Kongen svarer på kritik i ny bog: ”Troens styrke ligger ikke i, om Gud er nævnt”

I dag udkommer kong Frederik X med en ny bog, hvori han svarer på kritikken af, at han i sit valgsprog ikke nævnte Gud

Kong Frederik X under proklamationen på Christiansborgs Slotsplads i København søndag den 14. januar 2024.
Kong Frederik X under proklamationen på Christiansborgs Slotsplads i København søndag den 14. januar 2024. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.

I dag udkommer kong Frederik X med bogen "Kongeord". Det skriver Kongehuset på Instagram. 

I bogen deler Kongen sine tanker om sit valgsprog:

Denne artikel er en del af denne serie:
De kongelige

"Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark." 

Valgsproget præsenterede han søndag, da han blev udråbt som konge af Danmark. Siden har valgsproget fået kritik for ikke at nævne Gud. Blandt andet er valgsproget på lederplads her i avisen blevet kaldet "urovækkende", da kong Frederik X som den første regent siden Frederik VII ikke nævner Gud. 

"Gud [er et] udtryk for kontinuitet i den danske kultur. Ved at bryde med traditionen peger man symbolsk på en vej frem uden Gud. Hvad enten man har ønsket det eller ej," skrev Kirke&Tro-redaktør Anders Ellebæk Madsen. 

I opslaget på Instagram kan man i et citat fra bogen se, at Kongen svarer på valgsprogskritikken: 

"Troens styrke ligger ikke i, om Gud er nævnt i et Kongeord, men i at vi som mennesker, som folk, føler os forbundne til hinanden gennem vores kristne tro," står der. 

I bogen forklarer Kongen, at selvom Gud ikke er nævnt i valgsproget, knytter særligt ordet “forbundne” sig til Gud: 

"Nogen vil måske undre sig over, at jeg ikke nævner Gud eksplicit i mit kongeord, men for mig indgår Gud i forestillingen om at være 'forbundne'", står der: 

“‘Forbundne’ knytter hver og en af os til noget større end os selv, og dette større kan ses som forbindelse til andre mennesker, til Gud og vores fælles historie."

I bogen fortæller kong Frederik X desuden, at tro fylder "meget mere" i hans liv nu end tidligere. Han holder af at komme i kirken, og han og dronning Mary har altid bedt aftenbøn sammen med deres børn, står der:

"For min hustru og mig — og for mange andre danske forældre, vil jeg tro — er aftenbønnen et lille, men levende udtryk for vores tro, som vi ikke vil undvære."

Siden tronskiftet den 14. januar, hvor dronning Margrethe II abdicerede, har bøger om kongefamilien domineret bestsellerlisterne. Hos boghandlen Saxo ligger der lige nu seks bøger om kongefamilien i deres top 20-liste.