Kongeegen for evigt

–

Foto: Michael Stoltze.

Kongeegen i sin grønne dragt fotograferet en sommerdag i juni.

Kongeegen i sin grønne dragt fotograferet en sommerdag i juni. – Foto: . / Scanpix

Olaf Rud malede egetræer på halvøen Skejten ved Guldborgsund. Dette er et af de to værker, der i dag ...

Olaf Rud malede egetræer på halvøen Skejten ved Guldborgsund. Dette er et af de to værker, der i dag hænger i folketingssalen på hver sin side af hoveddøren til salen. – Foto: Folketinget.

Kongeegen i Jægerspris Nordskov i Hornsherred slog rod i jernalderen og er stadig sprællevende. Med en skønnet alder på mellem 1400 og 1900 år er det måske verdens ældste eg. Og den kan leve længe endnu. Måske for evigt

I den nordøstlige udkant af Jægerspris Nordskov i Hornsherred, tæt ved strandengene ud mod Roskilde Fjord, findes de tre berømte ege: Kongeegen, Snoegen og Storkeegen.

Snoegen og Storkeegen satte blade for sidste gang i henholdsvis 1991 og 1980 og står nu tilbage som enorme torsoer. Men den ældste af de tre berømtheder, Kongeegen, bliver stadig grøn hver sommer.

På en lys vinterdag, hvor solen glimtvis tittede frem mellem sprækker i det tynde skydække, besøgte jeg Kongeegen. For det er om vinteren, når skoven er nøgen, man bedst får indtryk af denne mærkværdige olding, som mange anser for verdens ældste egetræ.

Fra parkeringspladsen ved Skoven Kirke er der en godt tre kilometer lang vandretur gennem Jægerspris Nordskov, før man når frem til den fugtige, sorte skovvej, der i et lille sving løber tæt forbi Kongeegen.

Dér står den så egen, der har levet sit liv her siden jernalderen.

Den første umiddelbare tanke, når man på afstand ser ind til det berømte træ, er ikke ligefrem ærefrygt. Det er snarere et lidt skuffende: Er det virkelig Kongeegen?

Set fra skovstien gennem den vinternøgne skov er der nemlig ikke megen kongelig statelighed over træet. Som en mørk, knudret og frønnet rest af noget, der engang har været en lav, tyk og bredkronet eg med en omkreds på hele 14 meter, ligner Kongeegen mere en ældgammel gnom end en konge.

Men ærefrygten, magien og kampen mellem liv og død bliver med et trylleslag nærværende, når man kommer tættere på oldingen.

Træet er klogeligt beskyttet mod for nærgående entusiaster af et lavt og svært hegn af egekævler, som slår ring om voksestedet. Området holdes så tilpas fri for skyggende bøg og ahorn, at Kongeegens krone på den ene side får livgivende lys, og på den anden side bliver beskyttet mod farlige stormvinde. Inden for det lave hegn myldrer bøge op som små djævle i sær kontrast til den gamle gnom. De bliver med jævne mellemrum fjernet af hensyn både til Kongeegen og publikums mulighed for at se ind til jernaldertræet.

Set tæt på er Kongeegen et studium i alderdommens landskab af liv, død og forfald. En af de tykke sidegrene, der er helt død og mosgroet, balancerer som et forvredet monster på tre svære gaffelkrykker, som skovvæsenet har sat op.

Egen har været hul i århundreder, og i løbet af det 19. og 20. århundrede har træet mistet omfang. I 1973 faldt den største hovedgren til jorden, og hele træets østlige halvdel er væk, så man nu ser direkte ind på stammens ormstukne indre, der er frønnet i alskens bløde nuancer af grønt.

Men mod vest er der liv i oldingen. Frisk bark og ved smyger sig som et levende favntag om de resterende dele af egens indre. Og fra dette levende væv udgår mirakuløst stadig sunde, knoppede grene, der er parate til at danne en fuld kuppelkrone af egeløv og agern, når sommeren kommer igen.

Ingen ved præcist, hvornår Kongeegen slog rod i den sjællandske muld, men det skete formentlig i den sidste halvdel af jernalderen for mellem 1400 og 1900 år siden.

Egen regnes for at være Danmarks absolut ældste træ og det eneste, der med næsten 100 procents sikkerhed er mere end 1000 år gammelt. Der er hårdnakkede myter om andre lige så gamle træer, blandt andet den metertykke taks ved Bromølle Kro på Vestsjælland. Men den er faktisk kun omkring 200 år gammel.

Danmarks skove rummer 28 arter af vildtvoksende træer.

Og hvis man ser bort fra de mest sjældne og slår nogle af de nærtstående sammen, er der kun en lille, eksklusiv familie på 19 medlemmer, som det er både let og en fornøjelse at lære at kende: eg, bøg, ask, skovfyr, birk, elm, lind, løn, kirsebær, el, pil, navr, asp, avnbøg, taks, røn, ene, kristtorn og hæg.

Kongen og dronningen i familien kan ikke være andre egen og bøgen.

