Modtagelsen I Kolding.
Præcis Kl. 8 Lørdag Morgen lagde »Dannebrog«, eskorteret af »Heimdal« og en Torpedobaad, ind i Kolding Havn, hvor Byraadet med Borgmester Bech i Spidsen, Veteraner, Vaabenbrødre, Honoratiores og en tusindtallig Menneskemængde var mødt frem.
Efter at Kongen, der var iført feltgraa Generalsuniform, havde hilst paa Ministeriets Medlemmer, gik han i Land, medens Baadsmandspiberne skingrede, og Frederik VIII’s Honnørmarch spilledes.
Amtmand, Kammerherre Bardenfleth udbragte et med kraftige Hurraraab besvaret Leve for Drs. Majestæter Kongen og Dronningen. Derefter traadte Borgmester Bech frem og holdt følgende Tale:
Paa Kolding Byraads og Kolding Borgeres Vegne hilser jeg herved Deres Majestæter Velkommen paa jysk Grund til den Kongefærd, der skal føre Deres Majestæter ned til de genvundne Egne, ved hvilke alle Danskes Hjerter hænger, og hvortil alle vore Tanker i Taknemlighed føres i disse mindeværdige, nationale Dage. Den gamle Grænsebys Beboere modtager med egne varme Følelser deres Konge og Dronning i denne højtidsfulde Stund. Saa mange Slægter paa begge Sider af Aaen levede i lange Aar under Trykket af Adskillelsen, nu at se Baandene knyttede paany, fylder deres og vore Hjerter med Tanker, som ikke kan udtales.
Stille, dybe Følelser, som paa denne Dag virker med en egen Fylde, vil kalde mange Glædestaarer frem i Øjet, ikke mindst hos dem, der stred gennem Aarene for vor Sag, men hvis Fod nu er for tung til at være til Stede her. De som vi følger i Tankerne Deres Majestæter Velkommen, og takker, fordi den gamle Grænseby Kolding maatte blive Udgangspunktet for Færden, og fordi vi her maatte have den Glæde at modtage vor Konge og Dronning.
Kongen takkede bevæget og udtalte: Min hjertelige Tak, Hr. Borgmester, for de smukke Ord. Det har været Dronningen og mig en særlig Glæde at begynde Turen her i Kolding. Jeg hører jo til dem, der fra Skamlingsbanken ofte har staaet og set mod Syd. Tak til Dem allesammen for den Varme, hvormed vi er blevne modtagne! Majestæterne hilste derefter paa de forsamlede Honoratiores, Veteranerne, de forskellige Foreningers og Korporationers Medlemmer. Dronningen fik overrakt Blomster af Fru Borgmesterinde Bech, Kammerherreinde Bardenfleth og Dansk Kvindesamfunds Formand, Fru Helen Clay-Pedersen. Kongen gik sluttelig hilsende langs den forsamlede Mængde.
Kl. 8.25 fandt Bortkørslen Sted, medens »Hejmdal« saluterede.
Toget gaar mod Syd.
Gennem en Skov af bølgende, rødhvide Flag over de sommergrønne danske Kornvange gled i Lørdags en tusindtallig Menneskestrøm fra det gamle Danmark til det nyvundne Danmark. »Med Blomster i Haar« vendte det genfundne Barn tilbage til Moderen.
En saadan Folkejubel som den, der ombølgede Kongetoget til Sønderjylland, har Danmark næppe nogen Sinde før set Mage til. Men sligt skal opleves — det kan ikke beskrives.
Kl. 8.30 susede det mægtige Automobiltog af Sted mod den faldne Grænse. Hidtil havde Himlen været sløret af et let Skylag, men da Kongetoget nærmede sig sit første Maal, brød Solen igennem. Ved Grænsen var rejst en pragtfuld Æresport. Lidt før Ankomsten til Grænsen var Kongen og hans Følge gaaet ud af Automobiltoget, og paa en Mark ordnedes den Procession, som med Kongen paa den hvide Hest i Spidsen kort efter overskred Grænsen.
Hinsides denne havde en uoverskuelig, festklædt Menneskemængde, hvori Kvindernes Tusinder af hvid-røde Dragter lyste op, taget Opstilling. I forventningsfuld Stilhed afventede Mængden bag Spejdernes primitive Haand-i-Haand-Afspærring Kongens Ankomst. Da saa endelig Kongen red over Grænsen, fulgt af Kronprinsen og nogle Officerer til Hest og Dronningen med det øvrige Følge i Vogne, brusede der op mod ham fra Mængden en Jubel, der skred frem som en Flodbølge ad hans Vej. Hatte og Lommetørklæder bølgede over Mængden, og Kongen nikkede og hilste, mens Bevægelsen synligt var ved at overvælde ham.
P. J. Refshauges Tale.
Efter at Kongen havde overskredet Grænsen, stansede Toget, hvorefter Gaardejer P. J. Refshauge steg op paa en Talerstol, der stod paa venstre Side af Vejen, og holdt følgende Tale:
Allernaadigste Konge! I dette højtidelige historiske Øjeblik, da Deres Majestæt overskrider den Grænse, der nu i saa lang en Aarrække har skilt Danske fra Danske, for at tage det genvundne Land i Besiddelse, har jeg den store Ære som Repræsentant for Haderslev Amt, paa den forsamlede menneskemængdes og paa hele Befolkningens Vegne at udtale til Deres Majestæt det hjerteligste »Velkommen til Sønderjylland«.
Den 22. Marts 1864 satte sidste Gang en dansk Konge sin Fod paa Sønderjyllands Jord, idet Kong Christian den Niende denne Dag besøgte de danske Soldater, der i Dybbøl Skanser kæmpede den sidste fortvivlede Kamp for Sønderjylland. Men aldrig har den sønderjyske Befolkning opgivet Haabet om og Troen paa, at den Dag nok skulde komme, da Danmarks Konge igen skulde holde sit Indtog i dette gamle danske Land. I Troskab har Befolkningen ventet paa og længtes efter denne Dag og Folkefantasien har udmålet sig Danmarks Konges Færd gennem Sønderjylland i de skønneste Billeder. Folket vil i disse minderige Dage søge at skabe den skønneste Ramme om dette Billede. Hvor Deres Majestæt kommer frem, skal vort Flag vaje, og Folket vil møde i Tusinder for at hylde og tiljuble Deres Majestæt det mest begejstrede »Velkommen«. Thi Kærligheden til vort Flag, vort Folk, vort Fædreland er stærk og levende i Sønderjylland, og intet Steds i Danmark er Ærbødigheden og Hengivenheden for Danmarks Konge og hans Hus større end her i Sønderjylland. 56 Aars Fremmedherredømme har ikke formaaet at udslette disse Følelser i vore Hjerter. Vi vidste altid, og tør i Dag udtale vor Taknemlighed for, at Danmarks Kongehus aldrig glemte eller opgav Sønderjylland. Den 7. December 1864 mødie en Skare af sønderjyske Mænd i Kolding for at tage en bevæget Afsked med deres hidtilværende Konge, Deres Majestæts Bedstefader Kong Christian IX. I den Henvendelse, som disse Mænd rettede til Majestæten, hed det til Slutning: Skulde det vise sig, at Befolkningens Ønsker skulde faa nogen Indflydelse paa vor Skæbnes endelige Afgørelse, da beder vi trøstigt Deres Majestæt være forvisset om, at det nok skal vise sig, at Kærligheden til vort gamle Fædreland har dybe Rødder i den slesvigske Befolknings Hjerter. — Efterslægten har ikke gjort disse Mænds Ord til Skamme.
Kærligheden til vort gamle Fædreland har dybe Rødder i vore Hjerter. Derfor valgte vi Danmark. Frit har vi valgt, og Skam og Hæder, Sorg og Lykke vil vi dele med vort Folk, og vort Fædreland vil vi være med til at bære frem mod Dagen ny. Frit vil vi følge og hylde Danmarks Konge, vor Konge, og vi vil give denne vor Hyldest et Udtryk, idet vi tilraaber Deres Majestæt det hjerteligste »Velkommen til Sønderjylland«. Refshauges Tale blev hele Tiden afbrudt af mægtige Ovationer og blev til Slut hilst af et 9-foldigt Hurra og »Kong Kristian«.
Kongens første Hilsen.
Kongen tog straks Ordet og udtalte: Min første Hilsen til Sønderjyderne skal være et »Velkommen hjem«. Hr. Refshauge mindede om min Bedstefaders Tid og den Tids Slægter. Jeg mindes ogsaa min Bedstefader og min Fader, som jeg ønsker havde holdt her i Stedet for mig. Gud velsigne Dem alle sammen. Og lad os saa alle arbejde paa at gøre vort Land sundt og stærkt. Danmark leve. (9-foldige Hurraraab.)
Baade Velkomsttalen og Kongens Svar hilstes med jublende Hurraer, der Gang efter Gang paany spontant brød frem.
Med Vanskelighed lykkedes det atter at faa Toget sat i Gang mod Kristiansfeld — med Vanskelighed, thi Vejen fra Grænsen til Haderslev var nu een Flod af Mennesker. Efter Ankomsten til Kristiansfeld bød den konstituerede Borgmester i Kristiansfeld, Mejeribestyrer A. Gadeberg, Kongen Velkommen, idet han udtalte: Deres Majestæt og Deres Majestæt Dronningen, vort elskede Kongepar, har vi den Glæde i Dag at maatte byde Velkommen her til den første slesvigske By.
Vi glæder os i Haabet om, at det blomstrende Liv, som skabtes her og trivedes ved de danske Kongers Velvilje helt indtil 1864, nu atter maa skyde nye Skud under Deres Majestæts naadige Styrelse og i Genforening med vort gamle Moderland.
Vore Hjerter er i Dag fyldt med usigelig Lov og Tak til Gud, at vi maa samles med Brødre og Søstre under een Konge og eet Fædreland. Gud give Danmarks Konge og det samlede Rige en lykkelig Fremtid. Deres Majestæt og Deres Majestæt Dronningen og hele Kongehuset leve!
Kongen takkede kort.
Derefter satte Toget sig paany i Bevægelse og standsede noget senere ved Tyrstrup Kirke.
Overalt var der store menneskemængder, og det var meget vanskeligt for Følget at trænge sig ind i Kirken og ud igen. Overalt hilstes Kongen med jublende Hurraraab og maatte trykke Folk i Haanden.
Veteraner dannede Spalier fra Indgangsportalen til Kirkedøren. Her modtoges de kongelige af de kirkeældste fra de forskellige Sogne og blev af Provst Nissen, Haderslev, ført op i Koret, i hvis Nærhed Veteranerne havde Plads. Provst Nissen holdt en kort Andagt, og et Kor sang 2 Vers af »Kongernes Konge«.
Kongen og Kongefamilien med Følge besteg derefter de ventende Automobiler og kørte videre til Haderslev.
Paa de 12 Kilometer fra den gamle Grænse ned til Haderslev var der rejst 18 Æresporte, og store Menneskemængder stod opstillede for at hilse paa Kongen, der langsomt passerede forbi eller standsede for at hilse, saaledes ved en Æresport ved »Ladegaard I«.
Mod Haderslev.
Udenfor Byen steg Kongen atter til Hest, og trods et lille Uheld satte Processionen sig snart i Bevægelse mod Haderslev Torv. Her gentoges Hyldestdemonstrationerne, indtil Kongen gjorde Holdt foran Æresporten, der som »Gavlfrise« havde en Skare rødhvidklædte Smaapiger med Blomsterkurve, hvis Indhold regnede ned over Kongen og Dronningen, da de passerede under Æresporten.
Haderslevs Velkommen.
Paa Haderslev Nørretorv holdt Borgmester Th. Møller følgende Tale:
Kgl. Majestæter, Kongen og Dronningen, de tilstedeværende Medlemmer af det kongelige Hus! Paa Haderslev Borgerskabs Vegne hilser jeg Dem hjertelig Velkommen til vor gamle, danske By.
Da Drs. Majestæts kongelige Bedstefader, højsalig Kong Christian IX, i December Maaned i Aaret 1864 i Kolding tog Afsked med den sønderjyske Sendefærd, udtalte Monarken bl. a., at af alle Sorger og Bekymringer i hans korte Regeringstid havde intet nedbøjet Sindet, intet ligget ham saa tungt paa Hjertet som Adskillelsen fra de tro, brave, loyale Slesvigere, der under Tidernes tunge Tilskikkelse havde leveret de mest glimrende Beviser paa Troskab mod Danmark og Hengivenhed for det danske Kongehus, der intet inderligere Ønske nærede end at forblive sammen med Danmark. Monarken udtalte i bevægede Ord sine bedste Ønsker for vor Fremtids Vel og sluttede med at udtale Haabet om en snarlig Genforening. Vi ved, at Drs. Majestæt altid har været besjælet af de samme Følelser.
Siden da er over 55 Aar svundne, to Slægtled er sunkne i Graven, og Begivenhedernes Magt har adskilt, hvad i Aarhundrede har været forenet. Brødre er revet fra Brødre, men trods Løfter og Trusler, trods Vold og Magt, der er øvet mod os i vor Udlændighed, staar Danskheden, Troskaben mod vort gamle Fædreland og Hengivenhed for Danmarks Kongehus lyslevende blandt Haderslevs Borgerskab. Den Tid er forbi, da slesvig-holstenske Myndigheder, deriblandt Haderslevs Borgmester, truede med Bøder og Fængsel de Borgere, som dristede sig til at drage over Grænsen for at tage Afsked med Landets gamle Konge. Naar nu Drs. Majestæt i Dag kommer til os som Ætling af det danske Kongehus, som Landets lovlige og retmæssige Konge, da tiljubler Haderslev Borgerskab Drs. Majestæter og hele det kongelige Hus et hjerteligt Velkommen. Alle Hjerter er Overstrømmende af den Glæde, de føler ved sammen med det danske Folk at kunne samles under Drs. Majestæts milde Scepter.
