Vinteren har ikke kunnet bestemme sig for, om den vil være mild eller hård. December lagde ud med snedække og tocifrede frostgrader, men julen blev grå og lun for årstiden.
Vejret ligner et forvarsel om den politiske uforudsigelighed for 2023. Vil arbejdsløsheden komme væltende, vil energi- og fødevarepriserne fortsætte deres himmelflugt, eller lykkes det at afværge de værste trusler? Kommer der styr på sundhedssektoren, og hvad bliver der af de ambitiøse klimamål?
Meget vil afhænge af, hvornår krigen i Ukraine får en ende, men også det svæver i det uvisse.
Netop krise og krig var de nøgleord, som overraskende for mange fik Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne til at finde sammen i en bred midterregering efter valget.
Det var den regering, statsminister Mette Frederiksen (S) og ny udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) talte varmt for i valgkampen. Men som den nye forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) blankt afviste.
Han har siden erkendt, at det var et løftebrud, og vælgerne har i de første meningsmålinger kvitteret ved at give Venstre endnu lavere tilslutning end ved valget. Den var i forvejen ikke prangende.
Men det brede regeringssamarbejde er og bliver et eksperiment. En af de store udfordringer er, at det er en trebenet taburet, som vælter, hvis blot et af benene knækker. Partierne er naturligvis forberedt på dårlige meningsmålinger, og her i begyndelsen af samarbejdsperioden vil de ikke udløse noget knæk. På længere sigt kan det dog blive kritisk, hvis for eksempel Venstre fortsat ligger så lavt.
Mere afgørende er det, om partierne internt kan holde sammen på folketingsgrupperne, når der skal træffes upopulære beslutninger. For det skal der. Regeringens rationale hviler på fortællingen om, at Danmark står over for en række meget vanskelige udfordringer, som kræver svære politiske beslutninger. Det ligner en tilbagevenden til det politiske kriseklima, som prægede Danmark i årene efter finanskrisen i 2008.
Dengang indskrænkede man efterlønsordningen og halverede den maksimale dagpengeperiode for at øge udbuddet af arbejdskraft. "Nødvendighedens politik" blev det kaldt. Især under Helle Thorning-Schmidts (S) regeringer fra 2011 til 2015 blev det et kontroversielt begreb, fordi det antydede, at der kun var én politisk løsning på krisen.
Mette Frederiksens første regering prøvede derfor af al magt at løsrive sig fra det begreb. Der skulle regnes på en ny måde end hidtil i Finansministeriet, og reformer for at øge arbejdsudbuddet skulle ikke længere nødvendigvis udsætte pensionstidspunktet eller forringe de offentlige ydelser.
Med det nye regeringsgrundlag er SVM-regeringen vendt tilbage til netop nødvendighedens politik. Eller endnu mere teknokratisk: til implementeringens politik. Fint nok, at der i sidste valgperiode blev indgået mange højstemte klimaaftaler for at nå målet om 70 procents reduktion af udledningerne af klimagasser i 2030. Nu skal aftalerne imidlertid implementeres. Målet nås ikke alene med højtravende målsætninger på Christiansborg.
Karakteristisk for nødvendighedens og implementeringens politik er, at regeringen vil nedsætte ikke færre end 12 nye kommissioner, ekspert- og arbejdsgrupper til at forberede politiske tiltag.
Det minder om den måde, Anders Fogh Rasmussen (V) førte politik på i 2000'erne. Kommissioner blev sat til at gøde jorden for svære politiske beslutninger. Det skete for eksempel både med Strukturkommissionen, som forberedte kommunalreformen fra 2007, og særligt Velfærdskommissionen fra 2005, som formede byggeklodserne til velfærdsforliget året efter.
Netop velfærdsforliget var en bred aftale hen over midten, som også Socialdemokratiet stod bag – med det erklærede mål at gøre velfærdsstaten økonomisk holdbar på længere sigt.
