Prøv avisen

Konkurrencestaten går sin sejrsgang

Silvio Berlusconi træder tilbage Foto: Leif Tuxen

Hvor arbejdsmarkedspolitik tidligere var et vedhæng til socialpolitikken, er det i dag omvendt, skriver politisk kommentator Tim Knudsen

Jeg tror på konkurrencestaten. Ordene er finansminister Bjarne Corydons (S). Men mange andre er voldsomt imod konkurrencestaten. Hvad er man egentlig uenige om?

En konkurrencestat er en stat, der vil totalmobilisere hele samfundet i økonomisk konkurrence med andre stater. Man konkurrerer om at blive globalt førende i økonomisk vækst. Den udvikling har vi i høj grad set også i Danmark. Der er bekymring over, at Danmark er sakket agterud i den globale vækstkonkurrence, men kritikere af konkurrencestaten peger på, at der også bør tages hensyn til mennesker, miljø og klima.

Konkurrencestaten kræver meget af sine borgere. Nok kan konkurrencestaten godt levere service til borgerne. Men princippet er så vidt muligt noget for noget. Borgerne skal som modydelse levere gode bundlinjer i hele samfundet. Velfærd ud fra et barmhjertighedsprincip om noget for intet gjaldt til en vis grad i velfærdsstaten. Det princip er der mindre og mindre plads til.

Forberedelsen til at være økonomisk effektive samfundsborgere føres helt ned i børnehaven, som er blevet mere skoleagtig.

I skolerne lægges der vægt på individuel udvikling af kompetencer i stedet for velfærdsstatens vægt på forberedelse til samarbejde og demokratisk deltagelse.

LÆS OGSÅ: Konkurrencestat og hypermarked

Gennem individualiseret løn og konkurrence mellem kolleger gives der på arbejdspladserne incitamenter til at præstere mere. Kritikerne indvender, at det skader fællesskab og samarbejde. Hvorfor taler vi ikke mere om sammenhængskraft, spørger de forundret ? Det var jo et politisk slagord for bare få år siden.

De, der ikke har jobs, skal aktiveres. Hvor arbejdsmarkedspolitik for et halvt århundrede siden var et vedhæng til socialpolitikken, der er socialpolitikken blevet et ubetydelig vedhæng til beskæftigelsespolitikken forbeholdt de, som ikke passer på arbejdsmarkedet.

Der er i den danske konkurrencestat langt mindre fokus på socialpolitik end på arbejdsmarkedspolitik, hvor det for et halvt århundrede siden var omvendt. Der har snart i et kvart århundrede ikke været nedsat en kommission, som arbejdede med socialpolitik. Der er kun beskæftigelsespolitik tilbage. Kritikere peger på, at vi risikerer at glemme flere og flere svage grupper og blive umenneskelige i vore krav til andre.

Sundhedspolitikken drejer sig ikke længere kun om at hjælpe de syge. Det drejer sig mere og mere om forebyggelse, så borgerne kan være fit for fight i arbejdslivet længst muligt. Kritikere peger på, at vi ikke skal vurdere syge på, hvor nyttige de er for samfundet. Vi skal under alle omstændigheder hjælpe.

I konkurrencestaten drejer det sig også om at få flest muligt til at arbejde længere. De tider, hvor arbejdsugen blev forkortet, er forbi. Nu går bevægelsen den anden vej.Kritikere peger på, at livet kan blive umenneskeligt stresset for børne-familier.

Konkurrencestaten går også ud på, at pensioneringen skal udskydes. Kritikere peger på, at vi skal passe på, at vi ikke bliver umenneskelige over for syge, ældre og nedslidte på arbejdsmarkedet.

Produktiviteten skal øges gennem stordrift og konkurrence mellem virksomheder.

Netop nu har vi en debat om, hvor vidt der skal etableres flere storcentre i detailhandelen for at øge konkurrencen og effektiviteten på dette område. Uenighederne går både på, om stordrift altid øger effektiviteten, men også på om der dog ikke er andre hensyn i denne verden end økonomisk effektivitet. For eksempel til livet i de gamle midtbyer.

Den seneste kommunalreform er et andet eksempel. Den har gavnet stordrift og muligvis også økonomisk effektivitet. Men den har skadet det lokale demokrati og øget afstanden til sygehuse, skoler og biblioteker.

Politik er at afveje mange, ofte modstridende hensyn. Men intet parti i nærheden af regeringsmagt tør gå stik imod konkurrencestaten.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator