge for at bløde stemningen op efter lockouten. Men det er ulovligt

Under lockouten var der landet over talrige lærerdemonstrationer – her et billede fra en demonstration i Aarhus den 3. april. –
Under lockouten var der landet over talrige lærerdemonstrationer – her et billede fra en demonstration i Aarhus den 3. april. –. Foto: Claus Fisker.

Lærerne var uden skyld i lockout-konflikten, og derfor bør de kompenseres med et engangs-løntillæg. Pengene skal opretholde det gode forhold mellem kommune og lærere.

Sådan lød et forslag fra De Radikale i Fredensborg Kommune i Nordsjælland i tirsdagens udgave af Kristeligt Dagblad. Men det forslag er direkte ulovligt.

Tirsdag eftermiddag modtog Fredensborg Kommunes kommunaldirektør, Kim Herlev Jørgensen, en henvendelse fra Statsforvaltningen, som fører tilsyn med, om landets kommuner overholder lovgivningen for offentlige myndigheder. Meddelelsen lød, at der ikke er lovhjemmel til at udbetale penge direkte til lærerne, og forslaget var dermed ulovligt. Det ærgrer Lars Simonsen, byrådsmedlem (R) i Fredensborg Kommune og borgmesterkandidat, som havde rejst forslaget.

LÆS OGSÅ:  Lærerkonflikten vækker den lurende politiske utilfredshed i samfundet

Men selvom vi nok ikke må betale pengene direkte, kan der findes andre muligheder, alternativt efteruddannelse af lærerne. Vi holder os selvfølgelig inden for lovens rammer.

Det er de kommunale fuldmagtsregler, som forhindrer en kommune i at forære lærerne en ekstra løncheck, forklarer Niels Preisler, direktør i Statsforvaltningen Hovedstaden. Han pointerer, at han ikke kommenterer den konkrete sag.

Vi henvendte os til kommunen for at være sikre på, at kommunen var ajour på området. Reglerne er, at en kommune ikke kan beslutte at forære gaver til en enkelt borger eller til grupper af borgere, men jeg vil ikke udelukke et forslag om eksempelvis efteruddannelse, som ikke er en økonomisk ydelse.

I tirsdags fortalte Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, at han havde hørt forslag lig De Radikales flere steder i landet. De forslag må med Statsforvaltningens besked til Fredensborg Kommune bortfalde, og ifølge Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, er idéen om kroner og øre-kompensation til lærerne da også amatøragtig.

Det her handler om, at mange fra Det Radikale Venstre har dårlig samvittighed, fordi mange skolelærere stemmer på De Radikale. Det er et forsøg på at reparere lidt på skaderne, sige pænt undskyld for konflikten og sætte et plaster på såret med en bonus. Men det er en primitiv måde at agere på, for man bør selvfølgelig på forhånd undersøge, om der er lovhjemmel til et forslag.