Bøgen blev i 1936 valgt som Danmarks nationaltræ (og rødkløveren (!) som nationalblomst), men ved en afstemning om Danmarks nationaltræ blandt seerne af det populære program En naturlig forklaring i 1999, vandt egen knebent over bøgen. 41,0 procent stemte på egen som nationaltræ, mens 40,6 procent foretrak bøgen.

Nationaltræ eller ej egen er ubestridt skovens konge.

Egen, skovens krogede regent, er tilpasset ekstremer. Den tåler vand om rødderne, både ferskt og brakt, og gror derfor tit ved bredden af søer, sumpe og brakke strandenge.

På den anden side klarer den sig også i hårdt græssede landskaber som Klampenborg Dyrehave nord for København eller på halvøen Skejten ved Guldborgsund, hvor kunstnren Olaf Rude i sin tid malede de gamle egetræer, som pryder folketingssalen i dag.

Egen trives også på tørre eller sandede og vindomsuste bakkekamme, og selv i den vildeste klit kan egene vokse og gennem århundreder grønnes i kronetoppen, mens hele resten af træet er begravet i flyvesand. Det er de såkaldte løvklitter, hvor klitten omslutter et eller flere egetræer. Så i stedet for hjelme er klitterne dækket af egeløv.

Mens bøgetræer sjældent bliver mere end 300 år, før svampe og råd gør det af med dem, har egene ikke rigtig nogen nærmere øvre alder. Så under heldige omstændigheder kan de blive uhyre gamle. Og Kongeegen har været rigtig heldig.

Kongeegen begyndte formentlig sin tilværelse i et krat eller et skovbryn ud mod strandengen eller en sump i jernalderlandskabet.

I jernalderen var det stærke egetømmer eftertragtet af mennesker til byggeri af de imponerende huse, men forvredne og knudrede ege var svære at hugge til og derfor uegnede. Til gengæld var de lave og kroge ege skattede på grund af deres nærende agern, som de ofte kastede i store mængder til glæde for oldensvinene.

Derfor blev de gamle ege skånet som oldentræer gennem århundreder. Selv da Danmarks skovareal på grund af brændehugst, kulsvidning, græsning og hugst af træer til skibsbyggeri omkring år 1800 nåede ned på at dække under fire procent af landets areal, var der masser af de ældgamle oldenege tilbage.

I 1805 udstedte Christian VII sin såkaldte fredskovsforordning, hvorefter alle skove skulle beskyttes med gærder og friholdes for græsning.

Ordningen var startskuddet på genrejsningen af Danmarks skove, men betød også døden for flertallet af de gamle ege. Uden græsning og med indførsel af dræning og det såkaldte ordnede skovbrug med parceller af bøg (og siden indført rødgran i massevis), blev egen fortrængt, hugget ned til brænde eller skygget ihjel.

Kun på steder med fortsat skovgræsning eller en bevidst skovdrift, der friholdt egetræerne, klarede de gamle kæmper sig. I Jægerspris Nordskov var der græsning flere steder i skovene indtil begyndelsen af det 20. århundrede, og det sikrede gode forhold for egene og for en rig natur af planter og dyr, som var knyttet til skovlysninger.

En af de mest berømte skabninger var sommerfuglen mnemosyne (også kaldet sort apollo), som havde sit sidste danske levested her frem til 1961. Den er uddød i Danmark nu, men lever videre i poesiens univers, hvor Inger Christensen i 1991 udødeliggjorde den i mesterværket Sommerfugledalen.

Mens Storkeegen og Snoegen ikke klarede sig gennem det 20. århundrede, er Kongeegen i gode hænder nu, og den vil sikkert klare sig en rum tid fremover. Ingen ved hvor længe.

Et menneskes liv fortsætter genetisk gennem børn og familie i et slags kontinuum, men for det enkelte menneske er døden en brat afslutning, hvor den afdøde kun lever videre i erindringen blandt de efterladte. For træer er det anderledes.

Livslængden for planter og træer er slet ikke så veldefineret, som man skulle tro. Mange planter kan nemlig formere sig ved skud i det uendelige skud, der er identiske kloner. En hvid anemoneplante i skoven eller en tue kæruld i en højmose kan derfor sagtens være mange tusinde år gammel. Aspetræer og andre arter, der formerer sig med rodskud, kan i princippet også leve i tusindvis af år.

I foråret 2008 påviste forskere, at et grantræ i Darlarne i Sverige med sikkerhed havde levet i over 10.000 år. Og det er ikke usandsynligt, at der rundt omkring på Jorden findes træer, der som kloner har levet i flere millioner år.

I dag er friske grene fra Kongeegen blevet podet, så der nu vokser genetisk 100 procent tro kopier af træet flere steder i Danmark. Kopierne vokser pænt til i den gode danske muld, og går sikkert en tryg fremtid i møde.

Når jernaldertræet i Jægerspris Nordskov om forhåbentlig mange år sætter sit sidste blad og i løbet af 100 år (så længe tager det for en gammel eg) går helt i opløsning, vil det altså leve videre andre steder.

Kongeegen vil bestå for evigt!

indland@kristeligt-dagblad.dk

Michael Stoltze er biolog og forfatter.