Prøv avisen

Konkurrencestaten er fuld af faldgruber

Kristian Weise, direktør i Cevea

Vi risikerer at blive slaver af vækst, mener Cevea-direktør, som ønsker sig velfærd med fokus på relationer

I den uafhængige centrum-venstre tænketank Cevea arbejder direktør Kristian Weise på at udvikle alternativer til konkurrencestaten. Relationel velfærd kalder han det. Tanken er, at det er mødet mellem mennesker, der er det centrale i velfærden og gør en forskel.
 
”Når en lærer møder en elev i øjenhøjde, når en sygeplejerske giver andet end bare medicin men også er der for patienten. Eller når en sagsbehandler taler med en langtidsledig og ikke bare giver kontanthjælpen, men opbygger en relation som kan være afgørende for om personen kommer på fode igen. Det er relationel velfærd,” forklarer han.

Alternativerne er nødvendige for konkurrencestaten er ’fuld af faldgruber’, mener Kristian Weise.

”Det er uheldigt, hvis man italesætter konkurrencestaten som det, der skal kendertegne vores samfund. Der er stor risiko for, at den tænkning, der ligger bag konkurrencestaten, og som bliver mere og mere udbredt, reducerer os mennesker til konkurrencestatens egne små soldater. Vi kan se det på måden, der bliver lavet politik på. Politik i dag handler stort set kun om økonomiske prioriteringer. Vi risikerer at blive slaver af vækst.”

Efter hans vurdering bliver politikerne presset af erhvervslivet til at tænke økonomisk, men også embedsværket selv, bliver skolet til at tænke, at økonomi står højest, siger Cevea-direktøren.

”Finansministeriet er det mest magtfulde ministerium og fungerer samtidig som rugekasse for dem, der skal bestemme i andre ministerier. Efter undervisningsminister Antorini er finansminister Bjarne Corydon den, der har talt mest om folkeskolereformen. Meget uddannelsespolitik laves i dag med regneark, og det bærer den tydeligt præg af. Dem, der arbejder med uddannelse og uddannelsespolitik, oplever, at fokus over de seneste årtier er flyttet til de økonomiske værdier, og at demokrati og dannelse er kommet i baggrunden,” siger han.