Drabene i den idylliske provinsby Kongsberg i Viken-området sydvest for Oslo i sidste uge blev pinligt nok begået af en dansk statsborger. Men Kongsberg vidner selv om den mangeårige forbindelse mellem de to lande. Sølvminebyen var en vigtig indtægtskilde for det oldenborgske monarki i 1600- og 1700-tallet, indtil Norge i 1814 kom i union med Sverige.
Bjergstaden Konningsberg og det kongelige sølvverk blev grundlagt af kong Christian 4. i 1623, efter at der var blevet fundet sølv året før. Minearbejderne blev hentet fra sølvgruberne i Sachsen og Harzen. Udvindingen foregik ved at opvarme klippen i lange minegange. Alle gruber fik tyske navne, gudstjenesten var først kun på tysk, senere både på tysk og dansk-norsk. Arbejdet fulgte den tyske bjergretsordning, arbejderne var klædt i tyske bjergmandsdragter og modtog efter tysk forbillede gratis lægehjælp, pension og sygeløn.
Ejerskabet til gruberne varierede gennem årene. I slutningen af 1600-tallet drev hertugdømmet Kurland i Letland gruber i Kongsberg og Eidsvoll, som finansierede Kurlands kolonier i Nordamerika.
Den dansk-norske fællesstat er en arv fra Kalmar-unionen i 1397, men som fælles stat var den et resultat af 1530’erne. I 1536 fremgik det af ”Norgesartiklen” i Christian 3.’s håndfæstning, at Norge skulle være under den danske krone på linje med de ”andre lande” Jylland, Fyn, Sjælland og Skåne.
Så galt gik det ikke, men det danske Rigsråd ønskede at forhindre Christian 3. i at få Norge som selvstændig base og undgå norske medlemmer af Rigsrådet. Der var ikke tale om et ”tvillingerige”, da Norge kun havde en tredjedel af Danmarks befolkning og det halve af hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Den norske adel var uddød under 1300-tallets klimakrise og pestepidemi.
Norges underordnede stilling i Oldenborg-monarkiet ændrede sig med tabet af Skånelandene i 1658 og den norske økonomiske vækst i 1700-tallet, så der blev mere ligevægt mellem de forskellige dele af riget, især efter at Slesvig i 1720 og Holsten i 1773 blev inkorporeret. Med enevælden i 1660 var en norsk særstilling ikke i styrets interesse. I stedet for en formel jævnbyrdighed mellem Danmark og Norge styrkedes den centrale fællesadministration i København. Derfor er det skønmaleri at omtale staten som ”dobbeltmonarkiet Danmark-Norge” eller ”tvillingeriget”.
Hensigten i København var at udvikle Helstaten til en multi- eller snarere overnational stat regeret af et kosmopolitisk bureaukrati, hvoraf mange kom fra det tysktalende Europa. Den kongelige historiograf Andreas Hojer eksperimenterede i 1728 med at kalde staten for ”Tvillingeriget”, mens andre fremstillede porcelænsfigurer forestillende ”Trefoldigheden” af Danmark, Norge og Holsten efter 1773.
Men det var camouflage. Helstatens centraladministration var fælles, den tænkte centralistisk og forsøgte i 1700-tallet at udvikle en fælles ”patriotisk” overnational identitet for alle dele af det vidtstrakte rige, der hvilede på norsk tømmer og jernmalm, som blev udvekslet med korn fra Jylland importeret via Ålborg, Larvik og Kristiansand. Samt sølvminen i Kongsberg.
Kongsberg var ved folketællingen i 1764 Norges næststørste by efter Bergen, og i 1770 beskæftigede sølvminen 4000 mand. 1760’erne og 1770’erne var gode år for sølvværket, og kirken fra 1761 vidner om velstand og fremtidstro.
Men Englandskrigene var hårde ved helstaten. I 1805 blev driften i minen indstillet, og i 1810 lagde en storbrand meget af byen i aske.
I 1814 blev Kongsberg Våbenfabrik oprettet for at bøde på arbejdsløsheden. Det blev begyndelsen til et norsk militær-industrielt kompleks. I 1816 blev grubedriften genoptaget og fortsatte til 1957. I dag er der endnu sølv i fjeldene rundt om Kongsberg, men det er ikke rentabelt at drive minen, der er blevet til museum.
I midten af 1980’erne kom den statsejede Kongsberg Våbenfabrik i vanskeligheder efter anklager om salg af militær teknologi til den kommunistiske Østblok. Efter en rekonstruktion lever store dele af virksomheden i dag videre i den fredelige provinsby. Indtil mordene i onsdags. Der er mange forbindelser mellem dansk og norsk ud over den aktuelle tragedie.
Uffe Østergaard er Professor emeritus på Copenhagen Business School