Denne vor overstrømmende Glæde blandes dog med stille Vemod ved Tanken om de Tusinder af Danske, der Syd for Landets Grænse i Dag med blødende Hjerte og taarefyldte Blikke stirrer mod Nord, fordi de ikke kan deltage i denne vor Glædesfest. Vi vil mindes disse vore trofaste Brødre og Søstre og sende dem en deltagende og taknemlig Tanke, men vi vil tillige i Taknemlighed mindes de historiske Paaskedage i indeværende Aar, da Drs. Majestæt i et kritisk Øjeblik stillede Deres Person i Breschen for Danmarks nationale Ære.
Genforeningsdagen er nu oprunden.Drs. Majestæt kommer til os i Højsommertid. Vi vil opfatte dette som et Varsel om Sommertid for vort gamle Fædreland og for vort Folk. I Endrægtighed vil vi sammen med det danske Folk fylkes om Drs. Majestæt, vor folkekære Drot, med Ønsket om, at Gud vil velsigne og bevare Drs. Majestæter og hele det kongelige Hus, at Genforeningen maa blive til Held og Lykke for vort fælles, gamle Fædreland, et større Danmark, og at Begivenheden, vi fejrer i Dag, maa ryste Sjælen og vække Aanden, styrke Hjertet og ruste Haanden til dansk, til stor og til herlig Id, til Danmarks Frelse i Nødens Tid.
Disse vore Ønsker vil vi sammenfatte i et: Leve Drs. Majestæter Kongen og Dronningen og hele det kongelige Hus! og bekræfte dette med et nifoldigt Hurra.
Kongens Svar.
Hs. Maj. Kongen tog straks Ordet og svarede:
Hr. Borgmester! Paa Dronningens og egne Vegne bringer jeg en dybtfølt Tak for de Ord, De rettede til os. Vi takker ogsaa for den Modtagelse, vi har faaet i den gamle danske By Haderslev. Gud alene Ære, og takket være Deres Trofasthed og de allierede Magters Sympati skyldes det, at vi atter kan række hinanden Haanden paa gammel sønderjysk Grund. Gud velsigne Deres Fremtid hernede, og Gud velsigne vort gamle Fædreland og Lykke og Held i Fremtiden! Vi vil samles i et Leve for gamle Danmark!
Atter brød Hyldestdemonstrationerne ud, og en Regn af Blomster indhyllede Kongen, da han red frem. Og nu tildrog der sig et Optrin, som i sin simple Symbolik dybt rørte alle, der blev Vidne til det.
Idet Mængden trængtes om at komme nær for at se Kongen, rakte en Kone sin lille, hvidklædte Pige op mod Kongen, for at hun skulde se ham. Men den lille strakte uvilkaarlig Armene ud mod »Manden«, og dette Syn kunde Kongen ikke modstaa, han greb den lille Pige og løftede hende op paa Saddelen. Den lille Pige lagde tillidsfuldt sine smaa Arme om Kongens Hals, og Kongen trykkede et Kys paa hendes Mund, mens Taarerne strømmede ned over hans Kinder. Saaledes tog Kongen Fremtidens Sønderjylland i Besiddelse, symboliseret i denne lille Pige.
Der afholdtes nu en Gudstjeneste i Byens Kirke, hvor Biskop Koch talte.
Herefter besøgte Kongen Krigergravene, og der kørtes en Tur gennem den af hvid-røde Flag helt tildækkede By, hvis Hyldest til Kongen og hans Følge overalt, hvor han kom frem, steg op mod ham med en Jubel, som var ægte. Ind blandt de noget ensformige Hurraraab lød pludselig med Stentorrøst Raabet »Kom snart igen!« hvortil Kongen glædesstraalende nikkede og smilede, medens en sand Bifaldsorkan brød løs.
Ved Afrejsen fra Haderslev takkede Direktør Christensen Kongen for Besøget.
Kongen takkede og udtalte: da jeg i Dag tog den lille Pige op til mig ved Grænsen, stod det for mig, som om Sønderjylland og gamle Danmark mødtes.