Præcis samme tanker ligger bag de reformer, som SVM-regeringen har forhandlet sig frem til. Studerende skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet, og ældre skal helst blive der lidt længere. Selvom dansk økonomi er stærk, skal der skaffes endnu flere penge til stigende forsvarsudgifter og til at betale det sundheds- og plejepersonale, som det offentlige mangler så desperat. Investeringerne i klimaomstillingen kræver også sit.
Sat på spidsen er dansk politik vendt tilbage til normalsituationen de seneste 40 år, selvom en regering hen over midten er alt andet end det normale. Det er derimod konsensuspolitikken hen over midten.
Her har regeringer, ledet på skift fra højre og venstre, gennemført en lang række skatte-, pensions-, arbejdsmarkeds- og velfærdsreformer, som har lagt grunden til dagens samfund. Reformerne har i lange perioder haft det primære formål, at de skulle øge udbuddet af arbejdskraft.
Det har været nøglen til at fremme erhvervslivets aktivitet, familiernes velstand og ikke mindst skatteindtægterne til at finansiere verdens største offentlige sektor og alle de gaver, skiftende politikere gerne vil begunstige deres vælgere med.
Sagt på en anden måde har virkelig mange kunder, ekspedienter og andelshavere i "Brugsforeningen Danmark" – som historikeren Palle Lauring yndede at kalde landet – set deres fordel i konsensuspolitikken på midten.
Til det billede hører imidlertid, at store og ofte upopulære reformer også har skabt folkelige og politiske protester. I 1980'erne demonstrerede hundredtusinder af mennesker mod den daværende konservativt ledede regerings reformer.
Velfærdsforliget fra 2006 fik ikke helt så mange på gaden, men højlydte protester var der. Da Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering gennemførte nye arbejdsudbudsreformer med skattelettelser for vellønnede og virksomheder og en halvering af dagpengeperioden, var det i sidste ende mere, end SF og dets vælgere kunne holde til. Med salget af Dong (i dag Ørsted) revnede regeringen.
SVM-regeringen har fremlagt et politisk program, der kan provokere de samme vælgere igen. Enhedslisten kritiserer allerede nu regeringen heftigt og vil ligefrem pege på SF's leder, Pia Olsen Dyhr, som statsminister ved næste valg i stedet for Mette Frederiksen.
Det kan være et forvarsel om den polarisering, som en flertalsregering hen over midten næsten er programmeret til at skabe. Skellet går ikke længere mellem højre og venstre, men mellem midten og fløjene.
Forårets overenskomstforhandlinger kan blive den afgørende tryktest for regeringen. Inflationen har fået fagforeningernes ønske om større lønstigninger som kompensation for de prisstigninger, som alle lønmodtagere oplever, til at blusse op. Det risikerer at sætte endnu mere gang i inflationen og svække økonomien på længere sigt. Det opgør kan igen polarisere borgerne, lidt på samme måde som corona-restriktionerne gjorde i 2020 og 2021. Hvornår og hvordan vil regeringen mon gribe ind, hvis det spidser til med en storkonflikt?
Forhåbentlig for regeringen selv er det spørgsmål på forhånd blevet talt godt igennem under forhandlingerne på Marienborg.
Erfaringerne fra lærer- og sygeplejerskekonflikterne de senere år er i hvert fald ikke de mest opløftende, hvis regeringen vælger indgrebet.
På den borgerlige side er partierne dybt uenige om, hvad borgerlighed vil sige, men i deres indbyrdes rivalisering kan de også meget nemt komme til at trække vælgerne længere væk fra midten.
Statsminister Mette Frederiksen har understreget igen og igen, at hun helst vil samarbejde endnu bredere, end de tre partier i regeringen gør nu. Samarbejde kan være en vej til at dæmpe de andre partiers utilfredshed og mindske konflikterne. En koalitionsregering med eget flertal har imidlertid svært ved at give indrømmelser til andre partier uden at ødelægge den interne balance i regeringen.
Det bliver en af statsministerens forholdsvis mange svære udfordringer i det nye år.
Dette er en politisk analyse.