Efter Afsyngelsen af Fædrelandssaage afsejlede Skibet til Aabenraa, hvor Ankomsten i den pragtfuldt smykkede Havn skete Kl. ca. 7.
Kongemodtagelsen her formede sig festligt og storstilet. Da »Dannebrog« ankom Kl. 6|, lagde det til ved Nordre Mole. Det gamle Sagn, at ea dansk Konge vilde komme til Aabenraa sejlende og Sydfra holde indtog i Byen, gik dermed i Opfyldelse. Paa Molen, hvor samtlige Ministre havde taget Opstilling, saas desuden fhv. Minister H. P. Hanssen, Stiftamtmand Haarlev og de øvrige Centralembedsmænd i Sønderjylland samt kommunale ’Embedsmænd og Aabenraa Byraad. Ved Landstigningen bød Amtmand Kr. Thomsen Velkommen. Han sagde bl. a.:
Paa Aabenraa Amts Vegne har jeg den Ære at byde Deres Majestæt Velkommen til dette gamle danske Amt, hvis Historie paa ethvert Punkt vidner om, at her har fra Arild danske Konger hersket. Med Længsel har Befolkningen imødeset den Dag, da en dansk Konge, en Konge af den gamle Korgestamme, der med gamle Traditioner er knyttet til Sønderjylland, atter skulde betræde vor By. I de tunge Tider efter den ulykkelige Krig, der adskilte os fra vort Moderland, tog ’Befolkningen Afsked med Hs. Majestæt Kong Christian IX. Det er os derfor en stor Glæde i Dag at kunne hilse en Sønnesøn af Kong Christian IX, hvis Minde altid er blevet holdt højt iÆre hos os. Velkommen som Konge og Hersker. Vi véd, at Deres Majestæt og Hds. Majestæt Dronningen og hele det høje kongelige Hus omfatter de sønderjyske Landsdele med samme varme Følelser, der besjælede Hs. Majestæt Kong Christian IX, og vi har fuld Tillid til, at vi under Deres Majestæts Scepter gaar en lys og lykkelig Fremtid i Møde.
Kongens Svar.
Kongen udtalte: Paa Dronningens og egne Vegne bringer jeg den varmeste Tak for Deres Velkomsthilsen Det er Guds Vilje, der nu sker FyldestTak for den Trofasthed, De har vist vort gamle Fædreland. Jeg takker Dem, fordi De mindes min Bedstefader, og beder Dem lade noget af den Kærlighed, som de viste ham, komme over paa mig, og jeg beder Dem: Kom trygt til mig med alt, hvad De har paa Hjertet. Jeg beder ”Dem forene Dem med mig om en Hyldest for vort gamle Fædreland.
Byens Hilsen.
Kongefamilien kørte ’derefter gennem den flagsmykkede By til Raadhuset under Mængdens Hurraraab.
Borgmester Fink holdt her Talen:
Der er blevet overdraget mig den store Ære at byde Deres Majestæter Velkommen til Aabenraa. Det har været os Aabenraaere en særlig Glæde, at Deres Majestæter valgte at gæste vor By ad Søvejen. Nu er Frihedens Time slaaet. Som danske Statsborgere hører vi i Dag Landets Konge og Dronning og se ueres Majestæter i Dag komme-sejlende til Byen. Det saavel som Deres Majestæters hele festlige Indtog tager vi som et Symbol paa, at nu sprænges alle de gamle Skranker og snærende Baand. Aabenraa byder med et: Gud signe Deres Majestæter Landets Konge ogDronning et hjertelig og jublende Velkommen til vor By, idet vi raaber et nifoldigt Hurra for vor Konge og vor Dronning!
Kongen svarede: Paa Dronningens og mine Vegne beder jeg Dem modtage en dybtfølt Tak for Deres varme Hyldest til os. Vi er nu forbundne i Samfund og maa fælles bære Ansvaret derfor. Held og Lykke følge vort gamle Fædreland!
Under stormende Hurraraab og medens rød- og hvidklædte, unge Piger fra Raadhusets Trappe kastede Blomster ned over Kortégen, kørte de kongelige Herskaber til »Folkehjem«.
Tyskere, der vil være loyale.
Under Opholdet havde Haderslevs Byraads Medlemmer Foretræde hos Kongen. Bygmester fiirgensen udtalte paa den tyske Gruppes Vegne, at Tyskerne vilde være loyale Borgere, og at det var dem en Glæde at se Kongen! i Haderslev. Kongen udtalte: Ogsaa hos os vil De finde Forstaaelse, saafremt de holder dem Loven efterrettelig.